Bøgeskov og begejstring

Smuk og vigtig bog om skolemanden Martin Hammerich – kunst og dannelse i Guldalderen – giver fin modvægt til vor tids zappe-kultur og overfladiskhed.

Vi trænger til en fornyet diskussion af vor tids manglende sans for fordybelse. Er baggrunden for zappe-kulturen dybest set en frygt for indsigt? Eller er det manglende koncentrationsevne som følge af, at vi i dag bombarderes med informationer og hvilket nok er lige så markant ofte bliver bedømt på den ydre fremtoning og ikke på indre kvaliteter eller vedholdende indsats?

Nu, hvor vi et kort øjeblik er stoppet op, hvorfor så ikke begynde et smukt sted med P. C. Skovgaards vidunderlige maleri »Bøgeskov i maj. Motiv fra Iselingen« (1857) på Statens Museum for Kunst? Et af kunstnerens hovedværker og et ikon i dansk guldaldermaleri. Ikke blot det skønne motiv med børnene i den nyudsprungne bøgeskov med opadstræbende stammer og hvælvede trækroner mod himlen virker inspirerende. Også baggrunden for, at maleriet med bøgeskoven, som en slags katedral, overhovedet findes, er væsentlig. For maleren P. C. Skovgaard greb ikke motivet ud af den blå luft, men blev opfordret til at male netop dette billede som bestillingsopgave af filologen, skolemanden, politikeren, mæcenen og litteratur- og kunstformidleren Martin Hammerich (1811-1881), som havde udpræget sans for kunstens berigende funktion også for eftertiden.

Motivet er fra Hammerichs ferieparadis, godset Iselingen, nordøst for Vordingborg, og det er parrets egne børn med kusiner, beskuerens blik bliver tiltrukket af under de forårslyse og himmelstræbende bøgetræer. Det er denne foregangsmand, Martin Hammerichs indsats, der nu fortjent er i fokus i pragtværket »Martin Hammerich kunst og dannelse i Guldalderen«.

Han var en af de betydeligste kunstmæcener i midten af 1800-tallet og forud for sin tid, hvad angik fremhævelsen af mundtlig fremstilling, friere pædagogiske principper med vægt på selvstændighed, kreativitet, ånd og æstetik. Han var højt begavet, vidt berejst, en meget vidende og spogbevidst skoleleder på Borgerdydskolen på Christianshavn, og interessen for »det skønne« afspejlede sig i hjemmets kunstneriske indretning.

Hammerich fik maleren Jørgen Roed til at kopiere Rafaels Sixtinske Madonna og glædede sig hver gang, han så det store maleri i sin stue på Iselingen. Som Lotte Trane fint påpeger, var der et ideal i tiden, udtrykt af filosoffen og forfatteren Poul Martin Møller, som pointerede den forpligtelse, det enkelte menneske har over for sig selv og samfundet til at udvikle sig.

Ikke som en sur pligt, men som en livslang stræben. Det er denne tankegang, vi kan lære noget af dag, hvor selvudvikling snarere handler om kropsdyrkelse og egoisme. Med et glimt i øjet kan man hævde, at dannelse er det, der bliver tilbage, når vi har glemt, hvad vi har lært. En slags hvælvet overbygning. Der skal åbenhed og modtagelighed til, hvis vi vil vokse personligt, og her hjælper en vis sans for sammenhængen mellem det uendeligt små og det uendeligt store. Som Niels Ohrt er inde på det i sin omtale af P. C. Skovgaards »Bøgeskov i maj«, drejer det sig om forbindelsen mellem græsstrået og himmelrummets evighed kunstens evne til at se den lille verden i det store perspektiv. Og til at sammenbinde menneske, kultur og natur.