Danmarks utroligste kvindeskæbner

Anders Otte Stensager har med sin »Kvinderne i Ravensbrück« skrevet et storværk om nazisternes lejr. Det er ikke kun historien om lidelse, men om utrolige modige kvinder. Stof til legender.

Bare navnet Ravensbrück sender stadig kuldegysninger ned gennem ryggen på de danskere, der kan huske krigens tid eller har læst om nazisternes ugerninger. Det var den tyske kz-lejr, hvor tusindvis af kvinder blev spærret inde af nazisterne, og hvor gruefulde ting foregik. Og vi taler ikke blot om sult, men om prygl, selektion til henrettelser, medicinske forsøg og alt det, som den nazistiske dæmoni indebar. Blandt de tusindvis af fanger, der forsøgte at overleve i denne lejr nord for Berlin var 44 danske internerede, hvoraf de ni var jøder og fem var børn.

Nu har en dansk historiker/arkæolog for første gang systematisk indsamlet materialet om disse kvinders liv og fortalt deres historie og dermed også lejrens historie. Det er Anders Otte Stensager, der med »Kvinderne i Ravensbrück« har ydet en formidabel indsats. Da de danske kvinder ankom i 1943, havde lejren fungeret siden 1939 og var allerede et kaotisk helvede, hvor sygdomme, sult og henrettelser tog livet af mange fanger. Hjertet synker i livet, mens man læser om lidelserne. For de jødiske kvinder var fangenskabet forårsaget af deres etniske herkomst, mens de øvrige var frihedskæmpere eller på anden måde havde deltaget i illegalt arbejde.

Flere af dem udgav efter krigen erindringsbøger, som Anders Otte Stensager har øst af, men dertil har han været gennem arkiverne, og bl.a. bruger han kvindernes vidnesbyrd under retsopgøret mod vagtpersonale, læger og sygeplejersker. Der er omhyggelige henvisninger til litteratur og kilder, men Politikens anmelder, Henrik Lundtofte, gjorde onsdag opmærksom på, at omtalen af tyskernes mord på voksne, handicappede tyskere, det såkaldte eutanasieprogram, synes at være skrevet delvist af efter Torben Jørgensens bog »Stiftelsen«, uden at Torben Jørgensens bog er nævnt i litteraturlisten. Dette er korrekt og trækker en stjerne fra for en ellers fabelagtig bog.

Gribende fortællinger

Det er en hjerteskærende beskrivelse af vold og død. Selektionen til henrettelse enten ved skydning eller gasning er blandt mest frygtelige afsnit. Den danske fange Ragna Fischer fortæller:

»Fangerne blev udvalgt til gaskammeret efter deres mere eller mindre dårlige udseende. De blev sendt til en speciel læge til denne udvægelse, en brutal fyr, der allerede havde spredt rædsel omkring sig i Auschwitz, dette gaskammerets tempel... Den første transport skete dagen efter, at han havde begyndt opskrivningen. Da det var blevet mørkt, rullede lastbiler op med ordre om at hente de syge uden tøj, men der blev brutalt svaret, at dér, hvor de skulle hen, behøvede de ingen tøj, og så hev disse umenneskelige SS-mænd de syge kvinder ud af sengen og trak dem ved håret gennem salen, dersom de ikke kunne gå. De blev smidt op på lastbilerne, nogle kun iført chemise, andre i deres korte lejrjakker, mens andre var helt nøgne, kun lige med et tæppe svøbt om sig. Lastbilen fór af sted og kom tilbage efter et kvarters forløb for at hente en ny forsyning. Da var de første allerede tilintetgjort.«

Levendegjorte kvindeskæbner

Lidelserne og ydmygelserne er i sig selv skildret gribende, men det, der gør bogen ekstra læsværdig, er, at vi får oprullet nogle ganske utrolige kvindeskæbner, der hver for sig kunne være genstand for filmatisering og legender. Ragna Fischer var en af de kvinder, der deltog i modstandsarbejde i Frankrig, men blev fanget og endte i Ravensbrück. Under opholdet lykkedes det hende at skjule sin jødiske identitet, hvorfor hun havde bedre chancer for at overleve. En anden utrolig skæbne var Sunneva Sandø, der kom fra Færøerne. Hun var kommet til Paris, hvor hun blev et værdifuldt medlem af modstandsbevægelsen i Frankrig. Hun blev fanget, og hendes beskrivelse af den tortur, hun udsattes for, er ikke for sarte sjæle.

I det hele taget er der mange grusomme scener i Anders Otte Stensagers bog, men også mange passager om menneskelig opofrelse og næstekærlighed. Vi får det hele med; både menneskelig storhed, nedværdigelse og bitter strid. Det ekstra fine ved bogen er, at selv om de danske fanger står i centrum, så indeholder værket også en generel skildring af fangernes forhold, og vi får også andre skæbner fortalt. Således får vi et kapitel om bordeller, hvor ingen danske kvinder blev sendt til, men det er kun fint, at beskrivelsen også omfatter forhold, som ramte andre nationers kvinder.

Vi får altid som historikere spørgsmålet stillet, hvorfor vi dog skal høre om Anden Verdenskrig eller Den Kolde Krig igen og igen. Anders Otte Stensagers bog giver det nødvendige svar; nemlig at disse menneskeskæbner tilhører Danmarks mest dramatiske, og fortællingen om dem er af tidsløs værdi.