Det måtte jo komme – og ikke overraskende kommer det fra en belæst og berejst sociologiprofessor – nemlig en animeret forsvarstale for bureaukratiets moral og logik. Paul du Gay hedder forfatteren, der er ansat ved Open University i England og adjungeret professor ved Copenhagen Business School.
Forsvarstalen hedder »Hyldest til bureaukratiet«, og det er faktisk en passende titel. I bogen har forfatteren samlet alt det gode, man kan sige om bureaukrati, samtidig med at han imødegår tre former for »bureaukritik« – den populistiske, den filosofiske og den ledelsesmæssige.
Det erklærede motiv er »at genetablere en vis moralsk værdighed« for den bureaukratiske organisationsform, som hører den moderne tid til, og hvis kendetegn – ideelt set – er uvildig, professionel og regelstyret sagsbehandling med henblik på udøvelse af bestemte politisk definerede funktioner.
Bureaukratiets første talsmand var sociologiens stamfader Max Weber (1864-1920), der beskrev bureaukratiet som mere effektivt og kompetent end andre historiske typer af administration og netop fremhævede bureaukratiets instrumentelle fornuft som en garanti for universel og ens lovgivning.
Paul du Gay er ude i samme ærinde. Hans hyldest gælder bureaukratiets etiske legitimitet, der »må vurderes på egne præmisser«, som han skriver. En bureaukrat er altså en helt særlig person, der fungerer i en speciel livsorden: »Den enkelte er således borger ét sted, bureaukrat et andet, politiker et tredje, fader et fjerde og kunde et femte.«
Bureaukratiets kritikere har ifølge Paul du Gay villet det anderledes. Populisterne har krævet bureaukraternes afsked med henvisning til deres papirnusseri og frås med offentlige midler. Filosofferne har drømt om en romantisk verden af hele mennesker – og uden teknokrater. Og den moderne ledelsesteori har villet forvandle bureaukraterne til sælgere og argumenteret for, at ministerier skal ligne private virksomheder.
Al denne kritik har undergravet bureaukratiets gode navn og rygte, mener Paul du Gay, som slår et langt og fodnoteplaget slag for bureaukratiets lyksalighed. Han skal have point for sin hudfletning af de tre slags »bureaukritik« – og tiltrængt polemik mod bl.a. Alasdair MacIntyre, Zygmunt Bauman og andre store stjerner i den angelsaksiske forskning – men han fortjener minuspoint for at ignorere den ideologisk-politiske kritik. Den blev rejst allerede i første halvdel af det 20. århundrede hos liberale tænkere som Ludwig von Mises, Robert Michels, Joseph Schumpeter og Fried-rich Hayek, alle navne, der er ganske fraværende i nærværende fremstilling.
Det, disse kritikere sagde, var, at bureaukrati passer som hånd i handske med socialisme og steril planlægningstro og dermed risikerer at blive den personlige friheds ærkefjende. Disse tidlige kritikere så netop, at socialisme medfører et kolossalt bureaukratisk apparat, ikke kun til at kontrollere det økonomiske liv med, men også til at overvåge og styre alle mulige andre områder, sådan som stikkerstaten DDR siden skulle anskueliggøre på den mest uhyggelige måde, eller sådan som Nordkorea og Cuba illustrerer i al sin gru i dag. Om denne kritik tier professoren, og vi må nøjes med hans hyldest til Max Weber.
