Vi vil bo i byerne.
En betragtelig del af os vil i hvert fald. Eller også er vi nødt til det, fordi det overvejende er i de store byområder, de bedste (eller eneste) arbejdsudbud og uddannelsesmuligheder befinder sig. Det er også i de store byer, underholdnings- og kulturtilbuddene er flest og bedst. Det er her, muligheden for at træffe nye mennesker er størst.
Det er ikke blot i Danmark, skønt urbaniseringen i danernes have er procentuelt større end de fleste andre steder i verden. Det er en global tendens.
Man regner med, at i 2050 – det er sådan set bare om 35 år – vil 80 procent af klodens befolkning bo i store byer eller sammenhængende urbane strukturer. I Danmark forventes det tilsvarende tal at være 90 procent.
Det betyder, at i 2050 bor omkring syv milliarder mennesker i de storbyer, der i sagens natur kun vil blive større. Til sammenligning kan det nævnes, at godt nok var der i 1950 væsentlig færre indbyggere på Jorden, men kun en halv milliard boede i byer. Det var en femtedel.
De store byer udgør i dag fire-fem procent af klodens areal. Her produceres 90 procent af velstanden. Det gør byernes tilstand og udvikling interessant, og et er derfor, der trods alt gøres en del anstrengelser for at opgradere byernes kvaliteter og herunder forbedre infrastrukturen. Det er også derfor, vi – hvis tendensen holder – kommer til at bo tættere. Flere mennesker på samme grundareal. Vi kommer til at bygge i højden.
Spørgsmålet er blot, hvor de højere huse skal placeres, når de nu helst ikke skal skygge for ens egen udsigt. Spørgsmålet er også, hvordan vi forholder os til den eksisterende bygningsmasse. Vi kunne måske for eksempel sætte større pris på den og passe bedre på den.
Grønspættebog for husejere
Det er et perspektiv, man kan vælge at se restaureringsarkitekten Søren Vadstrups nye bog, »Byhuset«, i. Søren Vadstrup har i mange år forsket i navnlig ældre bygninger, og i hans murstenstykke bogværk samles en række erfaringer. Herunder en del praktiske, der har med byhusets vedligeholdelse at gøre.
Her kan man læse om for eksempel maling af udvendigt træværk, pasning af stuklofter og energiforbedring af bygninger. Eftersom Søren Vadstrup har en meget bred definition af, hvad et byhus kan være – stort set alt andet end en landejendom – er det kapitler, der henvender sig til alle fra villaejere til andelsbolig- og ejerforeninger. En ikke-praktisk gris, som den, der skriver disse linjer, har kun ringe forudsætninger for at vurdere rigtigheden i de mange gode råd. Men det er da i hvert fald muligt at konstatere, at fremstillingen er meget pædagogisk og befriende konkret formuleret, så selv lægfolk kan læse forklaringerne. Det er ikke en manual for håndværkere. Det er en bog, der henvender sig til alle med interesse for at passe på hus og hjem.
Levende organismer
Lige så let tilgængelig er bogens andre dele.
Et af de første kapitler er en meget overskuelig og interessant gennemgang af de danske byers udvikling, herunder en fin redegørelse for, hvordan man kan aflæse forhistorien i bybilledet. Ikke blot hvad skiftende stilarter angår. Men også hvad angår husenes placering baseret på deres oprindelige funktion og i det hele taget, hvorfor byerne blev anlagt, hvor de blev anlagt – hensynet til sikkerhed for eksempel – eller hvorfor de hedder, som de gør. Blot et enkelt eksempel: Endelsen rød som i Hillerød henviser til, at den nordsjællandske by blev anlagt i en rydning i de dengang store skovområder.
Den logiske udvikling
Overflyvningen af de danske byers historie rummer også en nøgle til deres logiske udvikling. Hvorfor torvet lå, som det gjorde, i forhold til havnen i byerne ved vandet osv. Det er en indlysende pointe, at det er teknologien – for eksempel i udviklingen af samfærdslen fra skibet til jernbanen – der sammen med befolkningstilvæksten og behovet for at definere riget som en nationalstat, som kan forsvare sig mod fjender fra omgivende lande, der driver byudviklingen frem.
Nogle forandringer gør i perioder ondt på den arkitektoniske kulturarv – hvilket Søren Vadstrup selvfølgelig ikke forsømmer nogen anledning til at påpege – men man kommer nu ikke uden om, at byer er levende organismer og ikke frilandsmuseer.
Kvarterer forandrer sig. Nogle forfalder i perioder. Andre oplever at blive omdefineret af nye tilflyttere. Selv om det da ganske rigtigt gør ondt, når vandaler ufølsomt skamferer den ældre bygningsmasse og moderniserer uden sans for æstetik eller tilføjer ufølsomt nybyggeri.
Forhåbentlig er »Byhuset« med til at skærpe bevidstheden om, hvad der sådan nogenlunde objektivt er smukt og grimt, og så er der jo adskillige eksempler på, at også arkitekter kan skabe noget smukt og funktionelt i den mindre skala som for eksempel restaurerede byhuse eller indpasninger i den eksisterende boligmasse.
Som nævnt arbejder Søren Vadstrup med en meget bred definition af byhuset, og forstaden er derfor også inddraget. Det giver mening, al den stund nogle forstæder kan stå over for store forandringer som for eksempel en øget urbanisering i form af yderligere bebyggelse. Det er ligesom i Matador (brætspillet, ikke TV-serien). Når alt er udsolgt på Rådhuspladsen og lignende centrale dele af hovedstaden, hvor mange mennesker gerne vil bo, bliver Hvidovrevej – trods afstanden – på et tidspunkt meget attraktiv.
I bogen gennemgås forstadens forskellige udviklingsfaser og ikke mindst interessant bliver det, når vi nærmer os vores egen tid. Dels det tæt/lave byggeri, dels det tunge/høje industrialiserede montagebyggeri og dels parcelhuset. Eller typehuset, som det hed i boligformens kvantitative storhedstid.
I storbyens favn
Mellem 1960 og 1980 blev der opført 75 typehuse om dagen, og 1,5 millioner danske flyttede ind i det nye forstadsland og udviklede en kultur, mange (blandt dem nogle der ikke boede i parcelhuskvartererne) undervejs tog afstand fra. Men som ikke desto mindre kan blive et meget attraktivt alternativ i takt med, at bykernerne er for dyre at bo i for mange mennesker.
Tiderne skifter og smagen med dem, og i bogen om byhuset gennemgår Søren Vadstrup meget pædagogisk for eksempel, hvordan idealerne for facader i egentlige byhuse, altså dem, der ligger i bykernerne, har forandret sig, og hvilke kendetegn der er på for eksempel rokokoens og klassicismens huse for ikke at tale om for eksempel senklassicismen, som Søren Vadstrup betegner som »folkeliggørelsen af den strenge, tørre, lidt kedelige klassicisme.«
»Lidt kedelige!« Det var ikke lige den formulering, jeg ville have valgt. Klassicismen var da en af de smukkeste og mest harmoniske stilarter gennem tiderne, hvor geometrien, symmetrien og den billedligt set tunge bygningsklump giver nogle visuelt meget smukke byhuse.
Med tanke på tendensen til, at flere og flere flytter til byerne og allerhelst vil bo midt i dem, er et kapitel i bogen med titlen »Det nye storbyliv« selvfølgelig interessant. Her vil Søren Vadstrups begejstring ingen ende tage. Han kan kun se glæder og fordele ved storbyen og dens mangfoldighed og udbud af alle mulige former for mere eller mindre kultiveret underholdning med »torvehandel, gadeoptræden, festivaler, gadefester, gadefilm, museer, sport, kunst og kultur«, og dertil kommer så alle de »fællesskaber«, der opstår i etageejendomme, hvis kælderrum indrettes til »fællesbad, fællesvaskeri, cykelkælder og festlokaler«, og hvis beboere åbenbart går sammen om »løbeklub, en fitnessklub, en fælles grøn byhave, en spiseklub eller en biograf-, teater- eller kulturklub«.
Den påtvungne nærhed
Og det lyder jo også alt sammen fint og godt for dem, der nu bryder sig om den slags. Det kan ganske rigtigt være dejligt og frem for alt praktisk at bo i byen. Men det synes nu alligevel, som om forfatteren fortrænger de mange problemer, fra den mig-centrerede oplevelseskultur og den egoistiske trafikkultur til luftforureningen, larmen og de påtvungne fællesskaber. Alting tyder endda på, at vores byer skal beboes endnu mere intenst, så vi altså bliver flere på mindre plads. Selv er jeg godt tilfreds – men man vælger nu engang ikke selv sine naboer, og den påtvungne nærhed fra andre er iblandt også en belastning for mange mennesker.
Søren Vadstrup definerer det nye storbylivs begyndelse i hovedstaden som etableringen af Strøget og et efterfølgende net af gågader i det indre København og herunder omdannelsen af Gråbrødre Torv til hyggeplads.
Det var i sig selv ikke nok til at gøre storbylivet så hipt, som det siden er blevet. Det har at gøre med den globale tendens til, at mange mennesker søger mod byerne, fordi det er der, mange af mulighederne og tilbuddene i livet er nemmest tilgængelige. En konsekvens af det er, at bykernerne bliver opgraderede. De nye tilflyttere forventer udfoldelsesmuligheden for dem selv og deres børn. Parker til leg, stier til løb, cafeer og institutioner lige henne om hjørnet.
Derfor er det rigtigt, som Søren Vadstrup påpeger, at kvaliteten i både boligmassen og byrummet er steget. Og at det navnlig er steder præget af arkitektonisk kvalitet og omhyggelig pleje af den, der giver de bedste byrum. Og formodentlig har han også ret i, at den udvikling vil fortsætte. Vi vil bo i byerne.
Titel: Byhuset.
Forfatter: Søren Vadstrup.
Sider: 448.
Pris 350.
Forlag: Lindhardt & Ringhof.
