Dansk grusomhed

Danske SS-vagter deltog i morderiske handlinger, men blev efter krigen hurtigt benådet. En ny fortræffelig og forfærdende bog fortæller om grusomheder og dansk mildhed.

TYSK KZ LEJR UNDER 2. VERDENSKRIG
De danske vagter, der var med i kz-arbejdet, holdt sig ikke tilbage fra at tage del i grusomhederne i koncentrationslejrene. Til gengæld slap de stort set for straf efter krigen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Vi vidste godt, at der var danske SS-vagter i kz-lejrene, og at de deltog i grusomheder. Men med Dennis Larsens veldokumenterede bog »Fortrængt grusomhed. Danske SS-vagter 1941-45« bliver der sat navne og ansigter på en del af de danske vagter. Gennem retsmaterialet får vi beskrevet nogle af de mest forfærdelige scener, som man overhovedet kan læse i danske bøger.

Der var sandsynligvis langt over 100, der deltog i kz-arbejdet ud af de ca. 6.000 danskere, der havde meldt sig til tjeneste i Frikorps Danmark og andre grupper på Østfronten. De fleste slap fuldkommen uden straf, men for godt 100 ville deres uheld, at de blev indfanget af retssystemet.

Hængte børn

Med Dennis Larsens bog kan vi nu med grundigt kildebelæg sige, at danskere gik hele vejen sammen med nazister i deres ekstreme handlinger. Danskere var med til at tæske fanger ihjel, skyde dem ned med koldt blod, hænge dem og med sadistisk fryd udsætte dem for vold.

Man havde i Neuengamme kz-lejr i 1944 udført medicinske eksperimenter på fanger. Man aflivede de voksne forsøgsfanger og fik en ny forsøgsgruppe med 20 jødiske børn fra Frankrig, Polen og Holland. De var fra 5 til 12 år. For at slette sporene besluttede tyskerne at myrde ofrene.

Børnene anede intet, da de blev kørt hen, hvor hængningen skulle foregå. Børnene blev pumpet fulde af morfin og derefter ført hen til et lokale, hvor de blev hængt op i løkker. Børnene var delvist sovende, da de blev hængt, og SS-folkene sørgede for med deres egen kropsvægt, at de hængte børn døde ved at tynge dem ned.

Flere tyske nazister blev dømt til døden for disse handlinger efter krigen, men danskeren Hans Friedrich Petersen, som havde været med, blev aldrig dømt.

Danskere slap billigt

De danske myndigheder efterforskede ikke Petersens handlinger i Neuengamme, og han fik blot to års fængsel for at havde ladet sig hverve til tysk fronttjeneste. I 1946 var han allerede på fri fod.

Petersen var ikke alene om at få gavn af denne danske mildhed. En række af de danske SS-bødler fik aldrig deres forbrydelser rigtigt efterforsket, de fik milde straffe og blev hurtigt løsladt af de danske myndigheder.

Dennis Larsen har fokuseret på en række SS-mænd, hvoraf de fleste kom fra det tyske mindretal i Sønderjylland, og om hvem det gjorde sig gældende, at de var overbeviste nazister. Han har udført et nødvendigt stykke forskningsarbejde.

»Fortrængt grusomhed« er ikke let læst, og vidneudsagnene om de grusomme mishandlinger i lejrene er skrækindjagende. Men det er helt nødvendige tekster, for dermed drages Danmark ind i den grusomme virkelighed under krigen, som vi som nation så flittigt forsøgte at undslippe efter krigen.

Bogen rejser spørgsmålet om, hvordan det kan være, at så mange slap så relativt billigt, men Dennis Larsen dykker ikke tilstrækkeligt dybt i sagen, og svaret blæser i vinden.

Der er plads til endnu en undersøgelse af, hvorfor danske myndigheder lige efter krigen og endda i lang tid efter krigsafslutningen havde så lidt hastværk med at retsforfølge danske krigsforbrydere. Danmark var ganske rigtig et juridisk galehus, som højesteretssagfører C.B. Henriques sagde. Da kendte han ikke engang til historien om de danske krigsforbrydere, der slap så billigt.