Det ambitiøse seksbindsværk fra Syddansk Universitetsforlag om dansk socialpolitiks historie er kommet til perioden 1933-1956. Perioden er rammet ind af Steinckes socialreform i 1933 og indførelsen af folkepensionen i 1956, to af de mest markante reformer i velfærdsstatens historie. Det er en epoke, hvor der for alvor rykkes idépolitiske hegnspæle. Det er også en periode, hvor den store verden skifter udseende. Mellemkrigstidens brutale diktaturer ender i Anden Verdenskrig og afløses af Den Kolde Krigs todelte verden.
Selv om det socialpolitiske område blev ramt af nedskæringer under besættelsen, og selv om Den Kolde Krig påvirkede den velfærdspolitiske tankegang, hylder forfatterne en opfattelse af kontinuitet i den forstand, at reformer var på dagsordenen både før og efter krigen. Den var dog stærkest efter befrielsen i 1945, så stærk at socialpolitik blev til velfærdsstat, som det hedder i det indledende kapitel.
En af de væsentlige nyskabelser i 1950erne var, at Socialdemokratiet skiftede strategi. Det tidligere fokus på fordelingspolitik, altså at der skulle omfordeles til fordel for de svage, blev erstattet af en vækstpolitik i 1950erne. Nu skulle den samfundsmæssige »kage« vokse og de svage hjælpes med lavere arbejdsløshed og større tryghed i livet.
Det var ikke ensbetydende med, at det kun var Socialdemokratiet, der var interesseret i et velfærdssamfund. Også de borgerlige ville den vej både i og uden for Danmark. Modellen skulle være - og blev - anderledes end socialdemokraternes, som blev dominerende her i landet.
Begrebet velfærdsstat blev moderne i begyndelsen af 1950erne, men hvad det nærmere betød kom først til at vise sig med tiden. Alle famlede, og indholdet blev livligt diskuteret.
Selv om det uhyre grundige værk, redigeret af Jørn Henrik Petersen, Klaus Petersen og Niels Finn Christiansen, ofte henviser til forholdene i udlandet, ville det nok have givet en bedre forståelse af efterkrigstidens velfærdsstat, hvis de danske diskussioner blev set i lyset af de vesteuropæiske debatter.
Smør og kanoner
Det kunne også have nuanceret forståelsen af Den Kolde Krigs betydning for velfærdsstaten, som langtfra er tilstrækkeligt belyst i værket, ja, nærmest reduceret til en firkantet modstilling af »smør og kanoner«: Hvad der blev brugt på bedre velfærd, gik fra forsvaret mod kommunismen - og omvendt.
Dette var en almindelig talemåde i datidens politik, men så sort-hvid var verden ikke, al den stund at velfærdsstaten også handlede om at forbedre demokratiet og sikre befolkningens opbakning bag det.
Den foreløbige kulmination på velfærdsstaten kom med folkepensionen, først og fremmest fordi den byggede på princippet om, at alle borgere skulle have glæde af ydelsen. Et princip der siden har kostet bunden ud af statskassen.
Også dette bind graver dybt i historien om socialpolitikken med store kapitler om eksempelvis alderdomsforsørgelse, sygeforsikring og ulykkesforsikring. Det var dengang, forsikring spillede en central rolle i velfærden! Samlet er bind 3 en stor og storslået historie om reformbegejstring og en politisk insisteren på, at det danske samfund skulle forbedres.
