Billedbog er paradisisk alfabetisk

Dobbelt debut af Knud Romer og Jon Kørner i en godt gennemprøvet genre.

Forfatteren Knud Romers og maleren John Kørners »ABC«. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

Forfatteren Knud Romers og maleren John Kørners »ABC« er en iøjefaldende smuk billedbog. Den har et strålende billede på forsiden, omkranset af en lysende påskegul ramme. Hele farveladen er i spil, alligevel er resultatet ikke spraglet, men tværtimod et sfærisk maleri af et mærkeligt dyreunivers uden nogen som helst form for biotopisk hensynstagen: En regnskovsfugl deler træ med en ugle, haren står i vandet sammen med giraffen.

Her er kort sagt fugl og fisk og mest det midtimellem, fanget i flugten, i en vending eller som ikoniske figurer, malet vidunderligt frit for ironi, lysende og transparent med akryl og fine laseringer. Her er lagt op til en coffee-table-udgivelse for feinschmeckere og fans af John Kørner, men bogen kan mere end det. Maleriet med titlen: »Edens Have«, malet af Kørner sidste år, danner nemlig udgangspunkt for Romers 29 rimede firelinjers vers.

Bogstavet A introducerer, hvad vi har i vente: »Aber og ænder og selv kakerlakker/er ligesom dig og mig./Vi er alle sammen børn af mirakler/og hver især noget for sig.«

Nok står dyrene i fokus, men rimene handler i høj grad også om det eksistentielle, om følelser og fornemmelser, som vist i flagermus-rimet: »Flagermus, hvad er de?/Et liv, som flakker blindt forbi,/Et vingesus, et skyggespil/om angsten for at være til«. M-rimet afspejler myggens spinkle væsen, N næsehornets tyngde og R rottens latrinære tilhørsforhold. Ikke ligefrem nyskabende, men sjovt og rart både for voksne oplæsere og bogstavnysgerrige børn.

Flere af Romers rim holder fint rytmisk, er tydeligvis inspireret af maleriets lethed og skifter mellem det tankevækkende (ildfluen) over det nuttede (uglen) og det rablende (æslet) til det intetsigende (krokodillen) og udvendige klichéer (lærken).

Men med især to finurlige vers består Romer den helt store rim-test: »Odderen tog til Odder,/sikke dog en stodder/- tænk at tage helt derhen/og ende hos sig selv igen.« Og så: »Haren med de lange ører/farer vildt af sted./Hvis du vidste, hvad den hører,/løb du også med.« Her viser Romer virkelig klasse. Så trods versenes ellers svingende kvalitet, er dette blevet en dejlig ABC-billedbog.

Titel: ABC Forfatter: Knud Romer Tegner: John Kørner Sider: Pris: 150 kr. i ordinær udgave. 350 kr. for luksusudgaven Forlag: Carlsen