De digter om at være midt i livet

Digte. Vemod, oprør og rastløs bevægelse i tre nye digtsamlinger.

Nikolaj Zeuthen er en af tre forfattere, der lige nu er aktuel med en digtsamling om at være midt i livet. De to andre er Ditte Steensballe og Martin Glaz Serup. Arkivfoto: Linda Kastrup Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Digte afsendt fra midten af livet! Sådan kunne en hurtig indkredsning af tre nye digtsamlinger se ud. Ditte Steensballe, Nikolaj Zeuthen og Martin Glaz Serup er alle født i 1970erne og har hver især flere udgivelser bag sig. Tydeligst bliver en midtvejs-position med komplikationer markeret hos Martin Glaz Serup: »Midtvejs på min vandring gennem livet/lå en sten ...«
Midtvejs-opbrud er der i den grad i Martin Glaz Serups digtsamling »Romerske nætter«, som bearbejder både en mors død og en skilsmisse. Ikke underligt at forfatteren føler trang til at starte med spørgsmålet om, hvordan et digt om lykken skulle se ud: »Skal man være lykkelig for at kunne skrive et digt om lykken/eller skal man netop ikke være det.«

Mellem fødsel og død

Ditte Steensballes digte i »Kronologiens knogler« udspiller sig bogstavelig talt mellem fødsel og død og skriver sig i et hverdagsnært tonefald tæt på det, der i bogens sidste digt kaldes »Familiens fællesmængde«. Nærtstående menneskers død, børns opvækst, familielivets rutiner og hverdagenes bekymringer, en position mellem fremtidsdrømme og fastlåsthed er genkendelige sider af midtvejslivet.

Forfatterens poetiske omgang med både smerter og glæder og hverdagens følelser trækker solidt på erindringernes arkiver, familiegemmernes og dagligdagenes inventarlister: »vi har bevaringsværdige værdigenstande i husstanden/juletræsfoden, børnenes ansigter;/små arvestykker ...«

Melankoli og vemod er en grundsubstans i digtene, der på den ene side konstaterer, at »lidt af alting er forbi«, og på den anden side trøster sig med vendingen »Det skal nok blive godt en dag«. Brugen af dagligsprogets småbanale fraser er et af Ditte Steensballes poetiske greb, ordspillene, bogstavrimene og opremsningernes finurlige sammensætninger hører også med til billedet af en sympatisk digtsamling, hvor »Der var engang«, og en voksende bevidsthed om vores dødelighed fylder rigtig meget i midtvejsbilledet.

Midtvejsoprør

I tilfældet Nikolaj Zeuthen er der med den nye bog »Stråler« måske først og fremmest tale om en slags midtvejsoprør. Digteren, der i for eksempel »Frivers fra Howitzvej« med sociologisk præcision stillede ind på billedet af livet i et mellemland, slipper denne gang for alvor digtene fri. Når forfatteren mere end et sted konstaterer, at »spørgsmålene er små og man ved ikke noget«, så kan det på en måde opfattes som et fripas til hvad som helst. Måske siges det mest præcist med digterens egne ord: »Ham hers værk/er gået lidt i kiks«.

Det kiksede er tilsyneladende ophøjet til en slags poetisk ideal i »Stråler«, og når et digt med eftertryk på normaliteten begynder med »jeg er en femogtrediveårig mand der som mange andre/har øjne, hænder, hår, indre organer ...« , så varer det ikke længe, før destruktionen af »de normale ting« sætter ind. Fra de indledende »Værkoplevelser 1-5« til de afsluttende »Seks hellige z-æg«, der også sender en hilsen til Højholt, er kikset eller undermineringen af normaldigtet tilsyneladende målsætningen.

Selv et tilsyneladende straight fortællende Afrika-digt handler ved nærmere eftersyn om en person, der hele tiden træder ved siden af, netop som digtene i bogen gør det. Et overraskende midtvejs-udspil fra Nikolaj Zeuthen. Konsekvent i sin kiksethed! Stimulerende og underholdende eller slet og ret desorienterende og irriterende?

Stor vitalitet

Martin Glaz Serups tekster bakser med mange spørgsmål, der ikke er lette at svare på, men hvor digtene drives frem af den energi, hvormed spørgsmålene stilles.

Rom spiller, som titlen lægger op til, en vigtig rolle i digtsamlingen, »så er jeg igen på vej til Rom« kan en tekst for eksempel begynde, og Rom er også Pasolinis Rom. Bogen igennem er Martin Glaz Serup i bevægelse, og digtene sker i farten, i fly, taxa eller tog. Snart slæber forfatter og tekst sig forpustet op ad en trappe, snart puffer livet digteren ind i en linje 18 på vej til Friheden Station.

Digtenes rastløshed er en måde at omgås tab, frustration og foruroligelse på, men samtidig bliver de stadige skift også en understregning af, at midtvejs netop er midt i. Det er denne følelse af at være lige midt i livet, som Martin Glaz Serups digte formidler med stor vitalitet og sprogligt nærvær.

I »Romerske nætter« leverer Martin Glaz Serup sætningen, der kunne være fællesnøglen til de tre midtvejs-digtsamlinger: »noget der forandres, er i gang«.

Fire stjerner: 

Forfatter: Ditte Steensballe.
Titel: »Kronologiens knogler«.
Sider: 48.
Pris: 200 kr.
Forlag: Lindhardt og Ringhof.


Fire stjerner:

Forfatter: Nikolaj Zeuthen.
Titel: »Stråler«.
Sider: 64.
Pris: 199 kr.
Forlag: Samleren.

Fem stjerner:

Forfatter: Martin Glaz Serup.
Titel: »Romerske nætter«.
Sider: 80.
Pris: 200 kr.
Forlag: Tiderne Skifter.