Ubåden »Narhvalen« skulle, ligesom de øvrige ubåde under Den Kolde Krig, sænke Warszawapagtens troppetransportskibe i tilfælde af en invasion over havet.
Og mens man ventede på invasionen, skulle de spionere mod Warszawapagtens skibe. Altsammen via de hemmelige sensorer, som ubådene var udrustet med.
Ubådene opererede øst for Bornholm og skulle for alt i verden holde sig skjult, mens de udførte mørkets gerninger. Men i november 1971 fik »Narhvalen« ordre til at lade russerne vide, at den sejlede rundt langs den 20. længdegrad, lige uden for russernes havelåge.
Sådan begynder en af fortællingerne i den netop udkomne bog, »Narhvalen og Nordkaperen«, der handler om de sidste danskbyggede ubåde. Den er skrevet af marinehistoriker Søren Nørby, hvis kilder omfatter tidligere besætningsmedlemmer og ubådschefer fra før ubådene blev udfaset i 2004.
Formålet med »Narhvalens« mission var sandsynligvis at dementere en udtalelse, som daværende forsvarsminister Kjeld Olesen (S) ifølge presseforlydender havde fremsat.
Ifølge rygterne, som alle i ubådseskadren troede på, havde Kjeld Olesen erklæret, at danske orlogsfartøjer ikke ville sejle øst for Bornholm, hvilket blev anset for troligt, eftersom den daværende socialdemokratiske regering opfattedes som positiv over for Sovjetunionens ønske om Østersøen som et »fredens hav.«
I en pressemeddelelse 4. november 1971 fastslog Kjeld Olesen, at Danmark hverken kunne eller ville begrænse flådeaktiviteten i Østersøen, og på samme tid begyndte »Narhvalen« at slå på elektronisk stortromme langt øst for Bornholm.
I stedet for at sende et såkaldt »tjeksignal« hver 24. - 36. time, der fortæller hjemmebasen, at alt er i orden, sendte »Narhvalen« sit signal hver 12. time. Og i stedet for at sende et svagt signal, brugte ubåden sin store 400 kw sender.
»Det skal fandeme være sådan, at fjernsynene flimrer hele vejen til Ural,« lød chefens ordre ifølge et af besætningsmedlemmerne, der fortalte historien i Dansk Ubådsforening i 2008. Trommehvirvlerne blev hørt. Efter hvert signal dykkede »Narhvalen« og spurtede til en anden position, mens russerne fór rundt for at finde den.
Budskabet var klart: Danmark sejlede stadig øst for Bornholm. Og ved at bruge en ubåd i det skjulte, kunne russerne ikke reagere officielt.
Bogen rummer andre gode fortællinger. Daværende ubådschef og senere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, kontreadmiral Jørn Olesen, fortæller om en dansk ubåds første og vistnok eneste sejlads under is gennem Skagerak. Det var de ikke bygget til, men ubådsfolk lod sig sjældent standse af bagateller.
Bogen har to mangler. For det første kan man sagtens tåle flere beretninger fra dybet. For det andet savner man, at beretningerne sættes ind i en større sammenhæng. Hvorledes påvirkede togterne Den Kolde Krig? Hvad har nedlæggelsen af ubådsvåbnet haft af konsekvenser? Selv om Danmarks arkivlov er ubegribeligt restriktiv, bør en historiker som Søren Nørby komme et skridt videre i næste bog.
Forfatter: Søren Nørby.
Titel: »Narhvalen og Nordkaperen«.
Pris: 249 kr. Sider: 148.
Forlag: Statens Forsvarshistoriske Museum.
