En journalist på Berlingske Tidende udbrød for nylig, da nogen i en sag henviste til en journalistisk artikel i Politiken: »Det kan man ikke bruge. De tror, verden skal anmeldes med hjerter.«
Bjørn Bredals bog »Politiken mod Politiken – Idékampe 1884-2009« er på mange måder en godtgørelse af dette skudsmål. Hvilket naturligvis ikke er Bredals sigte. Men bogen er dertil – hvilket er dens kvalitet - en fin håndhævelse af det bedste ved Politiken: Det, som filosof Villy Sørensen i sin tid udtrykte med udsagnet: Politiken er »et hus splidagtigt med sig selv.«
Det er den historie, Bredal beretter.
Politiken handler ikke om journalistik. Bladet handler om meninger. På »organet for den højeste oplysning« har udgangspunktet til alle tider været grundlægger Viggo Hørups »Vi skal erobre den offentlige mening.« Journalistikken, der tilvejebringer grundlaget for at kloge sig, er nederst i bladets rangorden. Som skribenten Morten Sabroe har sagt om bladets nuværende chefredaktør, Tøger Seidenfaden, bør han gå med gult armbind, når det gælder journalistik (dog ikke nævnt i bogen).
Det bør Bjørn Bredal måske også. Han konkluderer eksempelvis, at avisen var i stand til at mene kolossalt meget om muhammedkrisen, men stadig dække den objektivt. Her måtte denne signatur i hvert fald le højt.
Men det er rosværdigt og prisværdigt, at Bredal holder sig til meningsytringer og polemikker i bladet gennem dets første 125 år. »Det er en idéhistorie,« skriver forfatteren. Det er kønskamp, krigspolemik og kulturopgør i ledere, kronikker, anmeldelser og debatspalter, der udgør »Idékampe 1884-2009«.
Drømmen
Det giver fortællingen snert og perspektiv. Eksempelvis i Jørgen Leth-sagen, hvor striden udlægges med udgangspunkt i avisens »Liderbasse« leder. Og når debatten om »Oprør fra midten« kører, leverer Bredal den interessante debattvist mellem filosofferne Villy Sørensen og Peter Kemp. Førstnævntes noble, men naive utopi om det »humane ligevægtssamfund« sparkes tørt i skridtet af Peter Kemp: »Der er tilsyneladende kun svagheder i samfundet ikke i mennesket.« Og man kan ikke sige sig fri for at tænke, at Sørensen repræsenterer det »politikenske«, drømmeriet om det gode menneske i det dårlige system. En velment fiktion.
Bredal præsenterer hovedsageligt disse debatter refererende. Men også med vid og dybde. Der trækkes vod hen ad bunden under bølgerne fra mange interne opgør på avisen. Eksempelvis ambivalensen hos jødiske redaktører som Valdemar Koppel og Herbert Pundik. Det gælder at forholde sig til antisemitismen i 30erne, samarbejdspolitikken under krigen samt Mellemøstenkonflikten. Der er også fyringen af P.H., som måske ikke hører til avisens ypperste stund, men godtgør dens brydning mellem kritik og selvkritik. Eller striden om skovfoged Chr. Bjælkeby. Skovfogeden undrer sig i halvtredserne over de elitære litteraters nedgørelse af den gængse smag i bøger. Hvormed han får sæde i anmelderkorpset. Spalterne løber over af de lærdes indignation.
Bredals bog er således god at blive klog på Politiken af. For hvad er det i bladets dna, der gør, at det nu om dage – i hvert fald ifølge denne signatur – har det med at missionere lige så meget og nogle gange mere end det oplyser? Netop dette fremgår – om end ubevidst - af Bredals bog. Bladet er, firkantet udledt af Bredals beretning, i dag blevet en kulturreligiøs bevægelse.
»Lidt mere Hørup tak«
Bjørn Bredal bemærker tidligt, at stifter Hørup i dag er genindsat som kontrafej, der skuer ned over debatspalterne: Hvilket kunne »ligne en tanke fra den nuværende ledelses side. Og et vink til medarbejderne: »Lidt mere Hørup, tak.« Eller også er det bare en afledningsmanøvre. Man siger som Hørup og gør som Cavling,« skriver forfatteren med henvisning til chefredaktør Henrik Cavling, avisens egentlige fader, når det gælder journalistik og folkelighed.
Politiken som idé har gennem 125 år udgjort den scenografi, samtlige bladets aktører – reportere såvel som spinatfugle – har optrådt i. Vil man mere end forarges over Politiken, men også forstå bladet, er bogen således glimrende. Sociologen Henrik Dahl skrev for nylig i en anmeldelse af Politiken som avis anno 2009: »Politiken prioriterer klart, hvem der taler, over hvad der siges. Og det fuldkommen enestående er, at avisen opfatter denne usaglighedens apoteose som den højeste oplysning«.
Her finder man også Bredals blinde vinkel. Han fæstner ikke avisen som »organ for den højeste oplysning« i 2009. Han forklarer ikke, hvorfor bladet ikke længere er i stand til at »erobre den offentlige mening«, hvilket ikke har været tilfældet siden »systemskiftet« i 2001. Forfatteren citerer en leder. Fra da af kunne der »regeres fra højre helt uden midterpartier,« siger lederen. Her rammes »modernisten« Bredal og hans blad så i nakken af den beskyldning, de i knap 115 år har kastet efter andre: Højre tog jo selve midten i 2001. Politiken har siden fremstået forældet i sin politiske analyse. De moderne fra »det moderne gennembrud« er blevet umoderne og konservative.
Er Politikens hus stadig »splidagtigt med sig selv«? Eller er det et hus i enighed om at »anmelde verden« på en bestemt måde? Det beskæftiger Bredal sig ikke med. Men der er meget at lære af »Politiken mod Politiken« - også for bladet selv. Derfor fem stjerner herfra. Ikke hjerter. På Berlingske Tidende er vi hjerteløse.
