Bolette klarer ærterne

I slut-80erne fik teaterrekvisitøren Paul A. Kring sit endelige gennembrud som serietegner i Ekstra Bladet med sin meget stilsikre krimiserie om den kvindelige detektiv Bolette Hansen, der opklarer mordintriger i 1920ernes dekadente københavnske underverden - i Krings lidt overlæssede streg befolket af nyhavnsbøller, kyniske gullaschbaroner og løsagtige tøsebørn på flugt fra overklassen.

Foto: Scanpix

Bolette er en særdeles gæv pige, der både kan betjene en revolver og en nymodens flyvemaskine, hvis situationen kræver det. Ligesom Holmes har Bolette sin Watson, den søde, kagespisende Mathilde, og forholdet mellem dem er muligvis mere end venskabeligt. De brogede miljøer føles virkelige, hvilket blandt andet skyldes, at de er tegnet ud fra Krings egne skalamodeller af historiernes locations. Dertil kommer Krings velkomponerede Chandler-agtige intriger, der er pakket ind i en fin fornemmelse for tidens sprog og omgangsformer.