Brøgger i billeder

Suzanne Brøggers billedbog med korte tekstbidder har fokus på skønhed, sanselighed og ambition, men savner sammenbindende tekster, der kan skabe en helhed.

Hvordan fastholder man bedst det levede liv, så det ikke bare glider ud mellem fingrene? Og hvordan med de perioder – set i et større samfundsmæssigt perspektiv – man har været vidne til og forholdt sig mere eller mindre kritisk?

Nu kan der selvfølgelig være forskel på, om man er en meget privat person, eller om man er en offentlig skikkelse, der blander sig i debatten. I tilfældet Suzanne Brøgger, som i dag, tirsdag, fylder 70, er der både tale om et privat menneske og om en æstetisk bevidst figur med meninger i offentlighedens søgelys.

Forleden udkom Louise Zeuthens stærke og glimrende Suzanne Brøgger-biografi, »Krukke«, der giver indblik i modsætningerne mellem Suzanne Brøggers offentlige fremtræden, det litterære jeg og de indre følelser. En klog og væsentlig bog, fyldt med sanselige sort/hvide fotos af den unge og attraktive Suzanne Brøgger. Nu sender Gyldendal endnu en bog på gaden med fokus på Brøggers liv, værk og tid. Denne gang en billedbog, »SZ – Et livs billeder 1944-2014«, fra Suzanne Brøggers egen hånd. Udgangspunktet er billeder, der fastholder både de private, meningsfulde stunder – der også kan have et element af (selv-)iscenesættelse – og de bevidst poserende portrætter, hvoraf flere er smukke, drømmende og elegante.

Vi møder Suzanne Brøgger i skiftende stemninger, fra det sensuelle til det indadvendte og melankolske med øjensminken noget mere skødesløst placeret. Der er et stort spektrum, når det gælder påklædningen, fra det meget lette og kropsafslørende over det store skrud til forfatteren i gummistøvler, der er bredt plantet ved trillebøren. Derudover er der fotografiske portrætter af især andre forfattere, alene eller sammen med Brøgger, som f.eks. Francoise Sagan, Henry Miller, Jorge Luis Borges og Klaus Rifbjerg. På denne måde og ved hjælp af de korte tekster – dels Brøggers egne gamle og nye, dels andre forfatteres – understreges det for Brøgger så karakteristiske, internationale perspektiv, og en slags mentalitets-, æstetik- og stilhistorie folder sig ud. Som det hedder et sted: »Jeg er vokset op med begejstringen for kulturelle blandingsformer«.

Flere af teksterne er citater fra Brøggers bøger. Især »Creme fraiche« fra 1978 er flittigt citeret, og det er et forståeligt valg, idet »Creme fraiche« også læst i dag er en både levende og modig bog. Et markant citat herfra lyder: »Jeg nyder at være til glæde og fornøjelse, jeg er disponeret som glædespige, min narcissisme er konstitutionel«. Som Suzanne Brøgger selv udtrykker det om begrebet tid i forordet: »Jeg ved ikke, hvordan tiden går. Går den lige derudad? Er den ikke snarere som en cirkel, hvor barndom og ungdom rykker tættere på end dagen i går? Jo, sådan er det. Barnet er i oldingen, og den gamle er til stede i barnet – endnu uudfoldet«.

Suzanne Brøgger og den argentinske forfatter Jorge Luis Borges.Udateret privatfoto fra bogen. Fold sammen
Læs mere

En indforstået tone

Det modige, legende og skønhedssøgende står centralt hos Suzanne Brøgger. En af bogens vigtigste sætninger er den rammende formulering i forbindelse med det billede, hvor hun bliver viet til litteraten Keld Zeruneith: »Jeg gjorde det – omvendt. Først kritiserede jeg ægteskabet. Så giftede jeg mig«.

Her er det på sin plads med en ultrakort tekst. Andre steder må de læsere, der ikke har nærmere kendskab til forfatterskabet, sidde noget desorienterede tilbage, ja, selv når man kender forfatterskabet, kan man undervejs synes, at tonen er for indforstået. Det ville have været en mere givende og behagelig læseoplevelse, hvis Suzanne Brøgger havde leveret længere sammenbindende tekster. Er det tænkt som en spejling af vores zappe-tid?

Overordnet formidler Suzanne Brøgger med »SZ« sin måde at opleve verden på, sanselighedens og skønhedens betydning, såvel i privatlivet som på den offentlige scene. De små tekstbidder giver appetit på at læse og genlæse hende i det større format. Her kan man med fordel begynde med »Creme fraiche«.

Hvad: SZ – Et livs billeder 1944-2014.

Hvem: Suzanne Brøgger.

Hvor: Gyldendal. Sider: 192. Pris: 300 kr