Danskere tegner godt om tyrker og vikinger

To nye danske tegneserier sætter fokus på tro og konflikt uden at svigte den gode fortælling.

Et af de mest fascinerende kapitler af Grønlands historie handler om den forsvundne koloni af nordboere, der under den fredløse Erik den Rødes ledelse bosatte sig på østkysten af øen omkring år 980. Efter den barske vikinghøvdings død levede kolonien indtil det 14. og 15. århundrede, men hvad der nøjagtigt førte til dens forsvinden, er ikke fuldt klarlagt.

Det er dog ikke nordbo-koloniens deroute, Søren Mosdal fokuserer på i sin stort anlagte graphic novel »Fimbulvinter«, som forlaget Aben maler udsender. I stedet handler historien om fejden mellem Erik den Røde og hans søn Leif den Lykkelige, efter at de har fået fodfæste ved Grønlands grønne fjorde.

Erik den Røde kommer fra Island, hvor han er gjort fredløs, fordi han i ukontrolleret vrede har slået flere mennesker ihjel. Hans eksil skyldes måske også, at han som viking af den gamle skole med hang til bersærker- og holmgang ikke bryder sig om den tiltagende kristning af nordboerne. Kristendommen kalder han en kvindetro, uden smålig skelen til, at tilhængerne af den nye religion også gladeligt trækker blankt, når der skal missioneres for den nye konge i Himlen.

Der er derfor lagt i tørveovnen til ballade, da Erik den Rødes søn fra Island dukker op i kolonien, nykristnet og medbringende en barsk præst uden megen sans for det diplomati, som ellers kunne være nødvendigt, når hedenske konger skulle vindes for Herren. I Mosdals version er Leif ikke særlig lykkelig, han er mere en indadvendt og eksistentielt plaget særling. I de første år i Grønland lykkes det dog far og søn at enes, selv om Erik den Røde hellere så sin søn rejse videre og finde sit eget land. Men med tiden spidser situationen til, ikke mindst da kolonien kommer under pres udefra fra røvere og et mystisk »jættefolk«.

Søren Mosdal har en særegen streg, der ikke vil falde i alles smag. Den er nogle steder svær at aflæse, og indimellem synes det, som om den kraftige abstraktion skjuler et lidt for løst greb om menneskeanatomien. Samtidig er der dog ingen tvivl om, at Mosdals kantede, man fristes til at sige runeagtige, streg klæder den karske og blodige fortælling, hvor pandeskallerne brister på stribe. Flere steder synes historien som skåret ud af den grønlandske granit, men den lider også en kende af samme stejle fjendskhed som en stormombrust fjeldside.

På Forlaget Fahrenheit er udkommet første del af af Halfdan Piskets fremragende »Desertør«, der i komplekse sort-hvide billeder beskriver tegnerens familiebaggrund i en lille landsby på grænsen mellem Tyrkiet og Armenien. Man bliver straks betaget af de smukt ciselerede sider i albummet, hvor sorte og hvide felter rytmisk afløser hinanden som en sagtmodigt nedsilende mosaik.

Tegneserien bygger på en række samtaler, som den kunstakademi-uddannede Halfdan Pisket har haft med sin tyrkisk-armenske far. Uden at lade sig tynge af historiske fakta om den komplekse politiske situation i Østtyrkiet folder tegner-forfatteren historien ud i rolige cirkler, der giver et dybt kig ind i den særlige kultur, hvor muslimer, kristne og sågar shamanister lever i anspændt gensidig tolerance. Det stadigt politisk brændbare folkemord ligger som en sørgmodig skygge over landsbyen, men der sættes aldrig ord på følelserne. Slet ikke i Piskets familie, hvor faderen er glødende tilhænger af Atatürk og drømmer om et moderne Tyrkiet.

Da serien begynder, sidder faderen i fængsel som desertør fra den tyrkisk-armenske konflikt, og for at undslippe mentalt fra den tortur, han bliver underkastet, genkalder han sig hele sin forhistorie, der begynder, da hans bedste ven bliver skudt af en maskeret milits.

Halfdan Pisket er en usædvanlig sikker debutant, der mestrer både den fremadskridende fortælling og de visuelle virkemidler, uden at det skal demonstreres i hvert andet billede. Der er endnu to album på vej i Piskets historie, der allerede nu ligner et hovedværk i moderne dansk tegneseriekunst

HHHHII

Titel: Fimbulvinter Forfatter og tegner: Søren Glosimodt Mosdal Sider: 136 Pris: 290 kroner Forlag: Forlaget Aben maler

HHHHHI

Titel: Desertør Forfatter og tegner: Halfdan Pisket Sider: 108 Pris: 149,95 kr. Forlag: Forlaget Fahrenheit