Det kræver mod at klassificere noget så svært klassificerbart som litteratur, for hvilke kriterier skal man basere sig på? Opgaven bliver ikke lettere, hvis man forsøger sig med børne- og ungdomslitteraturen, idet den ofte befinder sig et sted mellem kunst og trivialitet.
Men hvis nogen skulle kunne løfte opgaven, må det være tidligere DPU-professor Torben Weinreich. Weinreich har i noget nær en menneskealder fulgt de bøger, vi tilbyder vores poder, tæt. Og han har spillet en ikke ubetydelig rolle i forhold til, hvordan den danske børnelitteratur ser ud i dag. I de venstredrejede 1970ere var han ræverød og blandt andet med til at formulere den konkurrence, Bent Haller vandt med den omdiskuterede »Katamaranen«, og som fordrede samfundskritisk holdning og kapitalismekritik.
Mange børnebøger er løbet igennem bogtrykkerierne siden da, og man finder i dag ikke politiske retningslinjer blandt Weinreichs kriterier for god børnelitteratur. Dette kan man forvisse sig om ved at læse efterskriftet til hans nyeste bog, som giver grundige gennemgange af fire centrale og stadig aktive børnebogsforfattere fra Superligaen (Bent Haller, Cecillie Eken, Kim Fupz Aakeson og Bjarne Reuter), og i lidt hurtigere trit en række fra 1. division (heriblandt Jesper Wung-Sung, Louis Jensen og Christina Hesselholdt). I stedet er det »kvaliteten«, der tæller. Børnelitteratur skal først og fremmest være »ordkunst«; dvs. litterære værker, der er skabt ikke blot med, men i sproget og med en kunstnerisk-litterær intention. Hvad en sådan en består i, bliver vi nok aldrig helt kloge på, men at den findes, er vi, der arbejder med litteraturen, ikke i tvivl om.
Weinreich tager sit materiale alvorligt og leverer sobre, indsigtsfulde og underholdende portrætter af forfatterskaberne. Bogen retter sig selvsagt især til dansklærersegmentet, men alle, der har haft hjernen slået til, når de læste højt i sengelampens skær, eller som husker Bertram-bøgerne mv. fra barndomslæsningen, vil føle sig beriget efter en udflugt ind i Weinreichs samtidskanon.
