»At et religiøst symbol blev hånet, gav reaktionen et skær af renhed på en så raffineret måde, at mange i Vesten, inklusive i USA, var længe om at komme Danmark til undsætning«. Vurderingen af Muhammed-krisen kommer fra den amerikanske ambassadør igennem de sidste tre år, James P. Cain, i »Amerikaneren«. Pointen er, at – ja, godt nok provokerede tegningerne, men de tjente først og fremmest som undskyldning for, at korrupte regimer kunne skælde en af USAs nærmeste allierede huden fuld.
Iagttagelser af danskerne
Den jurist-uddannede Cain, der ledede ishockeyholdet Carolina Hurricanes hjemme i USA, har masser af skarpe iagttagelser af Danmark og danskerne.
På mange måder – teknologisk, innovativt og i livskvalitet – har andre (læs USA, red.) noget at lære af os. Og vores sans for det transatlantiske forhold er forbilledligt, selvom det mest er de over 30-årige og yngre uden for hovedstadsområdet, der har sans for nødvendigheden af dette. Det fandt Cain ud af ved at spørge sig frem på sin 2.500 km lange rundtur på cykel i Danmark over 37 dage, med 1.500 gæsteryttere og tusindvis af deltagere.
Sammenfattet er hans udlægning af folkekarakteren sådan: »Danskere kan ikke lide at prale af deres land (...) jeg gætter på, at dette skyldes jeres kulturelle tradition med janteloven (...) at undertrykke jordiske ambitioner (...) danskere giver ganske enkelt ikke udtryk for deres følelser i det offentlige rum (...) den egentlige årsag til den udbredte lykkefølelse skyldes et bevidst valg af livsstil, som jeg vil kalde jeres ’life/work balance’ (...) Danskerne prioriterer livskvalitet højt, amerikanere arbejdsproduktivitet.«
Tankevækkende meget minder det om, hvad den engelske ambassadør Robert Molesworth skrev om danskerne i 1692: »Man møder ingen med helt specielle kvalifikationer (...) ingen entusiaster, ingen skrupskøre personer, ingen idioter og ingen fantaster. Alle beherskes af den samme jævne tankegang. Alle og enhver holder sig til fornuftens slagne landevej, der her i landet hverken er særligt strålende eller særligt ringe, og de skejer ikke ud, hverken til højre eller venstre.«.
Nutidens forskel mellem USA og Danmark mærker man også i den nærmest overvældende begejstring, Cain giver udtryk for i skildringen af sine møder med danskerne. Faktisk kammer det helt over, når han bruger den direkte tiltaleform, »I«, i afsnit om danskernes fortræffeligheder. Men er man villig til at se bort fra det og et par slappe kapitler i første del af bogen, der mest lyder som opkog af pligttaler, bliver man belønnet.
En moderne leder
Sporten har først og sidst været Cains måde at skabe et nært bånd til andre. Ambassadør Cain, der som politisk udpeget af præsident George W. Bush snart forlader landet, er en udpræget konservativ republikaner fra North Carolina, men ikke humorforladt. Tværtimod fremhæver Cain alle skæverterne og de humoristiske episoder, og det viser ham som en moderne leder, der også tør sætte sig selv i spil ved at vise sin personlighed: Hvordan døren gik i baglås på badeværelset, så han måtte krybe baglæns ud ad vinduet, ned ad en stige, kun iført undertøj, fordi han skulle nå ud at holde en vigtig tale i Bella Centret; hvordan han ved en fejl skubbede prins Felix i swimmingpoolen, selvom drengen ikke kunne svømme; eller hvordan hustruen Helen var tæt på at køre en joggende kronprins Frederik ned.
At han kom så tæt på danskerne, skyldes både hans person og position, men bevidst som han er om, at embedet skaber manden, er han samtidig et eksempel på det modsatte, og det giver en fængslende rundtur i Danmark.
