Den frustrerede ældre mor, den sundhedsfrelste datter, ægteparret med et sexliv på nulpunktet, parmiddagens kunstighed og livets sære båndsløjfer. Er det da ikke godt at sætte dagligdagens problemer under debat? Jo, hvis man kan skrive det, så det rører læseren, så det bliver siddende i kroppen, så man mærker, hvor komplekst og besværligt og ikke-stereotypt mennesket er, og vigtigst, at man helt ned i skriften mærker, at forfatteren holder af og fornemmer sine personer.
Men det kan man desværre ikke i Jacob Berner Moes noveller. Der er gode anslag, men man sidder tilbage med fornemmelsen af en slags pligtarbejde, en form for skabelontekster, som fermt og ufarligt kommer rundt uden rigtigt at røre eller anfægte nogen.
