Er man en hund efter effektiv uhygge, skal man tage på kaninjagt med Lars Kepler, alias forfatterægteparret Alexandra Coelho Ahndoril og Alexander Ahndoril. Deres sjette bind i serien om politimanden Joona Linna, »Kaninjægeren«, dirrer af nervepirrende spænding, og allerede fra første kapitel er man indfanget som et bange og blændet dyr i en lyskegle, mentalt bagbundet af rædslen i handlingen.
Kepler leverer vanen tro og denne gang i allerhøjeste grad sitrende, psykologisk spændingsunderholdning, og det er så virkningsfuldt, at man selv som professionel læser kan miste sin litterære førlighed og overse mindre ferme sider ved bogen. Men derom senere, Lars Kepler er først og fremmest synonym for virkelig dygtigt krimithrillerhåndværk.
Sveriges udenrigsminister bliver brutalt myrdet i sit hjem, og for ikke at skabe panik i befolkningen tysses omstændighederne ned. Officielt hedder det, at han er død af sygdom. Politi og efterretningstjeneste arbejder ud fra teorien om et terrorangreb og mistænker den unge callgirl, der befandt sig i hjemmet, men ikke blev angrebet, for at være medskyldig.
Hvad læseren, men ikke efterforskeren, ved er imidlertid, at den unge kvinde inden mordet på udenrigsministeren har været udsat for et sadistisk sexovergreb, der ikke højner agtelsen for husets herre. Og udenrigsministerens perversiteter har i sidste ende at gøre med selve plottet, der handler om en psykisk destabiliseret hævner af en gammel forbrydelse.
Säpo-kommissær Saga Bauer får i al hemmelighed hentet sin gamle makker Joona Linna ud af det fængsel, hvor han afsoner en dom for vold mod tjenestemand i funktion. Linna er eminent til at se sammenhænge, hvor ingen andre kan, og han finder snart ud af, at mordet på udenrigsministeren og senere en række andre mænd intet har med terror at gøre, men derimod med en såkaldt spree killer, en slags seriehævner. Fælles for sagerne er bl.a., at ofrene kort inden angrebene hører en gammel engelsksproget børnesang, »Ten little rabbits…«, og – viser det sig – at morderen er iført en særlig hovedbeklædning med afskårne kaninører, når han udfører forbrydelserne.
Parallelt med efterforskningen af det stigende antal bestialske mord følger man TV-kokken Rex Müller, der kendte både udenrigsministeren og de øvrige ofre. Müller er en ikke-vedstået alkoholiker, der forsøger at få hold på sit liv og forholdet til sin næsten voksne søn, mens hans gode ven og forretningspartner DJ gør alt for at promovere ham og rydde op efter ham.
Rex Müller har en forhistorie med de myrdede mænd, som han uretmæssigt er kommet til at betale dyrt for, og prisen nærmer sig det endelige, fatale afdrag. Men hvordan dét hænger sammen, afsløres først i sidste del af bogen, hvilket ikke gør spændingen mindre.
Lader man sig som den blændede kanin blive i det skarpe lys fra Lars Keplers professionelle trylle-fyldepen, får man fuld spændingsvaluta for pengene. Man skal undgå at tænke for meget over de sære usandsynligheder i handlingsforløbet, man skal ukritisk købe de lidt stereotype figurer, og så skal man acceptere, at der ikke er nogen mening med hele balladen. Det er bare rasende ren underholdning og som sådan gruopvækkende godt.
Hvad: Kaninjægeren
Hvem: Forfatter: Lars Kepler. Sider: 576. Pris: 350 kr. Forlag: Gyldendal.
