Ikke en grav er forblevet uåbnet, og alle sten er vendt i et kæmpe trebindsværk om de danske kongegrave, der har kunsthistorikeren Karin Kryger som hovedredaktør. Ambitionen har været at gennemgå samtlige danske kongegrave og få styr på deres historie, og om det nu er de rigtige ben, der ligger i gravene. I de fleste tilfælde har værket også medtaget dronningernes grave.
Hvordan er det med den første rigtige kongegrav herhjemme, nemlig Gorm den Gamles og Thyra Danebods grave i Jellinge? I godt 200 år har forskerne skændtes om, hvem der lå i gravhøjene, og om Gorm måske var flyttet ind i kirken. Hvad siger dette nye autoritative værk så om disse afgørende spørgsmål?
Artiklen er skrevet af vikingehistorikeren Niels Lund, og han afviser at konkludere noget som helst. Hvad med graven i kirken? Lund fastslår kun, at vi ikke ved noget, og at det måske blot er en sløjfet høj. Ligger Thyra da begravet i Nordhøjen, som man antog i 200 år eller mere? Muligvis, siger Lund, men vi ved det ikke. Hun er måske begravet et helt andet sted. Og hvad med den gamle historie om, at Harald gravede Gorms gamle ben ud af Nordhøjen, da han selv blev kristen, og fik ham gravsat i kirken? Aner ikke en dyt om det, fastslår Lund.
Hvor er Harald Blåtand?
Men er det da helt andre mennesker, der ligger begravet i højene? Man kan ikke udelukke det, skriver Lund. Og er den mindre Jellingesten i virkeligheden en forfalskning, som en tidligere vikingehistoriker skrev i en lærd artikel? Det lyder ikke sandsynligt, skriver Lund, men man kan ikke afvise det.
Man kan naivt håbe på, at videnskaben oplyser vore sind og øger vor viden. Niels Lund øger vor usikkerhed, og han gør det med stor videnskabelig forsigtighed. Men spændende er det.
Vi er på lidt mere sikker grund, når værket bevæger sig indenfor i Roskilde Domkirke og gennemgår de mange gravmonumenter derinde. Man skal lige have styr på begreber som ossuariet, der betyder benkiste, og kenotaf, der betyder gravmæle for en afdød, hvis lig er gået tabt. Det var tilfældet med Harald Blåtand, der egentlig skulle ligge i kirken, men hvis lig ikke er blevet identificeret. Hvor blev Harald da egentlig af? Han døde sandsynligvis, ifølge historikeren Adam af Bremen, i Polen under et krigstogt. Adam skriver også, at liget blev ført tilbage til Roskilde Kirke, men der er han altså ikke.
Artiklen om Harald er skrevet af Michael Andersen, som har fulgt alle spor, der kan give os oplysninger om Haralds ligs forsvinden. Andersen tror ikke Adam af Bremen over en dørtærskel, og han konkluderer, at vi ikke aner, hvor Harald Blåtand blev af. Atter en uløst gåde, hvor videnskabelig forsigtighed afholder skribenten fra at styrke vor barnetro på de gode historier.
Mysteriet om Svend Tveskæg
Man kunne have håbet, at det nye værk ville have løst mysteriet om Svend Tveskægs gravsted.
Det var Svend, der erobrede England omkring 1012. Han døde i England, men vi kender ikke dødsårsagen. Næsten samtidige kilder antyder, at han blev ført til Roskilde og begravet i forløberen til Roskilde Domkirke. Men det hviler på sindrige fortolkninger af få kildesteder. Først i 1340 nævnes det konkret, at Svend blev begravet i Roskilde Domkirke, men det er en sen oplysning og hviler måske på fejlfortolkning af en tidligere kilde.
Vi kommer ikke videre, og værket fastslår kortfattet:
»Det er således usikkert, om Svend Tveskæg blev begravet i Roskilde.«
En amatørhistoriker har i forbindelse med værkets udgivelse udkastet den tanke i en kronik i Kristeligt Dagblad, at Svend slet ikke blev ført til Roskilde, men til Hedeby.
Der er dog også kongegrave og -lig, som forskerne er mere sikre på, og som ikke er forsvundet.
Svend Estridsen ved vi blev gravlagt i Roskilde Domkirke, men hans oprindelige grav findes ikke mere, fordi den forsvandt med nedrivningen af den gamle domkirke i 1220erne. Graven blev derpå overført til den nye kirke og findes i dag indmuret bag kirkens højalter. I 1911 åbnede man graven, og det viste sig, at den indeholdt et mandsskelet uden beholder. Man fastslog, at skelettet tilhørte en høj og kraftig mand mellem 50 og 70 år gammel. Det stemmer med, at vi fra skriftlige kilder ved, at Svend var 54 år gammel, da han døde. Skelettets tænder var uregelmæssige, og det havde en hugtand, som ældre kilder da også anfører, at Svend havde.
Kort sagt er vi mere heldige denne gang, og al sandsynlighed peger på, at det virkelig er Svend, som ligger i gravnichen. Anatomiprofessoren, der i 1911 undersøgte liget, mente, at fyren i nichen var godt 187 centimeter høj. En usædvanlig høj mand for den tid, men forfatteren til artiklen, Michael Andersen, mener, at han i virkeligheden kun var 173-176 centimeter høj, og at anatomiprofessoren løj for at gøre Sven Estridsen højere, så det svarede bedre til Saxos beskrivelse.
Mordet på Knud den Hellige
Blandt de mange dramatiske kongemord, som til stadighed har sat fantasien i brand, er mordet på Knud den Hellige.
Det hele begyndte fint under hans kongetid, men da han i 1085 samlede flåden til et angreb på England, udstedte han samtidig bøder til folk, der nægtede at indgå i togtet. Forbitrelsen voksede og bredte sig til et oprør. Knud flygtede til Fyn og blev dræbt i St. Albani Kirke 10. juli 1086. Han blev begravet i kirken, og han blev udråbt til helgen og lagt ned i krypten i den nye domkirke. I 1500-tallet blev skrinet med hans lig af forgyldt kobber fundet frem, men da var det plyndret. I 1696 blev skrinet muret inde i det oprindelige fundsted, men Knud fik ikke lov til at hvile der, for i 1833 gravede man skrinet frem igen og lod det stå frit fremme i kirken.
En lang undersøgelse af skeletdele og bevarede tekstiler har siden været foretaget, og konklusionen er, at knoglerne efter al sandsynlighed virkelig er Knuds. Undersøgelse af skeletdelene viser, at manden døde i tidsrummet 980-1170. Han var 40 år og cirka 178 centimeter høj. Skrinet er dog kortere, og ikke alle skeletdele er i det, fordi kirker ville sikre sig dele af den hellige konge. Derfor mangler underkæben og tre tænder, som sikkert findes i franciskanerklostret i København.
Pompøst værk
Bogen går kronologisk frem, og der er beskrivelser af alle de danske konger samt deres hustruer, for de spillede selvfølgelig også en stor rolle.
En af de kvindelige personer, som værket følger, er Caroline Mathilde, der havde den ulykke at blive gift med den psykisk ustabile Christian VII. Det var hende, der havde en hed affære med den unge, tyske læge Struensee. Hun blev skilt fra kongen i 1772 og bragt til byen Celle i Tyskland, hvor hun i 1775 døde ganske ung af en skarlagensfeberlignende sygdom. På grund af smittefaren blev hun ikke balsameret, men straks indhyllet i hvidt atlaskstof og lagt i en blykiste med kobber i bunden, og blykisten blev lagt i en egetrækiste. Af frygt for smitten blev hun lagt i krypten i bykirken i Celle, og dér ligger hun endnu.
I 1789 blev hun overført til en »parade sakofag« i maghogni. Hendes grav blev i de efterfølgende år genstand for dyrkelse, hvor folk fra Danmark valfartede til hendes grav. Digteren Jens Baggesen besøgte graven og skrev henført om hendes skæbne. Værkets redaktør, Karin Kryger, skriver, at danskere stadig valfarter til hendes grav og lægger blomster på den ulykkelige dronnings sakofag.
Den sidste artikel i værket handler om Frederik IXs og dronning Ingrids begravelsesplads i Roskilde Domkirke. Man indrettede et nyt begravelsesanlæg, der skulle afløse det gamle Glückborgernes Kapel. Arkitekt Vilhelm Wohlert arbejdede i flere år med anlægget, der blev godkendt i 1983 og stod færdigt i 1985. Frederik havde selv givet udtryk for, at han ønskede en almindelig begravelsesplads, der ikke skulle være så pompøs som de tidligere kongers. Kapitlets forfatter, Vibeke Andersson Møller, skriver, at gravmonumentet indvarslede en ny tid, hvor det monumentale og storslåede afløses af det mere uprætentiøse og beskedne.
Storværket om danske kongegrave er ikke beskedent, men meget pompøst udført med tykt papir og fine farveillustrationer. Man behøver ikke at læse samtlige sider, hvilket denne anmelder heller ikke har gjort, for at få fornøjelse af værket og finde ud af, hvad der blev af de gamle konger og deres dronninger.
Redaktør: Karin Kryger. Titel: »Danske kongegrave I-III«.
Sider: 1.204.
Pris: 1.150 kr.
Forlag: Museum Tusculanum.
