Frihed er en udefinerlig størrelse, den er ikke kun modsætningen til kontrol og begrænsning, mentalt og/eller fysisk, den er mere og andet og i sidste ende individuel.
Frihed er farlig, eller den kan være det, og frihed er dét, som de vidt forskellige personer i cubanske Leonardo Paduras store jødiske slægtskrønike, »Kættere«, alle higer efter på hver sin måde, i hver sin tid.
I dampende eksotisk og sprogligt storslået stil folder Padura sin fortælling om en jødisk slægt ud, fra den i midten af 1600-tallet bliver ejer af et fint lille Kristus-portræt, til den gentagne gange flygter fra jødeforfølgelser og siden verdenskrig, og til en del af familien slår sig ned i Cuba, og en gren af den senere emigrerer til Florida.
Romanen er samtidig også en historie om det i mange år gemte og glemte Rembrandt-maleri og om den unge jødiske mand, der sad model til motivet og var elev hos Mesteren, og som siden måtte vælge mellem det jødiske samfunds love og sin egen kunstneriske søgen og frihed.
Og så er det historien om det moderne Cuba, hvor frihed er noget, der forsvandt i revolutionens og Havanna-cigarernes tåger og nu søges af pink-punkede tungsindige unge, kaldet emoer.
»Kættere« begynder, da en midaldrende fraskilt amerikaner af cubansk-jødisk oprindelse henvender sig til den pensionerede cubanske kriminalkommissær Mario Conde for at få hjælp til at finde ud af, hvad der egentlig skete undervejs med det Rembrandt-maleri, som hans forældre ejede frem til Anden Verdenskrig, og som nu er sat til salg på en auktion i London.
Næsten vidunderligt
Conde er kendt fra Paduras tidligere bøger, men hvis man tror, at dette er endnu et bind i en traditionel krimiserie, tager man gevaldigt fejl. »Kættere« er en vidt forgrenet slægtshistorie, skrevet med historiske, poetiske og filosofiske vingesus. Selve krimiintrigen er en uendelig lille del af fortællingen.
Amerikanerens bedsteforældre var ombord på skibet St. Louis. I 1937 sejlede det fra Europa til Cuba med godt 900 jødiske flygtninge, men da det nåede Havanna, ville man alligevel ikke lade passagerne gå fra borde. Bedsteforældrene forsøgte at betale sig til en landgang med det famøse maleri, men hvad der skete, har ingen siden vidst.
Jøderne fik ikke lov at gå i land, og amerikanerens far, der dengang var en 8-årig knægt fra Krakow, stod sammen med dennes onkel på kajen og så skibet sejle væk og tilbage til Europa. De så dem aldrig igen.
Optrevlingen af maleriets skæbne er den røde tråd, der binder fortællingen sammen, men i kulisserne optræder et hav af skøre, skægge og skræmmende karakterer og bi-historier, der løfter denne roman op til noget, som kunne have været og næsten er et vidunderligt værk.
»Kættere« er en researchtung sag, man skal indimellem holde tungen lige i munden for ikke at tabe tråden, og desværre bliver visse passager lige lovlig langtrukne, men alt i alt er det et ambitiøst og langt hen ad vejen vellykket historisk epos om religion, pogromer, kunst, Cuba, Florida, Europa (ikke mindst det frisindede Amsterdam i midten af 1600-tallet) og den evige søgen efter ytrings- og kunstnerisk frihed.
Oftest kaldet kætteri.
Titel: Kættere. Forfatter: Leonardo Padura. Oversættelse: Kirsten A. Nielsen. Sider: 600. Pris: 350 kr. Forlag: Lindhardt og Ringhof.
