Bodil Udsen - den skallesmækkende mimose

Ny bog beskriver skue­spilleren Bodil Udsens sammensatte natur og den lidelseskamp, der gik forud for de store præstationer på scenen.

Bodil Udsen 1965. Foto: Per Pejstrup Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Hun kunne finde på at kalde sig den kedelige kone ude fra Nordvest. Men det var altså det sidste, hun var. Hold op, hvor var hun sammensat. Hun var »en skallesmækkende mimose« – for hun havde den dér sarthed og råhed, overdrevet selvvurdering – hun havde det hele. Men jeg var fascineret af hendes råhed over for sartheden«.

Ordene er Ghita Nørbys, og den, hun taler om, er kollegaen Bodil Udsen. Vurderingen er en blandt mange følsomt og begavet registrerende, som falder i en ny biografi om den folkekære skuespiller, som døde for syv år siden.

Bogen er skrevet af den dygtige og samvittighedsfulde journalist Birgitte Ellemann Höegh. Målet har været at beskrive det komplicerede samspil mellem privatpersonen Bodil Udsen og kunstneren af samme navn, de følelsesstrømme som var en forudsætning for hendes præstationer på scene, skærm og lærred.

Forfatteren har ganske vist kunnet læne sig op ad et par tidligere samtalebøger og en række portrætprogrammer med den store skuespillerinde, men hun formår overbevisende at komponere klip fra allerede eksisterende udgivelser med avisernes arkivstof og egne overvejelser.

Og så har hun interviewet en række vidner, som kendte Bodil Udsen, og som var blandt de udvalgte, der fik lov at komme tæt på. Som alle har et både kærligt, klogt og kritisk blik på følelsesmennesket Bodil Udsen:

PR-manden og vennen Christian Have, »adoptivsønnen« og arbejdsgiveren Henrik Hartmann, instruktørerne Bent Mejding, Daniel Bohr og Kaspar Rostrup, kollegerne Anne Marie Helger og altså også Ghita Nørby er blandt de menneskekloge stemmer, som alle gør sig umage for at tale sig ind på deres oplevelse af fænomenet Bodil Udsen.

 

Ondskabsfuld

Bogen har fået undertitlen »Man kan jo ikke gå rundt og være en sukkerkage hele livet«. Man kan næsten høre Bodil Udsen sige sætningen. Med det karakteristiske vidende saltsyreblink i øjet, måske efterfulgt af den latter, som kunne betyde myriader af ting, men som velsagtens også var et værn mod en omverden, der ikke skulle kommme for tæt på.

En sukkerkage er det sidste, man vil beskylde Bodil Udsen for at være. Flinkeskolen havde hun aldrig gået i. Hun kunne skræmme sine omgivelser, endda være ondskabsfuld over for kolleger, hun ikke var imponeret af, eller som hun oplevede som værende uden selvindsigt.

Hun mødte verden uden alle de filtre, de fleste andre sætter op for sig selv. Holdt ikke noget inde. Omgivelserne fik alle den sammensatte naturs luner slynget lige i hovedet.

»Der er sikkert nogen, der synes, jeg har været ond. For jeg er meget hurtig i replikken og fyrer fra hoften ... og det er ikke så meget noget, jeg spekulerer over, for det går meget stærkt. (...) Jeg ved ikke, om der er nogen, der går og bærer nag, det kan da godt være. Men så er det sikkert nogen, der ikke interesserer mig noget videre, og så tænker jeg ikke så meget over det. Det kan godt være, jeg måske er lidt overfladisk på den måde, men hvis folk ikke interesserer mig, så interesserer de mig faktisk ikke,« sagde hun i TV-udsendelsen »Velkommen – Et portræt af Bodil Udsen«.

På spørgsmålet om, hvorvidt hun nogensinde havde angret noget, hun havde sagt, lød svaret: »Det tror jeg egentlig ikke«.

Men samtidig kunne hun udvise en nærmest grænseløs generøsitet over for dem, der fandt nåde for hendes blik, og som til gengæld belønnede hende med deres selskab og opmærksomhed. I det hele taget er det alle de modsætninger, der huserede i Bodil Udsen, som udgjorde den fængslende kraft, der ikke bare strålede fra hende privat, men også på scenen.

Her var det netop det sammensatte i naturen, som med tiden gav hendes efterhånden mange skikkelser en fascinerende grandeur og et rigt indre liv. På den ene side den joviale, vennesæle lattermildhed, på den anden side den isnenede stejlhed i naturen, den hvasse råhed i replikken. En sammensathed som i tilgift giver masser af brændstof til en levnedsskildring i bogform, kan man tilføje.

I biografien beskrives hun som et menneske, der i allerhøjeste grad var i sine følelsers vold.

»Hun var så kompleks og sammensat, at der ikke findes nogen entydig sandhed om hende,« skriver forfatteren til bogen om hende. Det kan jo gælde os allesammen, kan man tilføje i parantes, men i tilfældet Bodil Udsen var de emotionelle barometerudsving større end i de fleste andres.

Og de afløste hinanden for øjnene af de omgivelser, som hun både skræmte og tiltrak med de voldsomme modsætninger i hendes natur.

Naturfænomen

Der er adjektiver, flere af Bodil Udsens iagttagere må falde tilbage på, når de skal beskrive hendes temperament. »En russisk steppebrand«, »en vulkan«, »dyrisk« – i det hele taget står naturfænomenerne i kø, når andre skal forsøge at indkredse hende.

Der er ingen tvivl om, at hun havde en voldsom appetit på alt det gode i livet. Hun fortærede råt kød, hvad enten der var tale om mad eller de mænd, hun med lethed kunne støve op på københavnske barer. Ikke mindst i den periode hvor hun var sorgramt enke efter sin anden mand, forlagsredaktøren Ole Køyer, som døde i en alder af kun 38.

Hun levede et festligt, men hektisk liv med alkohol og skiftende bekendtskaber i Puggaardsgade i København, mødte op på teatret i pels og undertøj for at forsøge at undgå at gå ud efter teatertid – det lykkedes sjældent.

Det overraskende ægteskab med sportshandleren og faderen til tre, Jens Therkildsen fra Aalborg, gav hende en større ro og tryghed i den sidste halvdel af livet. Men tilværelsen ud elskede hun selskabelighed, vin, rejser til Afrika, kunst og kultur og samlede på mennesker, der var levende nok til at interessere hende.

Var man inde i varmen, havde hun stor empati med menneskelig fejlbarlighed, mens andre – også dem, primadonnaen måske godt kunne have behandlet bedre – ejendommeligt nok mødte hendes utilslørede foragt.

Hendes irritabilitet slog ud, når hun følte sig trængt op i en krog. Og det gjorde hun stort set hver gang, hun skulle skabe en stor rolle.

Det var mere reglen end undtagelsen, at Bodil Udsen som led i prøveforløbet endte i et sammenbrud, der kunne få hende til helt at blive væk fra teatret, som så måtte sætte himmel og jord i bevægelse for at få hende til at komme tilbage og fuldføre forløbet.

Hun kunne endda nærmest få feber af nerver, vende sig væk fra verden hjemme i sengen, hvor vekslende teaterchefer og instruktører så måtte finde hende og hjælpe hende tilbage til scenen.

Hendes udmarvende kamp, alle anstrengelserne, de opgivende tårer – »åh nej, jeg kan ikke, jeg kan ikke« – de furiøse vredesudbrud, alle de ting, der blev kastet med, alle de døre, der blev smækket med, var en nødvendig vej for hende at gå for at kunne stå på scenen.

Som instruktøren Daniel Bohr, der bla. instruerede hende i kæmpemonologen »Gertrude Stein« og i rollen som Maria Callas i »Masterclass«, forklarer det i bogen:

»Der er de skuespillere, der tager grimassen på og bare går ind og gør det – men der er de mennesker, som Bodil Udsen, der skal helt, helt dybt ned i det sorterste og hente følelser op. Men det var ikke noget, hun gjorde med vilje. Det var noget, der skete«.

Havde ingen instrumentkasse

Hun vidste, hvad en rolle krævede, men hun havde ikke teknikken – det, Kaspar Rostrup kalder en »skoleinstrumentkasse« – til at nå frem til resultatet. Hun hadede at famle sig frem foran øjnene på andre under prøverne og kæmpede i stedet om natten med ordene og psykologien hjemme i det rækkehus på Hulgaardsvej, hun havde overtaget fra forældrene.

»Men det var hende en sådan lidelse,« fortæller instruktøren Kaspar Rostrup, som hjalp hende gennem store roller som f.eks. »Medea« og Grevinde Danner i »Dronning Blå«, »og deraf kom også, at hun blev vanvittig vred og smed med tingene og skældte ud. Og når hun pludselig forsvarede sig og var sårbar, kunne hun finde prygelknaber allevegne. så blev hun vældig voldsom og smed med ting«.

Netop hendes manglende skoling, uddannelsen på Det Kongelige Teaters elevskole havde hun i øvrigt aldrig fuldført, for hun blev kylet ud i midten af 1940erne og blev i stedet skuespiller via Studenterrevyerne, havde store omkostninger.

»Når alle ens redskaber er en selv, så er der ingen vej udenom,« som Kaspar Rostrup siger i bogen.

»Hvis du ikke kommer dybt nok ned i dig selv og bruger dig selv på en blødende måde, dur det ikke. Hvis publikum skal gribes, måtte Bodil ofre sig selv.«

Alligevel kunne hun ikke holde sig væk fra scenen, for den kunstneriske åre, trangen til at skabe, var så stor i hende, at hun ikke kunne lade være.

»Jeg vil jo helst være fri«, hed en samtalebog med hende fra 1995, men det ville hun jo alligevel ikke. Heldigvis.

Forfatter: Birgitte Ellemann Höegh.

Titel: »Bodil Udsen – Man kan jo ikke gå rundt og være en sukkerkage hele livet«.

Sider: 342 kr.

Pris: 300 kr.

Forlag: Gyldendal.