Cirkeline light

Lad Cirkeline sove i fred i sin tændstikæske, eller giv hende bedre historier og ordentlig poesi. Den nye bog er sødladen og flad.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når man er vokset op sammen med Cirkeline, har man et helt særligt forhold til den lille rundhovedede skrivebordsalf i den sortprikkede røde kjole. Det var i 1969, at tegneren Hanne Hastrup udgav den første bog om Cirkeline. Og hendes popularitet forstærkedes ikke mindst fordi, hun og de hæse mus hurtigt gik til filmen i Jannik Hastrups regi. I det sidste tiår er der imidlertid kommet et par nye Cirkelinebøger, hvortil udgivelsen »Godnat Cirkeline« slutter sig. Pænt og nydeligt er det, men åh så kedeligt, helt uden den charme og umiddelbarhed og de små skævheder, som gør, at den første Cirkelinebog bare stadig holder. Det gør »Godnat Cirkeline« ikke. Her får Cirkeline natligt besøg af et par små nysselige blomsteralfer, de flyver en tur og drikker dug, trøster en ælling og vender hjem, da solen står op.

Så bliver det morgen, og Ingolf og Frederik kommer som et par statister ind på scenen for at vække Cirkeline, der lige er gået i tændstikæsken. Historien er tynd. Og tegningerne desværre svingende i kvalitet. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det er kunstneren, der har denne trang til at lave nye Cirkelinebøger, eller om det mon er forlaget, der presser på for den gode forretnings skyld? I begge tilfælde burde man have overvejet, om kvaliteten stadig holder. Hvis Cirkeline stadig skal på scenen, kunne man dog så ikke give hende lidt mere kant, samt en bedre historie at folde sig ud i? Det er ærlig talt synd for de nye læsere, hvis det er Cirkeline-light, de skal spises af med.