Arbejderbevægelsen har i højere grad end erhvervsgrupper en rodfæstet tradition for at skrive sin egen historie. Det gælder både Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Som oftest er de skrevet af bevægelsens egne folk og blikket har været rettet mod organisationernes liv.
Arbejdernes historie i Danmark 1800-200 er fortalt af tre historikere, Lars K. Christensen, Søren Kolstrup og Anette Eklund, hvoraf kun den sidste har direkte tilknytning til en af bevægelsens institutioner. Det mærkes når bevægelsens problemer diskuteres og kritikken af dens dispositioner refereres.
De tre forfattere tilslutter sig således de sidste 20-30 års bestræbelser på at udvide perspektivet fra det organisatoriske og selvforherligende til en mere åben samfundsskildring og en voksende erkendelse af, at medlemmernes levede liv er interessant at få belyst. Det er dem, der er bevægelsens eksistensgrundlag. Levevilkår og hverdagsliv er da også et gennemgående tema, men det er ikke behandlet så systematisk og fokuseret som partiets og fagbevægelsens historie.
Det er der to gode forklaringer på: den ene er at der trods de sidste tyve års indsats ikke er skrevet nær så meget om arbejdernes hverdag som om deres organisationer.
Dernæst er det jo ikke let at definere, hvem der er omfattet af betegnelsen »arbejder«. Frem til 1950erne lå det nogenlunde til højrebenet, men med den voksende velstand, den øgede mobilitet, og Socialdemokratiets karakteristik af sig selv som et folkets parti, et parti for lønmodtagere, ja, så er det svært at opstille præcise grænser. En ufaglært i København har ikke nødvendigvis ret meget til fælles med funktionær i provinsen.
Så kan man jo også spørge, hvilke partier der repræsenterer arbejderne? Historisk set er Socialdemokratiet naturligvis det bedste bud på et arbejderparti, men den holder ikke længere, hvis man går efter de partier, der høster arbejderstemmer ved valgene. Det er unægtelig et levn fra 1970erne, at der bliver brugt en del sider på at skildre den venstreorienterede kritik af Socialdemokratiet, det være sig Kommunistpartiet efter Første Verdenskrig eller Enhedslisten i dag.
Arbejderbevægelsen har gennemlevet en række interessante faser. Gennembruddet i slutningen af 1800-tallet er en fascinerende historie om de få ihærdige, der trods modgang, uenighed og fejltrin fik skabt en ramme for forbedringen af lønnen og ikke mindst arbejdsvilkårene. På det tidspunkt hørte statens regulering af væsentlige sider af arbejdsforholdene fremtiden til, hvorfor kampen både blev rettet mod arbejdsgiverne og mod politikerne, der skulle overbevises om, at det var fremsynet at lovgive mod de værste excesser som f.eks. det udbredte børnearbejde.
Det faglige gennembrud omkring 1900 blev fulgt af det politiske gennembrud i mellemkrigstiden med Thorvald Stauning i spidsen for en bevægelse, der definerede sig selv bredere og bredere, men også mere og mere nationalt. Sammen med en fokusering på partiets stærke leder var det tidens tegn.
Opbygningen af velfærdsstaten efter Anden Verdenskrig lå ligeledes i tiden i den vestlige verden. Den var ikke en socialdemokratisk opfindelse, omend partiet flittigt har forsøgt at tage patent på den et forsøg der i disse år mest af alt ligner en boomerang efter at de borgerlige partier mere offensivt har taget fat på at argumentere for velfærdsstatens positive sider.
Ud over de tre forfatteres kronologiske skildring behandler seks andre historikere hver sit tema: kapitalisme, betydningen af arbejdets karakter for arbejderbevægelsen, arbejderkultur, ligestilling, demokrati og tidligere bud på historieskrivning. Her stilles og besvares nogle af de spørgsmål, som den historiske gennemgang rejser. En god idé og et godt supplement.
