Som barn i 1970erne havde jeg meget fornøjelse af Gilbert Sheltons amerikanske undergrundstegneserie »The Fabulous Furry Freak Brothers«, der skildrede tre hippiebrødre på evig jagt efter hash og andre stimulanser. Hvis man kneb øjnene sammen og så bort fra denne tegneseries generelle grad af anarki, kunne man godt have beskyldt den for at være en reklame for brug af stoffer.
Serien var et stort hit i Danmark, hvor man kunne finde den i børneafdelingerne på bibliotekerne, mellem Rasmus Klump og Tintin. Tiden var en anden, som vi gråhårede plejer at sige.
Ved første øjekast ligner australske Simon Hanselmanns »Livet er en fucking fest« en moderne udgave af freakbrødrenes stenede eventyr. Der er ovenikøbet en talende kat, der med lakoniske kommentarer piller de øvrige medvirkende ned.
Hovedpersonen, Megg, er en grønhudet heks, der foretrækker at trylle sig ind i komalignende bedøvelse med pot, LSD og diverse blandinger af vodka, rom og øl. Mogg er katten, og Moggs og heksens ven »Ugle« er en hypersensitiv fugl i menneskestørrelse.
Mor var narkoman, far var rocker
Andre figurer er den selvdestruktive varulv Jack og »Bussemanden«, der er et væsen af ubestemmelig form og natur. Trods den store variation i figurer er de alle som én mest optaget af at gå på jagt efter stoffer. Når jagten lykkes og indtagelsen er fuldbyrdet, fordriver de tiden med hærværk og grovkornet mobberi, som når de bortfører »Ugle«, og lader som om de voldtager ham.
Gradvist går det op for læseren, at der er en anden historie under al halløjet. Selvom Megg og hendes bande af slackere oplever lidt af hvert, er stofferne en slags selvmedicinering, der dog kun fører til apati og depression. Og her taler vi ikke om melankoli af den slags, der kan kureres med urtete og fodmassage. Megg får hallucinationer om sine venner som kadavere, og depressionen fylder hendes drømme med floder af sort mudder.
Simon Hanselmann trækker på egne erfaringer. Hans mor var narkoman, mens faren var medlem af en rockerbande. »Livet er en fucking fest« er mest af alt en skildring af et liv, der er et fucking rod.
Den trøstesløse nihilisme bringer mindelser om Harmony Korines film, hvis fortabte sjæle kunne vade direkte ind i Hanselmanns scenarier og fyre op i vandpiben uden at skille sig ud. Steffen Rayburn-Maarup har oversat, som havde han førstehåndskendskab til miljøet.
Kunstnerisk monument
Det første album i Halfdan Piskets indvandrertrilogi skildrede farens ungdom, klemt inde i konflikten mellem muslimske tyrkere og kristne armenere, det andet farens udvandring til Danmark og forhold til flere danske kvinder og hans erfaringer som hashsmugler.
Det nye, tredje album, »Dansker«, skilder tiden op til i dag, hvor faren efter et længere fængselsophold forsøger at blive dansk statsborger. I forhold til de foregående album har handlingen i dette afsluttende afsnit karakter af et udvidet appendix, der er med i trilogien for fuldstændighedens skyld.
En vis følelse af repetition sætter ind, men da albummet blandt andet handler om misbrug og tilbagevendende traumer, er der også en slags pointe i dét. I lange passager fortæller Pisket udelukkende ved hjælp af billeder, hvilket forstærker hans slægtskab med 1970ernes grafiske socialrealisme a la Dea Trier Mørch.
Som helhed udgør Halfdan Piskets tre biografiske album et kunstnerisk monument i ny dansk tegneseriekultur. Et monument, der sætter en ny barre for, hvor ambitiøst man kan udgive herhjemme.
