Engang for længe siden – i 60erne – kunne forfatteren Leif Panduro skaffe sig anerkendelse blandt sine kulturradikale ligesindede for sit opgør med borgerlige dyder i romaner som »Rend mig i traditionerne« og »De uanstændige«.
I dag er de selvsamme kulturradikale og andre uanstændige blevet de nye anstændige, der kalder på dyder som dialog og tolerance for at forhindre kritik af undertrykkende dogmer. Det er denne vending, som forfatteren Jens-Martin Eriksen og professor i semiotik Frederik Stjernfelt har sat sig for at afdække og gøre op med i deres nye bog.
De anstændige forsøger at begrænse den ytringsfrihed, der er livsvigtig i et liberalt demokrati. Bogen kortlægger minutiøst, hvordan de anstændige er blevet principløse, hykleriske, dobbeltmoralske og decideret kyniske. Deres krav om selvcensur camouflerer de f.eks. ved at tale om, at man skal have »respekt« for andre kulturer. Men denne respekt er i virkeligheden baseret på frygt. Det er nemlig kun islam, der skal skånes for hån, spot og latterliggørelse. For islamister truer som bekendt med vold, hvis man krænker deres dogmer. Det kaldes i bogen Voldsmandens veto.
Det er ikke skyggeboksning, Eriksen og Stjernfelt kaster sig ud i, for de anstændige er mange i antal og indtager betydningsfulde positioner.
Det er en styrke, at forfatterne ikke er bange for at nævne de anstændige ved navn. Især tegnes de anstændige af tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og nu afdøde chefredaktør på Politiken Tøger Seidenfaden. Begge vies hver et langt kapitel, der tydeligt viser, hvordan anstændigheden udmunder i en fatal svækkelse af dømmekraften og endda i en menneskelig forråelse.
Ellemann-Jensen når ifølge forfatterne så vidt – eller lavt – som til at udtrykke afsky for offeret. I dette tilfælde den svenske kunstner Lars Vilks, der havde tegnet den muslimske profet Muhammed som en hund. For den ytring blev Vilks udsat for et brandattentat. Men ifølge Ellemann-Jensen var offeret selv skyld i attentatet. At man officielt tager afstand fra gerningsmanden, men indrømmer hemmelig sympati med hans forbrydelse, kendetegner ifølge bogen en række anstændige.
Seidenfaden gik fra at være en principfast islamkritiker og fortaler for uindskrænket ytringsfrihed under Rushdie-affæren i 90erne til at blive en anstændig i årene frem mod og efter Muhammed-krisen i 2006. Helt grotesk fremstår i bogen den undskyldning for Muhammed-tegningerne, Seidenfaden på Politikens vegne gav den dubiøse advokat Yamani i 2010. Seidenfaden fejrede her sin deroute som publicist ved at agere statist i et islamistisk propagandastunt.
Begreber og nye betydninger
Et interessant afsnit handler om, hvordan de anstændige giver helt nye betydninger til centrale begreber. »Dialog« betyder ikke længere kritisk debat, men derimod harmonisøgende udvanding af standpunkter, så ingen fornærmes.
»Tolerance« er ikke længere en fordring, der stilles til den, der lytter, men derimod noget, den, der ytrer, skal anvende for ikke at støde religiøse følelser. Og »religionsfrihed« betyder ikke længere individets frihed til selv at vælge sin tro, men derimod religionernes frihed for krænkelser.
Noget af det mest uhyggelige i vores tid er den konstante vigen tilbage for islamisternes pres på ytringsfriheden. Bogen giver adskillige eksempler herpå og afslører de strategier, anstændige anvender for at vise eftergivenhed. En hyppigt anvendt strategi er filtrering af information, som når medierne undlader at oplyse den etniske profil i sager om muslimers overfald på jøder og homoseksuelle.
Man kan diskutere Eriksens og Stjernfelts bekendelse til den radikale oplysning og angreb på al »kultur«. Og man kan mene, at deres tillid til debattens frigørende virkning forudsætter en homogen nationalkultur, som de ellers kritiserer. Hvis den fælles kultur mangler, får vi netop en syg krænkelses- og trusselskultur, hvor domstolene skal afgøre – eller undertrykke – uenigheder. Desuden skal man jo ikke kun bekende sig til ytringsfriheden som abstrakt princip, men også praktisere den.
Hvad angår det sidste, er de to forfattere selv, ja, rene dydsmønstre. De har skrevet en hårdtslående, men velargumenteret bog. De skriver fra en etableret offentlig position– som forfatter og akademiker – der gør, at de anstændige ikke bare kan affeje dem som randeksistenser på den islamkritiske højrefløj. De anstændige tilhører netop ofte forfatter- og akademikersegmentet og er fortrolige med argumentationsformen.
Det bliver spændende at se, hvordan de anstændige svarer på slagene, når de engang har rejst sig igen.
Hvad: »De Anstændige«, 423 sider. Pris: 299,95 kr.
Hvem: Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelt
Hvor: Gyldendal.
