Der er både en klang af Spanien og et strejf af håndens arbejde i titlen på norske Cathrine Knudsens fjerde roman, »Manuel« der nu udkommer på dansk i Sara Kochs lydhøre oversættelse.
Romanens hovedperson, Cara Alona, er født i Spanien og har, som det hedder, »Kjellstadbommen i hjertet«. Bomstationen ved Drammen, det norske vejnets første betalingsanlæg, bliver selve ikonet for det tab af menneskelige relationer, der er bogens tema.
Billedet af Cara Alonas farfar, der sidder i sit indelukke og igen og igen rækker hånden ud af lugen for at modtage penge fra de bilister, der har valgt betalingsbane »manuel«, er centralt i romanen, der på sin egen knugende, men også sært berørende facon rendyrker og udforsker indadvendtheden:
»Men jeg gik aldrig til andre mennesker. Uanset hvor brændende tilværelsen var, uanset hvor syngende metallisk alene jeg følte mig, tænkte jeg aldrig på muligheden af at gå til andre, tænkte aldrig på at redningen lå hos andre. I stedet gik jeg ind i mig selv, jeg gik længere og længere ind i mig selv …«
Løsrevetheden og indadvendtheden
Traditionel romanhandling er der stort set ingen af i »Manuel«. Cathrine Knudsen bygger sin bog op som et patchwork af situationer og refleksioner, der tilsammen både tegner portrættet af et menneske, der lever delvis løsrevet fra andre mennesker, og som samtidig indkredser en slags forklaring på Cara Alonas gåen »ind i sig selv.
En familiehistorie med fraværende eller belastede relationer til farfaren og med farens alkoholproblemer som iøjnefaldende elementer ligger som en antydet, men aldrig fuldt udfoldet forklaring på Cara Alonas forhold til omverdenen.
Forskellige episoder trækkes frem som en slags illustrationer af det manglende forhold til omgivelserne. Bestemte følelser og tanker nærlæses og presses optimalt for deres indhold og følges helt ind til den inderste kerne af betydning. Løsrevetheden og indadvendtheden er selve romanens væsen - i klar overensstemmelse med det bortfald af relationer, den udforsker.
Præcisionsarbejde på et højt sprogligt niveau
Cathrine Knudsens store bedrift er, at hun langsomt formår at drage læseren ind i romanens univers af ikke-handling og åbne op for portrættet af en person, der er gået ind i sig selv. Stump for stump danner romanens brudstykker et mønster, der lader sig ane, og næsten umærkeligt forløber den frem mod et punkt, hvor hovedpersonens isolation brydes, og et nyt engagement i andre mennesker vågner.
Forfatterens trumfkort er finindstillingen på de enkeltstående brudstykker og de knivskarpt sete og tankevækkende beskrivelser af delelementer: Farfarens manuelle arbejde og bogstavelige isolation i indelukket ved Kjellstadbommen med tilhørende overvejelser omkring mennesker og automater.
Forestillingerne omkring en byggegrund, et ikke-eksisterende sted i et nyt parcelhuskvarter. Billederne fra virkeligheden i velfærdsstatens omsorgsfæstninger, hvor ny velfærdsteknologi introduceres og robotterne holder deres indtog. De fremmede, der er begyndt at dukke op ved dørene i det idylliske villakvarter.
I udvekslingen mellem det indadvendte sind og de foruroligende og ubehagsskabende sider af samtidskulturen bliver »Manuel« ikke bare et indtrængende psykologisk studie, men også et urositrende tidsbillede. I al neddæmpethed rejser Cathrine Knudsen de store spørgsmål. Hendes roman lukker op til zoner, hvor ordene ikke så tit når frem. Det er præcisionsarbejde på et højt sprogligt niveau.
Titel: Manuel. Forfatter: Cathrine Knudsen. Oversætter: Sara Koch. Sider: 208. Pris: 230 kr. Forlag: Gyldendal.
