I Hongkong befandt sig i tiden omkring Anden Verdenskrig 60 danskere, og i alt boede der cirka en million mennesker i den britiske kronkoloni. Der havde siden midten af 1800-tallet været handelsforbindelser mellem Danmark og Hongkong, og firmaerne ØK, Nordisk Fjer og Det Store Nordiske Telegraf-Selskab havde folk i byen.
I sin nye bog, »Ikke en jordisk chance«, beretter Frode Z. Olsen om danskerne i Hongkong og om byens kamp, da japanerne angreb, med fokus på danskernes indsats. Frode Z. Olsen er – ud over at være tidligere kriminalinspektør og politi-attaché ved den danske ambassade i Beijing i Kina fra 2008-2013 – romanforfatter, og selv om han her har fat i et faghistorisk emne, så smitter hans romansprog af på bogen på den gode måde. Her er ikke opdigtede scener, men et medrivende sprog farvet af erindringer, breve og samtaler med Lise Hüttemeier, der oplevede Hongkong i krigstiden.
Frode Z. Olsen giver en malende beskrivelse af det vilde liv i Hongkong, hvor europæerne levede et luksusliv i forhold til kineserne.
I begyndelsen af krigen mente de godt 4.000 europæere i Hong Kong sig ikke for alvor i fare, selv om krigen mellem kineserne og japanerne rasede ikke langt derfra. Japan havde tidligt været ude efter kinesiske områder og benyttede krigen til at ekspandere yderligere, og efterhånden gik det op for briterne, at faren var reel.
I den danske koloni meldte flere danskere sig til et frivilligt militærkorps. Kurt Wilkens var udsendt af ØK til Hongkong, og i breve hjem til forældrene i Sønderborg skrev Wilkens, at han ikke regnede med et angreb. I alt meldte otte danskere sig til korpset. Wilkens var 22 år og ugift. Kaj Søren Kjær var 25 år og ugift, mens frivillig Niels Ørskov Christensen var 30 år og gift. Erik Hüttemeier var 28 år og ugift. Anker Gundersen 53 år og gift. Kaj Westergaard Pedersen 36 år og gift. Holger Dreyer var enkemand, og Børge Herschend var 44 år. Frode Z. Olsen refererer livligt fra breve og dagbøger, så man lærer danskerne at kende.
I løbet af 1940 rykkede krigen tættere på, og japanske tropper satte sig på stadigt større dele af Sydkina. Man evakuerede britiske kvinder og børn og indførte tvungen værnepligt for mænd. De danske kvinder forblev i byen, for Danmark var jo neutralt.
Med Tysklands angreb på Sovjetunionen i juni 1941 var vejen banet for en japansk aggression.
Briterne havde efter Kantons (nu Guangzhou, red.) fald i efteråret 1938 forstærket forsvaret af Hongkong, men den britiske premierminister Churchill havde klart sagt, at han anså forsvar af det fjerne Hongkong for at være håbløst. Den beslutning omgjorde han nu.
Byens forsvar blev forstærket med to bataljoner canadiske soldater, og i alt bestod Hongkongs forsvar af 11.300 mand, der kom fra England, Skotland, Indien, Kina, Canada og forskellige andre europæiske lande – herunder altså Danmark. Frode Z. Olsen skriver, at denne militærenhed ikke havde mange muligheder for at fungere som en samlet styrke.
Det var en kulørt sammenstykning af trænede og utrænede mænd med forskellig kulturbaggrund. Japanerne havde stillet 20.000 mand til rådighed for angrebet, og de var under kommando af erfarne krigsgeneraler, hvorimod den britiske øverstkommanderende ikke havde krigserfaring.
7. december 1941 angreb japanerne uden varsel den amerikanske flådebase Pearl Harbor på Hawaii, Malaysia, Singapore og Filippinerne og 9. december Hongkong. De startede med at erobre Kowloon-halvøen over for Hongkong, og allerede i de første dage var danskere i kamp. Derpå sendte japanerne bombefly over Hongkong, og krigen var i fuld gang med hårde træfninger mellem japanske tropper og Hongkongs forsvar. Danskernes familier hjemme i fædrelandet kunne ikke få informationer om, hvordan det gik deres pårørende helt derude i Asien, for japanerne havde skåret telegrafkablerne over.
18. december satte japanerne over til selve Hongkong, og de allierede styrker var allerede godt møre efter de japanske bombardementer. Japanerne angreb under hyl og skrig, og de urutinerede frivillige tropper var skræmte og i defensiven, men der blev kæmpet bravt. En af de danske soldater, Kai Kjær, blev på den dag sidst set omringet af syv-otte japanske soldater, og han var blot én af 591 allierede soldater, der blev dræbt den dag. Også Kurt Wilkens blev dræbt under kamp i de dage.
Den frivillige soldat Niels Ørskov Christensen skrev dagbogsnotater, og Frode Z. Olsen har brugt dem flittigt i bogen. Lørdag 20. december skrev Niels Ørskov Christensen: »En Granat ramte ca. ti Meter fra Gundersens Skyttehul; en anden Granat faldt kun fem meter fra Signalkontoret. Det ser ud til, at vore Kanoner først vil blive gjort tavse – efterfulgt af et Angreb, sandsynligvis om Natten. Hvor mange Fanger bliver der så taget?«
Der blev kæmpet desperat i gaderne, og de canadiske soldater havde på et tidspunkt held med at slå et japansk angreb tilbage, men tabene var store. Under fremmarchen begik japanerne massakrer på læger, sygeplejersker og patienter på et hospital. Det var skånselsløs blodrus.
Niels Ørskov Christensen skrev i sin dagbog 24. december:
»Efter godt to Ugers opladning til Krig med »Blackouts«, lange og uhyggelige Nattevagter, er det ligesom jeg har vænnet mig til Tanken om at skulle slaa ihjel, slaas i Mørke og undgaa at faa en Bajonet i mig. De Tanker var der næsten ingen, der kunne gøre sig fortrolige med i Begyndelsen, men nu kommer det!«
Byens forsvar var tømt for ammunition og energi, og generalmajor Maltby accepterede derfor en overgivelse 25. december.
Niels Ørskov Christensen skrev:
»Jeg maa være ærlig og indrømme, at jeg var glad over, at det var ovre. Vi er kun smaa Hjul og havde ikke nogen Stemme i saa vigtig en Afgørelse. Ingen havde grund til at skamme sig eller være kede af det. Vi havde gjort, hvad vi havde faaet besked paa.«
Efter Hongkongs overgivelse fortsatte den japanske krigsmaskine og erobrede Malysia, Singapore, Indonesien, Filippinerne og Burma (nu Myanmar, red.).
Danskerne og andre fanger fik besked på at vandre i japansk fangenskab. De danske frivillige mænd blev interneret i Shamshuipo-lejren ved Hongkong, mens kvinderne og danskere, der ikke havde været soldater, forblev frie.
Fangeopholdet var hårdt, og det var ikke de smukkeste menneskelige træk, der viste sig blandt fangerne, fremgår det af Niels Ørskov Christensens dagbog. Nogle fanger forsøgte at undslippe, men som regel blev de fanget og henrettet. Sygdomme rasede i lejren, og Niels Ørskov Christensen bukkede under 18. december 1942. Hans dagbog blev nedgravet for at skjule den for japanerne og siden fundet og er nu Frode Z. Olsens scoop i bogen. Først med Japans overgivelse blev fangerne i lejren frie.
Af Hongkongs ca. 14.000 forsvarere døde 1.045 i kamp, mens 515 aldrig blev fundet. 11.000 kom i fangenskab, hvoraf 2.300 døde. Japanerne mistede 2.000 soldater. To danskere døde i kamp og en enkelt i fangenskab.
Relativt set var den danske indsats lille, men de frivillige danskere i allieret tjeneste er en bemærkelsesværdig historie, og Frode Z. Olsen fortæller den godt. Danskerne kunne være rejst bort i tide, men de valgte at blive og endda melde sig til frivillig militærtjeneste. Frode Z. Olsen vover til sidst – med rette – at kalde dem helte. Det er en smuk bog med glimrende illustrationer og grundigt kildemateriale, og den minder fornemt om de danskere og andre, der i en svær situation, hvor nederlaget syntes sikkert, og de ikke havde en chance, risikerede deres liv.
Hvad: Ikke en jordisk chance. Danske frivillige i forsvar af Hong Kong 1941 Forfatter: Frode Z. Olsen. Sider: 317. Pris: 350 kr. Forlag: Turbine Forelag
