Fantombilleder er de rekonstruerede billeder af efterlyste personer, som for eksempel politiet benytter. Den næste association, som titlen på Thomas Bobergs nye digtsamling, »Fantombillede«, fremkalder, er fænomenet fantomsmerter, smerterne i en bortopereret eller på anden måde mistet legemsdel, og allerede et par sider fremme i bogen kan læseren da også finde vendingen »Jeg er mit udtryks fantomsmerter«.
Voldsomt ondt i billederne fra mange lag af fortid har Boberg i den grad i digtene, der flakker vidt omkring og geografisk og mentalt spænder over det meste af forfatterens univers: Fra Roskilde til Barcelona og Peru og fra erindringerne om skolegang og familiemedlemmer til hele rækken af digtere, han har læst og mødt, eller repræsentanter for den globale elendighed, der har krydset hans veje rundt omkring i verden.
Med sine to hesteæderbøger, »Hesteæderne 1« og »Hesteæderne 2«, skabte Boberg for nogle år siden med frenetisk energi og indædt sortsyn en sammenhængende krønike om et af det moderne Danmarks sociale udkantområder - med kulturelle konfrontationer og almindelig opløsning. I sine nye digte gør han i højere grad brug af en slags spredthedens strategi og poetik og organiserer sine digte i forskellige kasser med overskrifter som »Jeg«, »Kapitalisme«, »Krig«, »Tid« frem til et afsluttende »Credo«.
På kanten mellem den personlige bekendelse og det abstrakt upersonlige balancerer de indledende jeg-digte, hvor det nærmest gælder en identifikation med alle sider af mennesket og et altomspændende tilstedevær mellem denne verdens yderligheder:
»Jeg er diktatoren i ministaten/Jeg mit eget offer./Jeg er halen mellem ulvens ben./Jeg er ingen undskyldning./Jeg er turist syg ærekær./Jeg er alene med mine knogler./Jeg ateistisk troende./Jeg flyver over verdenshavene over bjergkæderne./Jeg kinesisk søforklaring./Jeg mit valg./Jeg nedbrydning af økosystemet./Jeg hudløs døgnarbejder./Jeg er flue på torturkammerets væg.«
Med gentagelsen som metode lægger Thomas Boberg rammen omkring bogen, hvis hovedafsnit er to serier af prosadigte med overskrifterne »Tid« og »Turisme«. Det er præcise stikord til bevægelsesmønstrene i »Fantombillede«, hvor Boberg snart strejfer om mellem erindringsglimt fra forskellige livsafsnit, snart begiver sig ud på de rastløse rejsers hjemme- og udebaner med et hulter til bulter af billeder. Hans remser producerer disharmonier på stribe, og de mere eller mindre løsrevne noter rapporterer fra nær og fjern og dengang.
Typisk for den lettere tumultariske og blandede form, digteren meget bevidst dyrker - måske i jagten på et nyt udtryk -bevæger teksterne sig gerne på tværs af kategorierne, og det er for eksempel i afsnittet »Turisme«, at Boberg melder ind med en række hilsner til forfatterkollegaer, fra kinesiske Li Po og franske Paul Verlaine til danske Jens August Schade og Rolf Gjedsted. Melankolien breder sig, og digteren har for alvor ondt i både samfundssyn og erindringsbilleder.
Vildest går det til i afsnittet »Mellem hugget og halsen«, hvor poesiens øksehug falder uforudsigeligt, og et »Nettoposedigt« står side om side med et »sorgdigt«, et »Racistisk digt« eller et »Ensomhedsdigt« med den bemærkelsesværdige linje: »Ensomhed er Danmarks dårligste digt.«
Ensomhed er der en del af i »Fantombillede«, men det forhindrer ikke, at bogen er fuld af gode digte. Også denne gang lykkes det ofte at bibringe læseren det særlige bobergske elendighedskick, hvor de mørke syner løftes til funklende poesi. At digtsamlingen bevæger sig i mange retninger og måske er sværere at få hold på end flere af Bobergs tidligere samlinger, gør ikke udtrykkets fantomsmerter mindre intense.
Forfatter: Thomas Boberg. Titel: Fantombillede. Sider: 152. Pris: 200 kr. Forlag: Gyldendal.
