Kina fra 1940erne til begyndelsen af 1980erne udgør bagtæppet. Fire generationer følges. Prosaen er realistisk. I Yu Huas bredt anlagte og grumme roman »At leve« er vi på landet i det sydlige Kina, og alt er glat fortalt i barske billeder, pakket ind i en krønikeagtig beretning. Temaet er et socialt, materielt fald, sideløbende med menneskelig opstigning. Hovedpersonen er herremandssønnen Fugui, der fortæller historien til en omvandrende folkemindesamler.

Fugui udvikler sig fra ufølsom storspiller med løsgående libido i byens bordeller til følsom bedstefar. Han starter som ualmindeligt afstumpet og ulideligt selvoptaget, og han spiller og horer familieformuen væk i perioden, før kommunisterne tager over i 1949. Til familiens raseri og hustruen Jiazhens stille desperation har han overtaget alle ulykkefuglens egenskaber fra den far, der startede derouten. Men han er altså også en artikuleret fortæller.

Inden 1949 når Fugui at blive tvangshvervet til den nationalisthær, der kæmpede mod Maos tropper, efterladende datteren, den døvstumme Fengxia, med sønnen Youqing i maven.

Romanen bringer frygtelige beskrivelser af fronter, hvor menneskeliv intet er værd, spærret inde uden mad, ganske som tyskerne i Stalingrad på samme tid, men hjem kommer han igen, Fugui. Den jord, familien har mistet til en falskspiller, bliver nationaliseret, og Fugui får en jordlod.

Det er et liv i armod, der følger. Og et liv med tab. Tidens politiske slogans når kun langsomt ud i den støvede landsby, men så kommer de, og det sker for alvor med Maos eksperimenter i Det Store Spring Fremad 1959-1961. Formålet var Kinas masseindustrialisering, resultatet var sultkatastrofer og millioner af døde. Læseren bliver helt tør i halsen undervejs.

Siden falder der ro på. Men kun kortvarigt. Som en følge af fraktionsdannelser og interne magtkampe kapres Kina af gale rødgardister. Kulturrevolutionens blodige excesser sætter ind fra 1966.

Fortjener stort dansk publikum

Først med Kinas åbning efter 1978 bliver det anderledes: Jordreformer følger, hvor folkekommunerne med kollektivtanken brydes op, så enhver passer sit. Men Fugui kommer for sent til historien i form af markedsøkonomiens genkomst og Deng Xiao­pings reformer. Han er blevet gammel, og kræfterne svinder. I det hele taget er der tab på tab i romanen. Ikke mindst af familiemedlemmer. Grusomheden og armoden beskrives i klinisk skarp prosa.

55-årige Yu Hua, der stammer fra Hang­zhou i Kinas sydøstlige Zhejiangprovins, tæt på Taiwan, arbejdede som ung tandlæge på landet, så han så de ydmyge kår, da Kina var blandt verdens fattigste lande.

Han har tidligere skrevet stærkt om Kinas nye historie, fra den blodige kulturrevolution og frem til åbningen af Riget i Midten og den efterfølgende eksplosion i velstand, og han har ud over romaner og noveller skrevet i den mere essayistiske stil i bogen »China in Ten Words« (2012) og holdningsstof til The New York Times.

I 1980erne blev han en del af Kina avantgardekunstscene, hvis voldsudpenslende udtryk bar præg af sorgbearbejdelse, efter at landet få år tidligere var kommet ud af en ekstremt voldelig periode, som kunstnerne næsten terapeutisk kunne bearbejde. Ligesom forfatterkolleger som Yan Lianke og Mo Yan har Yu Hua desuden en evne til at få den lille mand til at træde frem i helfigur og vise et indre liv. Midt i al fortrædeligheden.

Den verdensberømte filminstruktør Zhang Yimous filmudgave af »At leve« fik Juryens stor pris i Cannes i 1994, året efter at romanen første gang udkom. Den blev i øvrigt forbudt i Kina, men siden er forbuddet blev løftet.

»At leve« har i dag status som en af Kinas mest populære samtidsromaner. Den fortjener også et stort dansk publikum.

Titel: At leve. Forfatter: Yu Hua. Oversætter: Anne Wedell-Wedellsborg. Sider: 234. Pris: 250 kr. Forlag: Klim.