Anslaget lover godt: Vi møder vor kvindelige hovedperson holdende på en rasteplads, rystende nervøs. Det viser sig, at hun har aftalt et seksuelt rendezvous med en fremmed mand, men hun mister modet og kører igen. Da hun kommer hjem, har hendes ene dreng været ude for en forfærdelig ulykke!
Noget kunne begynde, Men nu skifter teksten til at være udpræget dialogbaseret, og det fungerer desværre ikke. Dialog lyder så let, men er svært at skrive. For hvad siger vi, når vi taler? Siger vi det, vi mener, eller siger vi noget andet? Og skal en roman gengive det hele?: »’Jeg tror det skal blive meget godt vejr, så jeg tænkte om vi måske skulle tage drengene et eller andet sted hen, du ved, komme lidt væk hjemmefra og lave noget som drengene synes er sjovt?’ ’Okay. Det kan da godt være. Jeg er bare lidt træt i aften, så jeg tror ikke rigtig jeg kan tage nogle beslutninger om noget. Kan vi snakke om det i morgen formiddag?’«
En dræber af en dialog. Forfatteren har udgivet bogen på sit eget forlag, hvorved det faktisk også bliver tydeligt, hvilken væsentlig rolle en redaktør, som man i sagens natur ikke har, som selvudgiver, kan spille for skabelsen af en god bog.
