Da alt var i forandring

I »Det store tivoli« forsøger Ulf Peter Hallberg at komme tæt på August Strindberg, Brandes-brødrene og nybrudsstemningen i 1880ernes København.

Det er let at forstå tiltrækningen: August Strindberg, Brandes-brødrene og København i 1880ernes opbruds- og opblomstringstid. Alt sammen fascinerende for enhver med bare en smule interesse for kunst, kultur og drama og også for svenske Ulf Peter Hallberg.

I »Strindbergs skugga i Nordens Paris«, der på dansk hedder »Det store tivoli«, har han forsøgt at få epoken samt vor tid mokket ind i én roman. Det er lidt som at gå ind i en stue med alt for mange møbler. Bare det, at der er ikke én, men to rammefortællinger: I den ene følges en forfatter, der tydeligvis skal ligne forfatter Hallberg i USA, i en genkendelig nutid. I den anden følger vi samme Hallberg som dreng mellem sin far og faster, der taler om Strindberg og hans besøg i det febrile, vitale København.

 

I disse rammer er så historierne om Strindberg og hans besøg i »Nordens Paris« og om Edvard Brandes, der vil vide alt om hans gøren og laden. I Strindberg så Politiken-manden og det moderne gennembruds-menneske en velkommen brandsætter af gamle, indtørrede tanker og stivnet kønsmoral og meget andet, og for at få alt at vide om Strindbergs gøren og laden hyrer Brandes en vis Knud Wiisby som spion. »En drømmer som i kunsten søgte alt det han savnede«, og med en evne til at observere uden at blive set. Altså perfekt til opgaven. Efter at være kommet tæt på Strindberg, begynder Wiisby at aflægge rapporter til Brandes.

Noget nyt bliver der nu ikke lagt til billedet af Strindberg, denne »gendriver«, der gik i eksil i København efter anklager om blasfemi og kvindehad, mens Edvard Brandes skildres som en kimende kold kyniker og manipulator. Hans bror, åndstitanen Georg, spiller naturligvis også en rolle, og forfatteren Victoria Benedictsson er ikke bare fascineret af hans forelæsninger og slag for naturalismen, men også tragisk forelsket i ham.

 

Men tillad mig stoppe beskrivelserne af handlingsniveauerne her og blot konstatere, at de er utallige, og at det naturligvis er hensigten at skabe et kalejdoskopisk billede af en tid, hvor alt var i spil og forandring. Der er så meget at skrive om, så mange interessante mennesker og ideologiske brudflader, og derfor ender »Det store tivoli«, der vil have det hele med, som et roman­monstrum, der benytter for mange kunstgreb for at få plads til det hele.

På den måde bliver der paradoksalt nok ikke rigtig plads til noget, og der er noget beklumret over romanen, der kun glimtvis formår at være andet end en anstrengt litterært collage.

»Det store tivoli« er for meget og for lidt på samme tid og lever kun i de passager, hvor Ulf Peter Hallberg - ham, der står på forsiden af romanen - tager sig tid til at dvæle ved karaktererne og undslipper den rene karikatur. Som Edvard Brandes er et grel eksempel på.

Det er som nævnt let at forstå, hvorfor det er fristende at skrive om det moderne gennembruds mennesker. Det fører bare let til litterært sammenbrud.

 

Titel: »Det store tivoli«, Forfatter: Ulf Peter Hallberg. Oversætter: Anne Marie Têtevide: 372 sider. Pris: 300. Forlag: Batzer & Co.