Blake og Mortimer I nye hænder

Når tegneserieskabere går bort, og deres »børn« overtages af nye kræfter, kan det føre til meget svingende resultater.

Foto: Scanpix

Skræmmeeksemplet er tegneserieklassikeren »Splint og Co.«, der aldrig rigtigt er sluppet heldigt fra forskellige tegnere og forfatteres forsøg på at modernisere dens helstøbte univers. Derfor frygtede man det værste, da den eminente eventyrserie »Blake og Mortimer« blev genoplivet i 1990erne. Det er dog lykkedes over al forventning, også hvad angår det seneste album, »De tredive denarers forbandelse«. Den handler om jagten på de sølvpenge, som Judas modtog for at forråde Jesus. I de forkerte hænder giver mønterne »magt over verdens ondskab«, så dem skal Blake og Mortimers arvefjende Olrik naturligvis have fingrene i. Der er blevet skelet rigeligt til Dan Browns »Da Vinci Mysteriet«, men tegneserien og dens skønne retrolook fra 50erne, med store biler og bukser knappet langt over taljen er intakt, fuld af intriger, mystik og piberygende atmosfære, næsten på højde med Edgar P. Jacobs orginalserie.