Blandt bananplukkere

Hanne Højgaard Viemose debuterer overbevisende med sproglig energi, krokodiller og bananpalmer.

Først og fremmest er hele sceneriet flyttet til virkelig langt ude, down under, i flækken Tully i det nordlige Queensland, hvor den kvindelige jeg-fortæller Anne, på en forvirret og forlænget backpackerfærd, henslæber dagene med hårdt arbejde på en trøstesløs regnfuld bananplantage og nætterne på den lokale pub.

Nu er jeg ikke specielt oplyst om bananplukning, men jeg må sige, at Viemoses bog, udover dens litterære kvaliteter, udmærker sig ved at gøre den verden utroligt nærværende: »Huden skrællede af mine fingre, så det blødte, når jeg bandt strikker om planterne en hel dag i regnen; jeg fik svamp imellem tæerne af de våde støvler; om aftenen når jeg tog dem af og spredte mine tæer, var der åbne sår imellem dem, og græsset stak som syle, når jeg løb over plænen om natten for at tisse«. Her er tudser, der kan spytte en meter, slanger overalt, rottereder i bananerne, og lurende crocs (krokodiller) i vandet. Det er et råt miljø udgjort af en blanding af såkaldte aboer (aboriginals) og aussies, der ikke kan finde sig tilrette andre steder i samfundet. Fucking, fuck og Bloody ´ay er fast ordforråd. Hvem er Anne så? Vi får meget få facts, men til gengæld viser teksten os hende som en sårbar, indelukket og kønsforvirret 19-årig, som på mange måder er flygtet fra normernes Danmark, men også fra sin egen seksualitet. En pige der kaldte sig Hans som barn, og som gik i stykker indeni, da brysterne voksede frem og hun blev holdt fast på Anne. En kvinde, der lader sig bruge af mænd, og lukker af for følelserne, men som i forhold til kvinder kan åbne for sin egen nydelse. Kommer vi hjem? Måske, der er heldigvis en fin flimrende åbenhed til sidst, men inden da er Hans og Anne smeltet sammen til palindromet Hannah, hvormed der fint åbnes for, at seksualitet har mange retninger. En flot debut, antageligt bygget på egne oplevelser, hvad et lille billedappendiks vidner om. Unge læsere kan godt begynde her.