Der er noget indlysende interessant over konspirationsteorier. Uanset om de måske nok er usandsynlige, så har de det tilfælles, at det hele også kunne være sket på en anden måde, have en forklaring, der ligger langt fra alfarvej.
Hovedpersonerne i Michael Katz Krefelds »Sort sne falder« er det lidt umage par i form af vicekriminalkommissær Katrine Bergman og PET-chef Nikolaj Storm. Begge lidt kantede personligheder med stort engagement i deres arbejde, og begge bliver personligt involveret i en sag om en folketingspolitiker, der bliver stukket ned under et vælgermøde.
Overfaldet handler om meget større ting, end det ser ud til i første omgang, og efterhånden bliver der flettet et spor af mystiske begivenheder, hvor blandt andet attentatmanden selv bliver fundet død.
I virkeligheden handler det hele om, hvor den fjerde brintbombe blev af, efter at et amerikansk bombefly havarerede i Grønland og ikke mindst den magt, bomben i de forkerte hænder kan indebære. Her stifter vi bekendt-skab med et gammelt dansk terrornetværk.
På spændingskurven kører det hele såmænd ganske godt, men Krefeld er i for høj grad faldet ned i en verden af klichéer. De stakkels hovedpersoner må, som vi har set i tusindvis af den slags romaner, døje med chefer, der bedst kan betegnes som uintelligente, en skurk, der fremstilles som god til sit håndværk, men i virkeligheden misser alt samt en række personer, der ikke nødvendigvis virker særlig troværdige. F.eks. er lederen af PETs computertechafdeling selvfølgelig langhåret, men superintelligent. Behøver de altid at være netop det?
Logikken i, hvordan plottet udvikler sig fra det politiske spil til terroristernes forsøg på at få fat på en atombombe, hænger ikke særlig godt sammen. Det skulle vel ikke være nødvendigt at gennemføre en ny politisk lov for den grønlandske undergrund kun med det skjulte motiv at få fat på bomben?
Desværre er der også indlysende fejl, der burde være blevet fanget inden trykningen: Grønland er verdens største ø, ikke et kontinent. Kan man se bort fra manglerne, er historien i det mindste velfortalt i Krefelds enkle sprog, og handlingsmæssigt kører den det meste ad vejen på bølgetoppene.
