De døde lever

Digte: Edgar Lee Masters »Spoon River Antologien« er en amerikansk klassiker om livet i lillebyen, fortalt af gravstenene på kirkegården.

Gensynet med lillebyen et af de store emner i amerikansk litteratur, og netop karakteren af en by, den rejsende farer igennem, og hvis liv og mønstre forbliver en slags hemmelighed, kendetegner de illustrationer, som Leonard Forslund har skabt til den nye udgave af Edgar Lee Masters amerikanske klassiker »Spoon River«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Illustration fra bogen.
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Her hviler Edgar Lee Masters fra Garnett i Kansas./Han kendte livet i midtvesten/og skabte byen Spoon River./Som sagfører arbejdede han i Chicago/men sin barndoms småflækker glemte han ikke./Igennem alle årene skrev og skrev og skrev han/men det er kun Spoon River Antologien, der bliver husket.«

Omtrent sådan kunne en kortfattet gravskrift fortælle historien om et af USAs forfatterikoner, Edgar Lee Masters, der levede fra 1869 til 1950. I strømmen af digtsamlinger, romaner og skuespil er »Spoon River Antologien« fra 1915 forfatterens genistreg, en krønike om en by fortalt af gravstenene på kirkegården: »Hvor er Elmer, Herman, Bert og Tom og Charley – /den vege, den stærke, den sjove, den drukne, den grove – /alle, alle sover de i Højen.«
Småstaden med de lave huse omkring den brede hovedgade, eller Main Street, med banken, forretningerne, trækirken og skolen, med kirkegården i byens udkant, med folkelige prædikanter og patriotiske foreninger er den arketypiske ramme om handlingen i utallige amerikanske bøger og film, og op igennem 1900-tallet er pendulet svinget fra skildringerne af det idylliske fristed til angrebene på indelukketheden og snerperiet i en verden, hvor »kedsommelighed er gjort til Gud«.

I rækken af beskrivelser af den amerikanske lilleverden rejser Edgar Lee Masters’ gravskrifter sig stadigvæk som milepæle. Det er her på gravstenene på højen ved Spoon River, at et opgør begynder med hykleriet, puritanismen, snæversynet og selvtilfredsheden i den lille by. Det opgør som blandt andet blev ført videre af forfattere som Sherwood Anderson med »En by i Ohio« og den nu delvis glemte nobelprismodtager Sinclair Lewis i »Main Street« og »Babbit«.

Klassisk lilleby
Stadigvæk er gensynet med lillebyen et af de store emner i amerikansk litteratur for slet ikke at tale om alle de film, der varierer temaet. Netop karakteren af en by, den rejsende farer igennem, og hvis liv og mønstre forbliver en slags hemmelighed, kendetegner de illustrationer, som Leonard Forslund har skabt til den nye udgave af den amerikanske klassiker. Spoon River set fra en bil eller et tog.

På Spoon Rivers kirkegård ligger både bankdirektøren og vandværksejeren Thomas Rhodes, pastor Abner Peet, vaskekonen fru Kessler og drukkenbolten Chase Henry. Nærmest ved et tilfælde fik Edgar Lee Masters ideen til bogens komposition fra de gamle græske og romerske indskrifter på gravstøtter eller epitafier, og i alt består hans antologi af 214 gravskrifter, hvor de døde beretter om det liv, de har levet og i en del tilfælde om det liv, de netop ikke kom til at leve.
Frustrationerne, de undertrykte konflikter, de havarerede skæbner og forspildte muligheder går bogstavelig talt igen imellem gravstenene, og Lee Masters illustrerer, hvordan de forskellige skæbner har grebet ind i hinanden. To ægtefæller leverer fra graven hver deres version af de ægteskabelige uoverensstemmelser, børn og forældres historier belyser hinanden, og i det større format trækker et bankkrak dybe spor igennem Spoon Rivers liv. På den måde skaber samspillet mellem gravskrifterne en række gennemgående historier, som tilsammen danner det kritiske portræt af snæverheden i lillebyen. Den amerikanske drøm og realiteterne konfronteres benhårdt.

Religionen, moralismen, de sociale uligheder og seksualitetens understrømme kendetegner livet i Spoon River, som Lee Masters lader de døde åbenbare det, og kirkegårdens melankolske forgængelighedsmotiver kaster yderligere mørke skygger over billedet af den amerikanske Middletown. Men samtidig er der en friskhed og enkel direkthed i digtenes sprog og ubesværet frie former som tilfører gravskrifterne en nærmest paradoksal vitalitet. Der er i hvert tilfælde ikke vokset sprogligt mos på Edgar Lee Masters gravsten fra for næsten hundrede år siden, og Ove Brusendorffs oversættelser fra 1935 klarer sig også stadigvæk fint. Der er virkelig livskraft i digtene om de døde fra Spoon River.