Lars von Trier vælter filmverdenen i Cannes med sin kontroversielle »Antichrist«. Lone Scherfigs nye film, »An Education«, er nomineret til en Oscar som bedste engelsksprogede film af den amerikanske filmbranche. Imens danske skuespillere hyldes på festivaler og hyres til blockbusters. Og så videre.
Men historien om dansk films succes fortælles for ofte uden blik for nogle af de filmskabere, der har spillet hovedrollen i den, nemlig billedkunstnerne, eller – med et mere profant ord – fotograferne. Det råder en stor, flot antologi, redigeret af deres kolleger Dirk Brüel, Andreas Fischer-Hansen og Jan Weincke nu bod på. »Fotografens øje – dansk filmfotografi gennem 100 år« har med sine 360 sider et respektindgydende format. Med en imponerende samling farvefotos fra toneangivende titler lige fra Peter Elfeldts »Kørsel med grønlandske slædehunde« (1897) til den aktuelle Oscarnominerede dokumentar »Burma VJ« er bogen ved første øjekast en oplevelse.
Fire større sektioner indledes med en række artikler – de fleste af filmfolk – under afsnittene »Før og Nu« og »At vælge fotograf«. Derefter portrætteres 39 danske fotografer i interviews, og sidst, men ikke mindst, følger tyve analytiske essays om danske film. Carsten Thau og Henrik Wivel skriver inspirerende om visuelle fortrinligheder i henholdsvis »Ordet« og »Festen«; om hvordan Henning Bendtsen ved at sætte lyset i loftet i Dreyers gamle film ophøjer menneskene, og hvorledes Anthony Dod Mantles paranoide kamera i Vinterbergs film fra vor tid »er identisk med det fortrængte, den døde søsters blik«.
Her bliver man klogere, og når bogen er bedst, får man sågar skærpet evnen til, netop, at se film. Og det er vel det, der er pointen. Eller hvad?
For meget og for lidt
Man kan blive i tvivl, for værket vil på én gang for meget og for lidt. Fotograferne fejres fortjent, og man bemærker, at det nybrud i dansk film, der dateres Dogmebrødrenes manifest fra 1995, har sit udspring i Eric Kress’ bevidst rystende billeder i von Triers »Riget« fra 1994. Men hvad angår det element af gambling, der ligger i antologiens kalejdoskopiske karakter, vinder fotobogen ikke. I de indledende artikler diverterer skribenterne ud fra egne lidenskaber, og det giver et smittende engagement, men i for mange tilfælde også indforståede causerier. Man savner flere konkrete og lærerige eksempler på, på hvilken vis filmenes billedsider har gjort en forskel for dansk films nyere succes.
Det bør dog ikke forhindre filmfans i at investere i »Fotografens øje – dansk filmfotografi gennem 100 år«, der vil være en vitaminrig tilføjelse til reolen som opslagsværk før og efter en filmoplevelse. Dermed vil fotograferne endelig få en del af æren, og vi andre en fornøden kilde til viden om de mænd og kvinder, hvis levende billeder medskaber og eksporterer dansk kultur.
