Dorthe Nors skriver i denne sin tredje roman om en ung kvinde, 19 år og 3. g'er, som støt og roligt bevæger sig dybere og dybere ned i en depression. Ikke blot én af de her 'hvor-er-det-svært-at-blive-voksen- depressioner', men en rigtig 'ind-til-marven' depression. Hendes mor er væk, og hun, hendes bror og hendes far isolerer sig hver især med deres savn og sorg.

Ann Lie, som hovedpersonen og fortælleren hedder, henvender sin fortælling til katten Acid. Klassekammeraten Benjamin er hendes eneste ven, han er lidt nørdet og i og for sig ligeså ensom som Ann, men de kan ikke rigtigt finde ud af, om de skal blive kærester. Benjamin mener, at han måske er bøsse, i hvert fald biseksuel, men han er alligevel, fornemmer læseren, tiltrukket af Ann. Fælles har de idoliseringen af Brett Anderson fra Suede, som Ann fører lange fantasisamtaler med, og Benjamin drømmer om, at Ann skal vise ham London. Hun har været der, men noget gør, at hun bestemt ikke vil tilbage. Læseren finder efterhånden ud af hvorfor.

Dorthe Nors skriver vældig godt og registrerer med fingerspidsformemmelse både den evigt problematiske overgang fra barn til voksen og den dybe depression, som savnet af moderen afføder hos Ann Lie. Men det virker alligevel, som om der ikke helt er kød nok på det ben, Nors forsøger at gnave en hel roman af. Ikke fordi resultatet er videre langt, men alt er relativt og selv en meget kort roman kan jo blive for lang. Det er ikke kun Ann Lie, der står i stampe - det gør romanen også. Og som læser sidder man og ønsker, at Nors dog blot ville låne synsvinklen ud til Benjamin, broderen eller faderen, for derved at skabe om ikke dynamik, så i hvert fald lidt variation og bredde.

Romanen, som placerer sig i det svære skel mellem ungdoms- og voksenbog, ville have gjort sig bedre som en stor novelle. Ærgerligt, al den stund at den i såvel tone som karaktertegning lykkes fint.