Der er ingen, der kan spille på barndommens strenge som Bjarne Reuter. Stik den mand en klase syrener på tærsklen til maj, og ud vælter det med varme, vemodige og velskrevne minder om dengang, knægten slog sine folder i Brønshøj og omegn.
Og sådan former de seks første noveller sig i »Halvvejen til Rafael«. Men bedst som man tror, at hele bogen er endnu en Reutersk prosa-opvisning i erindringskunst fra barndommens gade og blindgyder, tager de følgende syv noveller et overraskende hop op ad livets trapper og skildrer en række modne mennesker i færd med at søge og snuble sig vej gennem tilværelsen, for så atter at flytte livets scene i bogens novellesamlingens sidste tredjedel, hvor alderdommen står i centrum.
Uovertruffen er novellen »Allehelgensaften«; en både øm og syrlig fortælling om et ældre ægtepar, der ikke er helt enige om, hvordan de skal realisere herlighedsværdien i liebhaverboligen, der for længst er blevet efterladt af to døtre og en trofast hund. Ud af denne eksistentielle sprække, virtuost klippet sammen af flashbacks og nutidsglimt fra det halve døgn, hvor ejendomsmægleren kigger forbi og de to aldrende murstensmillionærer får besøg af et vennepar, siver et helt livs kærlighed på godt og ondt.
Det er en fuldkommen forrygende tekst, der kan anbefales til oplæsning på den ægteskabelige sengekant, og hvad Reuter her får fortalt i novellens korte, fortættede form, kunne en Maupassant, en Herman Bang eller en Raymond Carver ikke have gjort meget bedre.
Bogens midterdel er den svageste, der dog indrammes af to højst overraskende tekster, hvor Reuter pludselig tester nye sider af sig selv, knækker linjer som i 70erne og vover at give den modernistisk bas som en anden Benny Andersen:
»Jeg tager bassen frem, da min datter bliver gravid i sjette måned. / Jeg basser, mens hun føder, og basser, mens hun ammer. / Jeg basser til barnedåb, konfirmation og begravelse. / Jeg basser til tre retter mad. / Jeg basser, da min syge moster konverterer til turismen.«
Alt i alt en »mellembog« i Reuters forfatterskab, men stedvis går bassen altså lige i læseren. Play it again, Bjarne!
