Forfatteren er født 1942, og alderen og dens kvababbelser sætter sine tydelige spor i skriften, men stadigvæk løber verden i al sin kaotiske håbløshed og herlighed igennem Peter Laugesens Olivetti. Forfatteren snerrer det ene øjeblik sine bidske kommentarer frem fra en »krigshærget udkant af Underholdningssamfundet«, det næste øjeblik går han tur med hunden eller kan næsten bryde ud i lovsangstoner: »lyt til alt det/tusindgrønne ud mod alle himle«. Stemmer og stemninger skifter i Peter Laugesens bog, hvor samfundskommentaren, hundeluftningen, naturglimtet, lommefilosofien, øjebliksbilledet af hverdagstrivialiteten, nostalgien, melankolien, selvironien og de mange referencer til digtere, musikere og billedkunstnere står hulter til bulter og med samme selvfølgelige ret. Den henkastede præcision er en af Peter Laugesens styrker, og det haiku-stramme naturglimt, de rytmisk strømmende forløb, det hæmningsløst banale rimeri, den håndskrevne tekst og alle de andre grafiske variationer bidrager til skriftens dynamik. Opskriften er let at nikke genkendende til, men energien og intensiteten er noget særligt. Det er digte, der - med en let omskrivning af Laugesens egne ord - dingler insisterende i øret.