Bonderevolten der udeblev

1700-tallet var i Europa præget af stor social uro og ballade. Men i Danmark forblev bønderne rolige og blev frigjort fra stavsbåndet i 1788. I en ny pragtbog af historikeren Birgit Løgstrup forklarer hun, hvorfor ingen bønder gjorde oprør.

Foto: Illustration fra bogen. Det satiriske kobberstik fra 1787 viser en skatteopkrævning hos den fattige fæstebonde.
Læs mere
Fold sammen

De fleste danskere kender omridset af historien om de danske bønders frigørelse fra stavnsbåndet i 1788. Hovedhistorien, som vi lærte den i historietimerne i skolen, er, at godhjertede godsejere og adelsfolk besjælet af oplysningstidens ideer fattede sympati for de fattige og stavnsbundede bønder og satte dem fri, så de ikke mere var bundet til godsejerens jord.

Vi fik desuden at vide, at kronprins Frederk, den senere Frederik VI, personligt sørgede for at gennemføre reformerne. Der var ikke meget i timerne om bønderne selv, der blot blev beskrevet som muntre og glade for frisættelsen.

Men der var i virkeligheden langt mere i historien end fremsynet reformarbejde, hvilket dr. phil. Birgit Løgstrup fortæller om i bogen »Bondens frisættelse.«

Dog først et ord om bogens udseende, for i gamle dage var det standarden, at bøger om landbohistorie blev udsendt på elendigt tyndt papir med usle billedgengivelser. De tider er over og idag skal bøger om bønder konkurrere med kulørte historiebøger om andre perioder og DRs historiske dokumentarer.

Det har haft den gunstige virkning, at også landbohistoriske bøger nu er flotte udgivelser og Løgstrups bog fremtræder i luksusudgave med tykt papir, knivskarpe farveillustrationer og lækker lay-out. Det må have kostet en bondegård.

Alle danskere kender den smukke Frihedstøtte fra 1797 på Vesterbrogade i København, hvor stavnsbåndets løsning i 1788 fejres og en tekst besynger kronprins Frederiks indsats for bønderne. Forud gik imidlertid en lang og sej kamp, der handler om mere end kongens reformiver. Fra midten af 1700-tallet var det økonomiske opgangstider for Europa og Danmark, hvilket betød stigende priser på landbrugsvarer.

Befolkningstallet og kornpriserne steg. Det var den egentlige årsag til, at man begyndte på reformer af driften og indddragelse af jorde, der ikke tidligere var blevet anvendt. Jordpriserne steg og godsejerne så en fordel i at sælge jord fra, så de kunne realisere en kapital. Bønderne fik mulighed for at købe denne jord og en del af dem gik fra at være fæstebønder til at være selvejere. De bønder, der forblev som fæstebønder, fik også væsentlig bedre forhold end tidligere.

Uhyre åben beslutningsproces

Birgit Løgstrup skriver, at den nye tilstand også krævede en mentalitetsændring, for nu var bonden ikke mere et ringeagtet medlem af samfundet, men var ved at blive et anerkendt faktor i den økonomiske udvikling.

Oplysningsbevægelsen i Europa var en væsentlig forudsætning for mentalitetsændringen kunne finde sted, idet man her satte menneskets rettigheder, uanset fødsel, højt. Men der var et langt spring fra fine franske og britiske filosoffer og så til det lille kongedømme, hvor magten stadig formelt lå hos den enevældige konge Christian VII, og da han ikke var tilregnelig, blev det fra 1784 kronprins Frederik, der var den egentlige magthaver.

Det forunderlige i Danmark, og Løgstrup gør meget ud af det, var, at der fra 1760erne blomstrede en meget fri debat op om samfundsøkonomiske forhold. Selvfølgelig var det hovedsagelig Københavns lærde, der deltog i debatterne, men også godsejere og endda en enkelt bonde gav sit besyv med.

De offentlige debatter manifesterede sig i flere nedsatte kommissioner, der overvejede bøndernes forhold, men det mest overraskende var, at en høring i 1768 blev udvidet til også at omfatte bønder, der jo som regel ikke kunne skrive, men som alligevel i op til 10 %s tilfælde reflekterede på høringen.

Den offentlige debat resulterede i en strøm af pamfletter og skrifter, der inddrog mange lag af befolkningen. Løgstrup spørger polemisk: »Det var set med nutidsøjne en uhyre åben beslutningsproces, der lå bag landboreformerne. Kan vi idag leve op til samme?«

Alligevel gik det til tider noget trægt med at gennemføre reformerne og gøre bønderne mere fri. Bønderne blev utålmodige og de protesterede ved at nægte at gøre hoveri, altså at arbejde for godsejeren. Løgstrup spørger om bønderne var passive tilskuer eller endda modvillige aktører i reformprocessen? Ifølge Løgstrup var de aktive medspillere, der på eget initiativ søgte at få gennemført udskiftning af deres landsbyer. Især klagede de over hovriet og det kom til flere strejker specielt i Jylland.

Oprørske aktivister

Disse protestbevægelser gjorde indtryk på regeringen og havde effekt på reformarbejdet. Bønderne fulgte godt med og skrev klageskrivelser, hvis de var utilfredse med deres forhold. Eller rettere sagt så fik de en skriver til at skrive klagen, for de fleste kunne ikke skrive. Skrivelserne kunne være hårde i tonen, hvor de betegnede sig selv som slaver, der blev udnyttet af hårde godsejere.

Løgstrup har fundet et spændende eksempel på en protest fra bønderne på Falster. I 1760erne følte mange bønder sig presset af nye og højere krav til hoveriet, hvilket fik fæstebonden Morten Smed på Nordfalster til at handle. Han samlede to bønder fra hver by under ti nye godsejere på Falster til et møde i Nykøbing, hvor han formulererede og derpå læste sin protestskrivelse op for dem.

Nogle af bønderne fandt formuleringen for skrap og gik fra mødet, mens andre tilsluttede sig skrivelsen. Seks mæd blev udvalgt for at bringe brevet til København. Undervejs brød de seglet på brevet for at læse det i ro, hvorefter de fandt formuleringen for skrap. De tog alligevel til København, hvor de fik en skriver til at formulere en ny skrivelse, hvor budskabet var, at hoveriet var så stort, at de ikke kunne klare høsten på deres egen fæstegård.

De skrev, at hvis de prosterede, så fik de en ridetur på træhesten. Godsejeren klagede imidlertid over over de opsætsige bønder og Morten Smed og fæstebonden Rasmus Skov blev nævnt som hovedmændene bag uroen. Godsejeren tilføjede, at han ønskede 20-30 dragoner fra Næstved til beskyttelse, fordi han frygtede uro.

Regeringens ansvarlige kollegium, Generallandvæsenskollegiet, lod den lokale amtmand tale med store bogstaver over for bønderne om at være rolige og lydige. Under et møde i kollegiet troppede Rasmus Skov og en ven ind i regeringslokalet og fremførte en klage over godsejerens voldelige behandling af dem. Det fremgik, at godsejeren havde forsøgt at forhindre dem i at nå frem til København, men nu stod de der.

Løgstrup forlader desværre denne spændende sag for hutigt, for den udviklede sig åbenbart til voldelige sammenstød melem bønderne og godsets folk, der også involverede kvinder i kampen. Historien om den initiativrige Morten Smed slutter imidertid ikke dér, for i 1785 skrev han et syv siders langt brev til Landbokommisionen, hvor han skildrede husmændenes dårlige forhold med deres mange børn og mangel på arbejde.

Han lagde ikke fingrene imellem og foreslog at adelsgodserne blev udstrykket til bønderne. Morten Smed er en af de få bønder, som vi kender som en oprørsk aktivist.

Lovlydige godsejere

Var det sandt, som vi lærte i skolen, at adelsfolk som A. G. Moltke, Chr. D. Reventlow og andre var oplyste folk, der satte reformarbejdet i gang og at kronprins Frederik var aktiv med at fremme reformarbejdet? Birgit Løgstrups svar er stort set et ja. Adelsfolkene, som sad som ledende beslutningstagere i regeringen, var selv interesseret i reformer og besjælet af den nye tids rettighedstanker.

Og Frederik var virkelig med i hele reformarbejdet og havde begge hænder nede i plovfuren. Reformarbejdet blev drevet frem af Den store Landbokommission, der skulle udarbejde de konkrete reformforslag, men kommissionen var ikke en lukket affære, men havde kontakt med de lokale miljøer og førte hele tiden en debat om reformernes karakter og virkning.

Der var nemlig ikke en bred enighed om retningen, for ingen kunne vide, hvad afskaffelsen af stavnsbåndet ville medføre. En række jyske godsejere var stærkt utilfredse med udsigten til, at bønderne blev frie og forudså, at de så alle ville løbe af gården og efterlade landbruget uden arbejdskraft. Det var dog bemærkelsesvædigt, at godsejerne stort set over en kam efterlevede de kongelige påbud, da stavsbundet så blev afskaffet.

Der var dog i 1790 en protest fra de jyske godsejere, men også denne protest døde ud. Løgtrup spørger, hvorfor godsejerne i Danmark, i modsætning til andre steder i Europa, var så pæne og lovlydige. Hendes svar er, at det var der tradition for og at de for at få adgang til ære og indflydelse måtte adlyde - eller forlade landet.

Den skarpe uenighed udmøntede sig også i kommissionens forhandlinger, men det er Løgstrups vurdering, at reformarbejdet lykkedes, fordi det var afgørende for kongen og hans regering, at alle synspunkter blev hørt.

Fin nationalhistorisk bog

Regeringen besluttede at decentralisere vigtige beslutninger. En af de vanskelige spørgsmål var hoveriets størrelse. Regeringen bestemte, at forhandlinger om størrelsen blev lagt ud lokalt til forhandling mellem godsejere og bønder.

Hvis disse lokale forhandlinger endte uden resultat forsøgte en hoverikommission at forlige parterne og først hvis dette ikke lykkedes, blev hoveriet fastlagt med en kendelse fra statsmagtens side. Denne decentralisering kan ses som en tidlig start på den ordning af det danske arbejdsmarked, som blev taget i anvendelse 100 år senere.

Mange godsejere solgte deres jorde til fæstbønder og landbohistorikere har diskuteret, hvad baggrunden egentlig var. Nogle historikere har set det som godsejernes protest mod tidens reformkrav, for derved opgav de i realiteten deres gods.

Løgstrup mener ikke, at det var en protest, men ud fra hendes studier af tre godser, konkluderer hun, at det var fristende for godsejerne at få frigivet kapital og at det var den egentlige grund til salg. Ingen vidste, at kommende krige ville udhule de likvide midler og bringe mange til tiggerstaven.

Birgit Løgstrup tilhører den store gruppe af landbohistorikere, der tidligere udgjorde en væsentlig del af dansk historieforskning. Nu er fokus i højere grad rettet mod besættelsestiden og Den kolde Krig og unge mennesker har måske helt glemt, at vi først og fremmest var et landbrugsland. Men med Løgstrups fine bog bliver vi mindet om, at vor nationale historie har rod i de epokegørende reformer fra 1700-tallet.

Hvis der er et budskab i »Bondens frisættelse« må det være, at den danske åbne debat og myndighedernes egen åbenhed og lydhørhed allerede i 1700-tallet var en væsentlig forudsætning for, at man undgik voldelige sammenstød og nedbrænding af godser. Man kan så med Birgit Løgstrup spørge magthaverne, om vi stadig lever op til dette danske ideal?

Forfatter: Birgit Løgstrup. Titel: Bondens frisættelse. De danske landboreformer 1750-1810. Sider: 607. Pris: 400 kr. Forlag: Gads Forlag.