Mon ikke Henrik Kabels digtning er noget af det mest radikalt udfordrende, der på dansk rammer alfabetet lige nu? Nemt at knække hans bøgers koder er det ikke. Hos ham får størrelsen »hermetisk poesi« virkelig mening, og læseren får absolut meget lidt forærende.
Efter det idiosynkratisk veloplagte stormløb i »X«, hvor sproget blev mobiliseret til en slags total krig mod enhver harmløs »kommodeskuffe med teselskaber« går han på sin egen dada-maner et par skridt videre i retning af nedbrydning og afvisning med sine to seneste bøger, »Af by, af rød« og den netop udgivne »Hængsler. En bølge«.
Begge bøger har tilsyneladende fundet vej til markedet uden etablerede forlags indblanding eller hjælp, og begge bøger undviger resolut genre-etiketter som roman, novelle, digt ...
»Af by, af rød« er en slags ned- eller opskrivning, der med variationer over nogle enkelte ordkæder forløber fra et Z til et O, som vel så i øvrigt til forveksling ligner et nul.
Teksterne udvikler sig frem mod et traditionelt sammenhængende udsagn, der rummer både en aflysning og bekendtgørelsen af et afbrudt samarbejde. Denne dobbelte nulstilling er altså, hvad sproget i dette tilfælde samler sig sammen til hos Henrik Kabell, der rykker ud med »nødblink og læbeblåt« og ikke mindst afslører sig som en benhård humorist.
Humoren er også til at få øje på i Kabells nye udgivelse, »Hængsler. En bølge«, der er til salg på nettet, og som blandt andet udfolder et mønster af gentagelser med variationer og heftigt ynglende associationer.
Distancerer sig fra normalsproget
Fra den tidlige linje med »Læbeblanke koner opflasket på revet læspen« melder variationerne sig regelmæssigt hen over siderne: »Læber opflasket på ord«, »Gærer læbeblanke koner opflasket på sæl« eller i al sin syrede og rablende uigennemskuelighed og med en snert af satire over et litteratsprog:
»Du skriver råt, dine bælter et plumrende/amen der ælter hovmods hestepærer i sig/selv, bælterne nulstilles, de kerner, manken/der skal få dæmoner til at knirke,/mangler/smykker, forhud, mening mejslet ind i værkets/bælteform. Læseren bliver æg mellem telte,/forpagtede ringe i vand. Teksten et narrestativ,/lidt sjov der kan belære de bange«.
Hvabehar! Ordet »narrestativ« står og blinker, og så distancerer Henrik Kabell sig i øvrigt godt og effektivt fra normalsprogets standarder, men vipper altså en stor del af tiden pirrende frem og tilbage på kanten af noget, der sporadisk giver gammeldags mening og betydning. En af hans teksters afgørende pointer er undvigelsesmanøvrerne, den virtuose skriven udenom. I baggrunden anes måske Per Højholt og hans show-begreb.
Der udleveres ikke manualer til Henrik Kabells bøger, det hermetisk lukkede er deres væsen, men de pludselige glimt af morskab, den vildt ynglende fantasi og de forskellige knager, en skæv og forskudt genkendelighed midt i dunkelheden kan hænges op på, bidrager til at holde fascinationen levende.
Både »Af by, af rød« og »Hængsler. En bølge« er udfordringer, der på deres egen måde og ikke mindst i kraft af deres energiske sproglige grimasseren insisterer på at fange den nysgerrige læsers opmærksomhed. Mange slags spørgsmål står og vibrerer i luften efter konfrontationen med Kabells tekster. Lette at tumle med er de definitivt ikke.
