Den danske tegneseriekultur lever i bedste velgående, både hvad angår kvaliteten, der blandt andet er båret frem af nye uddannelser i kunstarten, og hvad angår kvantiteten, der opretholdes af en række stærke, lidenskabeligt ledede forlag.
Bornholms klipper og krat er rammen om Bjørk Matias Friis´ sjove og spændende »Midgårdsskrøner«. Historien handler om den slavebundne Rod, der ikke ved, hvor han kommer fra, men hvis oprørske sindelag tyder på et ædlere ophav. Det mener i hvert fald hans trælleveninde i første bind af skrønen, der bærer titlen »Ulvetimen«.
Takket være sit sprælske gemyt kommer Rod hurtigt på eventyr i det bornholmske landskab, hvor han indrulleres af Loke-sønnerne Vale og Narfe til en medrivende jagt på en blodtørstig varg, vikingernes svar på varulven, men intet er helt, som det ser ud til, i denne udgave af Bornholm, hvor skabninger skifter skikkelse på kommando.
Farverne i tegningerne er en kende kedelige, landskaber og karakterer er til gengæld letaflæselige, og dialogerne er en herlig blanding af nutidsdansk og oldnordisk. Det er en nydelse at smage på ordene i udbrud som »Hahahaaa! Thurser højt glammer dybest i skov, Rod var deres svig for listig«.
Friskt og uforudsigeligt
Tegneren Johan F. Krarup er fast leverandør på websiden Helt Normalt, hvor hans outrerede, troldsplintrede spejlinger af hverdagslivet overgår selv Wulffmorgenthalers. Udgivelsen »Episk fejl« samler striber, der alle foregår i en mellemstor dansk virksomhed, hvor forholdene lige er lidt anderledes end på andre arbejdspladser.
Mest af alt ligner stedet en lunken udgave af helvede, hvor pinslerne har form af misundelse, hoveren, sexchikane og andre ydmygelser, uden at nogen kommer egentlig til skade – bortset fra den mand, som den ny sekretær slår ned med en stol og derpå tramper ihjel, fordi hun ikke orker at høre »det vrøvl man ofte hører fra folk i dødskrampe«.
Indimellem virker det, som om Krarup bevidst prøver at være umorsom, som når direktøren giver sig selv 250.000 kroner i bonus og en frugtkurv til de ansatte: »Hvad? I kan måske ikke lide frugt??« Det ligner faktisk en parodi på elendig politisk satire, men man er i tvivl, og det er et af de dæmoniske træk ved Krarups materiale. Der er en friskhed i det uforudsigelige.
Brusende flot værk
Karoline Stjernfelt er en blot 22-årig mester udi den klassisk tegnede og fortalte serie. Hun er uddannet på Serieskolan i Malmø, hvor hendes fine talent er blevet forædlet til det nærmest aristokratiske.
Tre år har hun brugt på at skabe sin egen version af danmarkshistoriens kendteste trekantsdrama, og resultatet har fået titlen »I morgen bliver det bedre«. Det er Christian VII og hans specialimporterede engelske dronning, Caroline Mathilde, det handler om i dette første album, mens livlægen Struensee endnu mest er en statist, der rastløst går rundt nede i Altona og venter på at træde ind på scenen i København.
Karoline Stjernfelt kan tegne personer, så de fremstår som virkelige mennesker med alle deres ømhedsvækkende imperfektioner. Sekvenser med ansigtsudtryk uden dialog fortæller med i historien og eksponerer dronningens skrøbelige position i et fremmed land, hvor befolkningen nok elsker hende, men ægtefællen skyr hende som et trodsigt barn.
I dag er vi bekendt med den Amadeus-lignende Christian VII fra Nikolaj Arcels film »En kongelig affære«, men Stjernfelts konge er knap så bajadsagtig og mere farlig i sin sindssyge. Hans elskerinde Støvlet-Catrine er nok Stjernfelts dristigste fortolkning, en kompleks blanding af moderlighed og aggressiv opportunisme.
»I morgen bliver bedre« er et brusende flot værk, fuld af fortællerytmisk forståelse og farveskalerede opslag, der veksler mellem lyse og mørke sekvenser i takt med stribernes sindsstemninger.
