Cilla Naumann er sitrende, sørgmunter og stærk

"62 dage" handler om gruppepres, venskab og død og om ungdommens tab af uskyld.

Cilla Naumann er aktuel med ungdomsromanen »62 dage«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Fra bogen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Barndommens sorgløshed er som en lun sommerdag, hvor man er på vej til stranden med vennerne, og hvor det lette og ubekymrede billede kører på repeat år for år, så uskylden får et skær af evighed over sig. Men vi (voksne) ved godt, at det indimellem eller rettere ofte regner, og at billedet har det med at gå i båndsalat før eller siden. Livet er et helårsscenarie, og der bliver flået godt i uskylden på uvejrsdage og ved stormflod.

Sådan er det også for 15-årige Tom, jeg-fortælleren i svenske Cilla Naumanns prisbelønnede og meget fine »62 dage«, der som vanligt tilbringer sommeren i sommerhus med familien og hænger ud med det faste slæng af drenge, både fastboende og feriegæster. Men i år er intet, som det plejer at være, ikke kun fordi storebror Ral har sin kammerat fra byen med i den første uge, mere fordi en stemning af noget skæbnesvangert ligger i luften.

Drengene har fundet et dødt egern, der har ligget så længe i varmen, at miderne kravler rundt inde i den slatne krop, og fluerne summer omkring den. Lassemis, der er en af de fastboende og i øvrigt ikke den hurtigste knallert på molen, insisterer på, at de skal begrave kadaveret og gør det, mens de andre står omkring og glor. »Døden kom krybende ind over mig,« tænker Tom.

Det gør den også, og hans bange anelser bliver til barsk virkelighed, da drengegruppen mistænkes for at have påsat en mordbrand ved Sommargården, en baptistisk sommerlejr, hvor de på knallerter er kørt hen for at lave lidt sjov. Tingene udvikler sig, og drengene ender til afhøring på den lokale politistation.

En af de (andre) drengestreger, som de ihærdigt har forsøgt at overgå hinanden i, er påstanden om, at de hver især har pillet folks postkasser ned. I så fald en forholdsvis uskyldig skarnsstreg, som dog viser sig at få uoverskuelige konsekvenser.

Sprogperle med stort filosofisk vingefang

Tom martres af både skyld og skam, og hans rene barndomsbevidsthed møder den virkelige verden på den hårde måde. Han føler, som han udtrykker det, at livet bliver mere og mere indviklet, jo ældre man bliver, og at alting hænger sammen på de mest nørklede måder, som man ikke fattede en lyd af som yngre.

Både denne erkendelse og dødens tilstedeværelse er stærke begivenheder i den unge mands liv, og Cilla Naumann formår at dissekere det hele på en såvel simpel som sofistikeret måde. Hun skriver enkelt, let og ligetil, samtidig med at hun får skabt intens spænding og psykologisk indsigt i livets store og svære spørgsmål. Naumann lader sin hovedperson filosofere over mangt og meget, uden at teksten taber højde på spændingskurven, og indimellem er det decideret underholdende (i det mindste for den voksne læser), når Tom analyserer ords betydning i en blanding af børnelogik og spirende voksenforståelse.

Den fint oversatte bog favner med andre ord bredt, den er både for den usikre +12-årige læser og den forslugne teenage-bogorm. En lille fin roman med stort filosofisk vingefavn og dødeligt drama og en skøn sprogperle om ords betydning, om skyld og medskyld og om, hvad vi egentlig siger, når vi taler eller skændes med hinanden.

Titel: 62 dage. Forfatter: Cilla Naumann. Oversættelse: Sara Ejersbo Frederiksen. Sider: 124. Pris: 230 kr. Forlag: Turbine.