Bundløs hverdag

Der er noget forførende over lyset på Christianshavn og i Laila Ingrid Rasmussens kærlighedserklæring til bydelen i »Mit kvarter«.

Det eksplosive lys møder sin modsætning i bogens glimt af bundløs angst og melankoli. Laila Ingrid Rasmussen tager udgangspunkt i det nære og brogede liv med en pæn portion kreativt kaos. Hun er afgjort bedst, når hun hæver sig op over hverdagens små iagttagelser og ser de store linjer, hvor de tunge boligkarréer »sejler ind i verdenshavet«. Hun er mor med stort hjerte og i direkte kontakt til følelsernes hav - især da datteren gør sig klar til at flytte hjemmefra. I de bedste passager skriver Laila Ingrid Rasmussen poetisk og koncentreret og med en fin rytme. Men der går visse steder for meget »glemmekasse«, »karameldag« og »mågernes hvidhed« i den. Hun lader sig i for høj grad forføre af det sproglige. Lyset kommer ind, når hun slipper kontrollen - og lader sig flyde med.