Big Bill og sejren over nazisterne

I en ny bog om den amerikanske krigsindsats under Anden Verdenskrig udpeges Big Bill Knudsen som afgørende for, at De Allierede vandt krigen. Han var danskeren, der havde ansvaret for den amerikanske krigsproduktion.

Situationen så mørk ud for demokratierne i første år af Anden Verdenskrig. Nazisterne og deres allierede gik sejrrigt frem overalt. Tysklands krigsproduktion spyede ubåde, kanoner og fly ud i forbløffende tempo. Var verden til at redde? Præsident Roosevelt var ikke meget for at drage USA ind i den europæiske krig. Der var heller meget at bringe ind i krigen, for amerikansk krigsproduktion var præget af 1930ernes krise. I et afgørende møde mellem præsident Roosevelt og hans rådgivere sent i 1940 spurgte Roosevelt, hvem han kunne overlade krigsproduktionen til. Svaret kom fra hans rådgiver Bernard Baruch:

»Først er der Bill Knudsen. Så er der Bill Knudsen, og endelig er der Bill Knudsen.«

Historien fortælles i Arthur Hermans nye bog »Freedom’s Forge« og Herman, en anerkendt historisk forfatter, viger ikke tilbage for at kalde Bill Knudsen en af krigstidens største helte, hvis indsats for amerikansk krigsproduktion var afgørende for krigens udfald.

Hvem var Knudsen?

William S. Knudsen, der senere fik tilnavnet Big Bill, var en af ti børn, der blev født i København hos en lavtlønnet toldinspektør i Voldmestergade 26. Som seksårig blev han sendt ud for at arbejde for en glarmester, og aftenerne brugte han på at uddanne sig på Københavns Tekniske Skole. Fra glarmesteren gled han over i cykelhandel, og han syntes fra en ung alder at have en sikker sans for jernkonstruktioner.

Men pengene var små, og i 1900 købte han en billet til New York med skibet SS Norge. Bill Knudsen var en stor muskuløs mand, der kunne tage fat. I starten arbejdede han i havneområderne i Bronx. Miljøet var råt, og han måtte modtage mange tørre tæsk, indtil han lærte boksning. I de næste stillinger var han med til at fremstille dampmaskiner, og den viden bragte ham i kontakt med bilproducenten Henry T. Ford, der i begyndelsen af århundredet var ved at skabe en ny produktionsform og i 1908 fabrikerede den første Ford T.

Snart blev Bill Knudsen bilfirmaets direktør, og det var Bill, der stod for fabrikkens revolutionerende nye masseproduktionsform, hvor biler samledes ved et samlebånd. Der var tale om en industriel revolution, skriver Arthur Herman.

Det eneste problem var, at Henry Ford selv ikke var noget udpræget sympatisk menneske og uenigheder og konfrontationer endte samarbejdet mellem de to.

Bill Knudsen var dog kun arbejdsløs i kort tid, før det andet store industrifirma i USA, General Motors, nærmede sig Big Bill, som han blev kaldt. I 1922 blev han leder af bilafdelingen Chevrolet under GM. I løbet af 1920erne og 1930erne overhalede GM Ford i produktion af biler. I 1937 blev Bill udnævnt til præsident for GM.

Nazisterne får fodfæste

I Europa rasede krigen, og da nazisterne i 1940 besatte Danmark, mistede Bill Knudsen kontakten med sine søskende. Den 28. maj 1940 indfandt han sig hos Roosevelt og overtog krigsproduktionen.

USA var endnu ikke i krig, og modstanden mod at blive inddraget var voldsom. Men ifølge Herman spillede Bill Knudsens patriotiske følelser afgørende ind, for det var ikke lønnen, der trak - han påtog sig jobbet for den symbolske betaling af en dollar om året. Men det var med en vis ængstelse, at Bill Knudsen tiltrådte stillingen, for han måtte imødese magtkampe i den amerikanske administration. Planen var, at Knudsen skulle lokke de private firmaer til at deltage i krigsproduktionen og tilbyde dem favorable regeringskontrakter.

Han mødte op i Det Hvide Hus samme dag, som briterne evakuerede sine tropper fra Dunkirk.

En grum vinter

I juli 1940 var Storbritannien mere trængt end nogensinde og hjælp fra USA var afgørende. I løbet af hele 1941 gik en tredjedel af den amerikanske flyproduktion til Storbritannien. Leverancerne var afgørende for, at Storbritannien kunne holde Tyskland stangen.

Vinteren 1940 var grum. Tyskerne sænkede med deres ubådskrig store mængder britisk tonnage, og Churchill forsøgte at presse Roosevelt til at levere flere skibe. Det medførte, at Bill Knudsen og hans folk indgik et samarbejde med den amerikanske industrialist Henry Kaiser, der etablerede kæmpe skibsværfter i Seattle, Richmond og Vancouver.

Resultatet var afgørende, og gennem resten af krigen spyede Kaisers skibsværfter skibe ud i et tempo, som Japan og Tyskland ikke kunne hamle op med.

Men der var masser af problemer - bl.a. uroligheder blandt arbejderne, der var inspirerede af kommunistiske fagforeningsledere, der under indtryk af den tysk-sovjetiske ikke-angrebspagt ikke ville hjælpe Tysklands modstandere. Rygterne sagde, at Roosevelt var ved at blive handlingslammet, og det er Hermans påstand, at i denne krisetid i 1941 var det Bill Knudsen, og ikke Roosevelt, der tog initiativ til at klare kriserne. Først i juni 1941 erklærede Roosevelt undtagelsestilstand og fik sat en midlertidig stopper for strejkerne. Men de vedblev at være et problem, selv efter Nazitysklands angreb på Sovjetunionen. Selv ugen før D-dag strejkede godt 70.000 mand alene i Detroit-området.

Efter Pearl Harbor

Med japanernes angreb på Pearl Harbor kom USA med i krigen, og situationen for krigsproduktionen ændrede sig. Man skulle nu producere 60.000 fly i 1942 og 125.000 året efter.

Der var interne rivninger og ballade i administrationen, og kort efter Pearl Harbor kom Roosevelt i tvivl om Knudsens evner og fyrede ham. Men stærke kræfter ville have Knudsen tilbage, og det kom han, nu med rang af generalløjtnant. Hans magt var styrket.

USA var i skarp konkurrence med Nazityskland, hvor rustningsminister Albert Speer gjorde alt for at øge krigsproduktionen. Tyskland var omdannet til en krigsindustri, hvor Speer og hans stab kunne anvende slavearbejdere og beordre firmaer til at deltage i krigsproduktionen. Bill Knudsen havde ikke Speers beføjelser, men han havde det frie amerikanske marked.

Krigsproduktionen havde afgørende betydning for det amerikanske samfund. 20 millioner mennesker forlod deres hjem for at flytte til nye fabrikker. Roosevelt indførte en lov mod diskrimination af arbejdere på grund af race og religion i juni 1941. Loven skulle tiltrække sorte arbejdere og bryde fagforeningernes modstand mod sorte. Helt afgørende var kvindernes indtog på fabrikkerne. I juli 1944 var 36 procent af arbejderne kvinder.

I begyndelsen af 1944 var 70 procent af USAs produktion krigsproduktion. Der blev bygget et fly hvert femte minut og produceret 150 tons stål hvert minut. Det frie marked havde sejret.

Efter krigen

Ifølge bogen var Bill Knudsen i krigens sidste fase så udkørt, at hans helbred svigtede. I juni 1945 opsagde Knudsen sin stilling. Han havde dog kræfter til at rejse til Europa i 1945, hvor han også besøgte Danmark. Man var klar over hans betydning i hans fædreland, han havde møde med Kongen, og han blev æret med Dannebrogsorden. Ældre beboere i Voldmestergade fortæller, at i tiden efter Anden Verdenskrig rullede turistbusser fyldt med amerikanere gennem den lille gade ved søerne for at standse op foran nr. 26.

Men så rullede glemslen over ham. Embedsmænd og historikere tillagde præsidenten og staten æren for den succesfulde krigsproduktion. Først med Arthur Hermans bog er Bill Knudsen nu atter hentet frem, og Herman understreger, at den amerikanske succes ikke var resultatet af statsindgreb, men af et frit marked og enestående dygtige folk som Bill Knudsen.