Bob Dylan til hele folket

Guide. I næste uge indstilles han til Nobelprisen for sit sangskriverværk, snart udstiller han på Statens Museum for Kunst. En »Guide til Bob Dylan« kommer i rette tid og øjenhøjde.

Illustration fra bogens omslag Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En »Guide til Bob Dylan«. Findes der ikke lige så mange af dem, som antallet af koncerter manden har givet?

Svaret er nej. I hvert fald ikke på dansk. Er der dertil nogle engelske, er det vanskeligt at forestille sig, de skulle være bedre end denne her.

Med Dylan taler vi om en skikkelse og et kunstnerisk virke, der hører til de seneste 50 års mest betydelige. På engelsk udgives der næsten månedligt litterære massiver om Bob Dylan. Forfatter John Christensen gør det til gengæld enkelt, kort og udtømmende på 200 sider i et let og illustreret format.

»Guide til Bob Dylan« udmærker sig ved to ting. Det første er dens stringente opdeling. Bob Dylan fortælles kronologisk i kortfattede, men indholdsrige kapitler. Fra bleg, renskuret Robert Allen Zimmerman i Duluth, Minnesota til et rockmusikalsk ikon, der i dag bejler til nobelprisen. En kunstner, der konstant har vredet sig fri af selvgodheden og dens omfavnelse og »for de fleste stadig står som en gådefuld enegænger i det kulturelle landskab,« som John Christensen skriver. Efter hvert kapitel, er der leksikonopslag på dets hovedpersoner.

Det andet bogen udmærker sig ved, er dens øjenhøjde med de fleste af os. Vi, der har et vist arsenal af Dylan-udgivelser stående samt en vis interesse for både mennesket, myten og musikeren. Bogen er nemlig ikke forfattet på et bedetæppe. Hvilket meget Dylan-litteratur er. Den fortaber sig ikke i lange universitært kaudervælske analyser af inferiøre Dylan-værker.

Til gengæld er der indlagt en række temaer, som nøgternt beretter om eksempelvis »Dylan og kvinderne i tresserne«, »Motorcykelulykken«, »The Bootleg Series« osv. Det hele er bogført. Tressernes elektriske stød til omverdenen med opbrud fra akustisk til strømførende backing, tilbedelsens åg, genfødslen som kristen i slutningen af halvfjerdserne, firsernes musikalske ørkenvandring, halvfemsernes kunstneriske comeback og endelig det seneste årtis knæsætning af sit virke som en uramerikansk fortæller, der nedbryder sine sange på en Never Ending Tour for kun at genskabe dem i nyt lys og skygge. John Christensen sammenligner i sin opsummering Dylan med digteren Walt Whitman. Det er bogens eneste højstemte, men også velanbragte kapitel. For den er i det store hele en præcis, prunkløst forfattet bog med både biografi, diskografi, litteraturliste og filmografi.

Der findes to slags Dylan-interesserede. Den første kattegori er dylanologerne. Som der står bag på bogen: »Bob Dylan er et gigantisk og skræmmende pensum som vogtes med høgeblik af specialister inden for hver en krog og afkrog af emnet.«

Så sandt. Egentlig mangler der blot den tilføjelse at »pensum« er for lektielæsere og krakilske professorer. Langt de fleste af os vil bare lytte og lære.

»Guide til Bob Dylan« er –nuvel – en guide til det sidste. Hverken mere eller mindre. Hvilket skyldes, at forfatteren selv har levet stoffet gennem flere årtier, men stadig er i stand til at sætte sig ud over dette liv. En sjælden egenskab blandt dylanologer. Og sjældent velkommen.