Det kan indimellem være meget sundt at blive mindet om, hvor ny Den Nye Verden faktisk er. Toril Brekke giver os denne påmindelse i sin fine skildring af en gruppe norske kvækeres udvandring i begyndelsen af 1800-tallet, dvs. for 200 år siden. Dengang var det jo et meget andet USA, man tog til åbent, ukendt og aldeles nådesløst.
I romanen følger vi en række personer, som drager over Atlanten for at bosætte sig i landet, der skulle flyde med mælk og honning. De er kvækere og vil ikke underlægge sig kirkens magt. I Amerika kan de skabe deres egen verden, få deres egen jord og dyrke deres egen tro. Men det er en kamp mod utæmmet natur, sot og kulde. Og langtfra alle sejrer.
Fine iagttagelser
Brekkes roman har kvækeren Hårvard, hans unge kone Elise og hendes retarderede bror Ansgar som midtpunkt, og bogen bliver fortalt med disses skiftende perspektiv. Hårvard og Elise bliver gift umiddelbart inden afrejsen, men på grund af et ulykkeligt forløb når Hårvard ikke med skibet, men må vente i Norge i årevis, inden han kommer af sted. Elise opdager, at hun er gravid, og hendes situation virker helt uoverskuelig, samtidig med at hun opbygger et regulært had til både Hårvard og broderen. Det, der var det bærende i udgangspunktet, deres sammenhold og gensidige afhængighed, er forsvundet, og det er såvel den eksistentielle som den fysiske overlevelseskamp, der er i fokus.
Som al god realisme er også denne bog spækket med fine detalje-iagttagelser og skildringer af sæder og skikke i en verden og en tid, der påén gang ligger os fjernt og samtidig er utroligt tæt på. »Gribende«, får man lyst til at skrive, selv om det lyder lidt klistret. Men ikke desto mindre: gribende er det.
