De ældre mænd og havet

Ny islandsk roman har både Hamsun og Hemingway i sig. Første halvdel er sublim, resten tabes desværre på gulvet.

Jón Kalman Stefánsson formår at lave malerier af ord, der giver ren nydelse i sin nye bog »Himmerige og helvede«. Fold sammen
Læs mere

Det er år og dage siden, jeg har været så lang tid om at læse en bog. Islandske Jón Kalman Stefanssons roman »Himmerige og helvede« er så lyrisk fortættet og fuld af tankevækkende visdom, at man går rundt og kærtegner den lille bog fra det kvalitetsinsisterende forlag BATZER & CO, hvor man sætter en ære i at tale op til læseren. Tak.

Vi er på Island for sådan cirka hundrede år siden. I romanens første halvdel følges et hold fiskere på vejen ud på havet, dette »kæmpedyr, der aldrig hviler«. Her skal de forsøge at lande deres livs fangst af torsk, men en snestorm rammer dem, og tingene udvikler sig ikke helt som forventet. Centralt i denne beretning om menneskets kamp mod naturen i dens mest nøgne og ubarmhjertige kulisser, står to intellektuelle skikkelser, der skiller sig ud fra de rå fiskere, der har siddet sammen ved årerne på Ishavet i tyve år. Det er Drengen og hans faderlige forbillede, Bardur. Begge yngre mænd er lidenskabeligt optagede af litteratur og tager ud på havet den skæbnedsvangre dag med en linje fra Miltons »Det tabte paradis« dunkende i blodet: »Intet er mig skønt uden dig«.

Stefánssons små malerier af ord er ren nydelse. Måner kommer »langsomt sejlende ind i en sort himmelvåge i skyerne«, og kvinders mørke hår »falder som en vinge ned over den ene halvdel af ansigtet. Det er vidunderligt oversat af Kim Lebek, der er knivskarp på hver eneste af de slående vendinger og metaforer, der ligger som perler på en snor de første 100 sider.

Desværre udvikler romanens anden halvdel, hvor Drengen påbegynder en eksistentiel vandring på land, sig til en beskrivelse af andre islandske skæbner. Det er som at træde ind i en helt anden roman og forbindelsen til de første 100 sider bliver aldrig etableret.

Hvad man husker er de ældre mænds kamp mod elementerne på havet og i dem selv. Man skal tilbage til følsomme machoer som Hamsun og Hemingway for at finde lignende mytiske udpenslinger af mandesindet og dets feminine side, der er til digte. Som der står:

»Nogle digte tager os derhen, hvor ingen ord kan nå, de tager dig helt hen til selve kernen, et kort øjeblik standser livet op og bliver smukt, det bliver krystalklart af savn og lykke.«

Her kan man så tilføje, at prosa gør det samme, når det skrives så suverænt som i Jón Kalman Stefánssons bog. Havde han dog bare formået at samle den til en mere helstøbt roman.

Mød Jón Kalman Stefánsson i Mellemrummet på »Louisiana Literature« fredag kl. 19.30, hvor han interviewes af sin oversætter Kim Lebek. Se hele programmet på www.louisiana.dk