Cæsar og Churchill i hver deres strålende biografi

To anmeldelser af to forskellige nyoversættelser om to mænd, der på hver sin måde har sat aftryk på den europæiske historie.

Cæsar og Churchill har det tilfælles (udover at deres kendenavne begynder med C) at de er gået over i historien som store ledere i krig og politik. Fold sammen
Læs mere

Både Cæsar og Churchill var aristokrater af fødsel, de var underholdende og ødsle, de skrev om egne storslåede bedrifter, de anførte deres land i krig, de var imperialister, og der er én lighed yderligere: Gyldendal har fået den glimrende idé at genudgive to fremragende biografier om begge disse historiens titaner. Henholdsvis Adrian­ Goldsworthys »Cæsar« fra 2006 og Roy Jenkins’ 1.016 sider lange »Churchill« fra 2001. Et par vægtige herrer.

En bog om Cæsar...

Tag nu Julius Cæsar. Det var kun alt for let at undervurdere ham, indtil han var kommet for godt i gang. Han var charmerende og med på noderne. Så meget, at han oparbejdede en betragtelig gæld. Ydermere kunne han ikke nære sig for at jagte andre romerske politikeres ægtefæller. Også unge mænd havde hans interesse på lagnerne. Hans livsappetit var glubsk. Det samme var hans ambitioner.

Cæsar var hertil forfængelig, og han viste sig aldrig, uden at hans frisure var sirligt trimmet. Cæsars samtidige, Cicero, noterede: »Når jeg bemærker, hvor omhyggeligt han arrangerer sit hår, når jeg ser ham dele det med en enkelt finger, kan jeg ikke forestille mig, at denne mand kan gøre noget så ondt som at ødelægge Roms forfatning.«

Under det lapsede ydre og charmen lå hans skarpe intelligens og målrettede stræben efter magt, og senatorerne var skæbnesvangert længe om at opdage det. Cæsar blev født i år 100 f.Kr. og gik ind i politik på en tid, hvor republikken Roms forfatning var under pres. Cæsar­ blev den, der lukkede og slukkede republikken Rom, men den var allerede i krise og blev regeret­ som et oligarki med enkelte demokratiske elementer af en samling aristokrater med stærke, modstridende interesser.

Cæsar kom selv fra en frisindet aristokratisk familie og slog i modsætning til den herskende klasse til lyd for Roms interesser – og sagde ikke så meget om sine egne magtinter­esser. Ikke højt i hvert fald.

Politiker og hærfører var i antikkens Rom det samme. Position fordrede talent for begge dele. Og det havde Cæsar. Som general var han berømt for sin hurtighed. Han insisterede på hele tiden at have initiativet i kamp uanset omkostningerne, og politisk var han på samme måde. Praktisk, konkret og uden tøven.

I 59 f.Kr. indgik han en alliance med to andre magtfulde romere Crassus og Pompejus, og i en årrække var det de tre mænd, der havde magten i Rom, mens Senatet var rasende. Siden blev Cæsar provins­guvernør i Gallien (vore dages Frankrig), som han invaderede og underlagde Rom.

Da hans periode udløb, planlagde modstanderne af hans magt at anklage ham for at have forbrudt sig mod loven for på den måde at stoppe ham. Cæsars svar var borgerkrig, som han hurtigt vandt, hvorefter han var Roms enehersker.

Han vidste, at han ikke kunne herske alene og forsøgte at forsone sig med de andre senatorer. Men de kunne ikke leve med hans magtfuldkommenhed og konspirerede med henblik på at dræbe ham. Drabet fandt sted, da Senatet trådte sammen 15. marts år 44 f.Kr.

Efter mordet fulgte interne stridigheder, borgerkrig og århundreder med kejsere, der bragte så mægtige skikkelser som kejser Augustus til magten, men også så perverterede skikkelser som Tiberius, Caligula og Nero.

Adrian Goldsworthy fortæller både­ tidssvarende og interessevækkende om Cæsar. Især som militærhistoriker brillerer han, og det er der rig lejlighed til i denne bog. Ikke mindst hans fremlægning af gallerkrigene er formidabel og lyser af militær indsigt.

Biografien er opdateret, og det er imponerende, så detaljeret historien her træder ud fra siderne, når man tager i betragtning, at anslået mindre end én procent af de skriftlige kilder fra antikken stadig eksisterer.

På alle måder er det storslået læsning.

★★★★★☆

Titel: Cæsar Forfatter: Adrian Goldsworthy. Oversætter: Anders Nygaard. Sider: 628 sider. Pris: 250 kr. Forlag: Gyldendal

... Og en bog om Churchill

Der er langt fra Julius til Winston. Fra Cæsar til Churchill. Både i tid og substans. Selv om begge er gået over i historien som mægtige ledere i krig og politik.

Storbritanniens tidligere indenrigsminister Roy Jenkins (1920-2003), der først var medlem af Labour og som siden blev liberal, udgav i 2001 »Churchill«, der både på trods af og i kraft af sine flere end 1.000 sider er medrivende og inspirerende læsning.

Churchill blev formet af Victoriatidens idealer og et brutalt skolesystem. Siden blev han uddannet militært som kavalerist og deltog i blodige og mægtige slag i Indien og Afrika, før han vendte tilbage og gik ind i politik. Selv om han var aristokrat, var han usnobbet og havde måttet slås for alt. Både for krig og kærlighed og alt det midt imellem.

Det var derfor en fighter med personlig erfaring fra fem krige, der i en alder af 65 år satte sig i premierministerstolen i London i maj 1940. Han vidste, at det ikke ville blive let og lovede kun »blod, slid, sved og tårer«. Han kunne have­ tilføjet »taler«. Og hvilke taler! I 1940 havde han heller ikke nævneværdigt andet til at holde den tyske krigsmaskine stangen: »Vi vil fortsætte til det sidste … Vi vil kæmpe på havene … vi vil kæmpe på strandene … vi vil kæmpe i gaderne … vi vil aldrig overgive os.«

Det var kun ord, men ordene gjorde deres virkning og talte modet og kampviljen op i den britiske befolkning. »Og ord,« sagde Winston Churchill, »er det eneste, der varer evigt.«

Churchill, der forgæves havde forsøgt at lære latin i skolen, lærte sig i stedet at tale klart og effektfuldt engelsk, som han gennem hele­ livet raffinerede i taler, klummer og bøger. Han lærte sig sprogbilleder, som gik rent ind: Det eneste, Chamberlain fik ud af aftalen i München var, at »Tysklands diktator ikke længere behøvede at stjæle maden fra buffeten, han fik den i stedet serveret én ret ad gangen.« Men også i smukke billeder, dramatiske billeder eller humoristiske.

Roy Jenkins’ Churchill-biografi­ er nærmest autoritativ og har det meste med, men vigtigere er næsten, at han her er tæt på Churchill på en måde, som ingen anden kan være. Ligesom Churchill er han britisk politiker, i temperament ligner de hinanden, og begge har hengivet sig til politiker- og forfatterlivet. Jenkins har næsten levet, hvad der svarer til Churchills parlamentsliv som parti-­rebel, levemand og højt placeret minister. Tilmed har begge været indenrigsministre og siddet i samme kontor i indenrigsministeriet. Det giver bl.a. muligheder for en indlevelse og forståelse, som ikke har været nogen anden biograf beskåret.

Særligt spændende er den krise, der udfoldede sig i maj 1940 – time for time. Den var så alvorlig, at dens omfang blev holdt hemmelig i mange år. Jenkins er nede i alle detaljer. Flere hundrede tusind britiske og franske soldater samledes i Dunkerque efter det, der allermest lignede en flugt fra en altnedtromlende tysk krigsmaskine. Samtidig rasede i London kampen om, hvem der skulle være premierminister, og om man skulle forsøge at forhandle med Tyskland, hvilket ville blive på Hitlers betingelser – eller om man skulle stå fast, uanset hvad. Det sidste var Churchills standpunkt, mens hans rival både til premierministerposten og til synspunktet om at stå fast var lord Halifax. Han havde tidligt kontaktet den italienske ambassade med henblik på, at Mussolini skulle søge fredsbetingelser på Storbritanniens vegne hos Hitler.

Churchill fik premierministerposten, selv om kongen, George VI, havde foretrukket Halifax,­ men Churchill tiltrådte med en tale, der matchede Henrik Vs St. Crispin’s Day-tale: »I spørger, hvad er vores politik? Jeg svarer: Det er at føre krig på havene, på landjorden og i luften med al den kraft og styrke, Gud kan skænke os … I spørger, hvad er vores mål? Jeg kan svare med ét ord: Det er sejr. Sejr for enhver pris, sejr på trods af alle rædsler, sejr uanset hvor lang og hård vejen dertil må blive. For uden sejr er der ingen overlevelse.«

Talen virkede næsten elektrisk på Underhuset.

Mens forsvaret af Frankrig kollapsede, lykkedes det den britiske hovedstyrke at nå ud til Dunkerque ved Kanalkysten. Tyskerne havde ikke nået at erobre den bag om ryggen på briterne, fordi franske og britiske tropper indædt forsvarede Calais og opholdt de fremrykkende panserstyrker.

I de kritiske dage 26., 27. og 28. maj var det kun takket være én mand, Churchill, at Storbritannien ikke blev en tysk lydstat i udkants-Europa.­ 26. maj havde han personligt grebet ind og beordret, at den relativt lille britiske styrke i Calais skulle kæmpe til sidste mand. Han kendte konsekvensen og måtte kaste op bagefter.

Derefter kunne evakueringen sættes i værk. Man sendte en flåde af alt, hvad der kunne flyde,­ over og hentede folkene hjem – og det lykkedes mirakuløst. Hovedstyrken blev reddet sammen med et stort antal franske og polske styrker.

Samtidig vandt Churchill magtkampen med Halifax. Endnu før evakueringen var lykkeligt tilendebragt, havde han til sine ministre udtalt, at »uanset hvordan det går i Dunkerque, vil vi fortsætte kampen«. Ministrene brød ud i klapsalver. Også Chamberlain havde taget Churchills parti. Halifax måtte renoncere, og en forhandlet fred var udelukket.

Roy Jenkins har fortalt, at han begyndte sin research til bogen i fast overbevisning om, at Gladstone, hvis biografi han tidligere har skrevet, var en større premierminister end Churchill, men undervejs ændrede han mening:

»Jeg anser nu Churchill, med alle hans idiosynkrasier, hans overbærenhed, han lejlighedsvise barnagtighed, men også hans geni, hans ukuelighed, hans insisteren, rigtig eller forkert, med held eller uheld, for at være større end livet, som den største skikkelse, der nogensinde har beboet Downing Street 10.«

Det lyder helt rigtigt.

★★★★★☆

Titel: Churchill Forfatter: Roy Jenkins. Oversætter: Lena Fluger. Sider: 1.016 sider. Pris: 250 kr. Forlag: Gyldendal.