Bibeltyk Søren Ulrik Thomsen har uafviseligt format

Så er der landet 1.000 sider med digteren og essayisten Søren Ulrik Thomsen.

SUT Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er digtere, som i en helt usædvanlig grad gør en forskel. I litteraturhistorien og i den enkelte læsers liv. Sådan en digter er Søren Ulrik Thomsen, der lige siden debuten med »City Slang« i 1981 har præsteret det bemærkelsesværdige kunststykke kun at udgive væsentlige bøger. Unægtelig en optimal baggrund for et projekt som »Samlede Thomsen«.

Den totale mønstring af Søren Ulrik Thomsens lyriske bedrifter understreger og tydeliggør både skiftene og den umiskendelige, klare linje i forfatterskabet, og en ganske særlig kvalitet ved den samlede præsentation er det, at den så indlysende kobler lyrikeren og de mange formidable digte sammen med de essayistiske refleksioner.

Det giver et særligt resonansrum til storbydigtene fra »City Slang« med deres neonglimt, våde asfalt og baggårde at læse dem ind i en sammenhæng med et essay som for eksempel »Hverdag, eventyr og tilfældighed« om ankomsten til København i 1972 og med en helt utvetydig kærlighedserklæring til storbyen, »hvad vi elsker, er en by fuld af hemmeligheder og højtråbende reklamer, af skramlende trafik og varer under disken«.

Det tilføjer på samme måde en ekstra dimension at bringe overvejelserne og de personlige bekendelser fra »Kritik af den negative opbyggelighed« med til læsningen af 90er-digtene i »Nye digte« og »Hjemfalden«, hvor ord som »Gud« og »evighed« dukker op, og et længselstema og en orientering mod metafysikken bliver tydelig: »jeg længes efter en større, en/næsten uhørlig/musik.«

Og den helt usædvanlige charme ved »Det værste og det bedste« med lovsangen til stort og småt, til livets mangfoldighed og til hverdagenes hellige og beroligende almindeligheder sættes i smukt relief af et essay om tegneren og institutionen Ib Spang Olsen, der leverede illustrationerne til den udgave af »Det værste og det bedste«, som er blevet en slags folkeeje på linje med Halfdan Rasmussens rim.

Hvert enkelt digt i »Samlede Thomsen« står, netop som forfatteren i en af sine poetik-udgivelser formulerede sit ubøjelige krav, helt i sin egen ret og uden noget behov for støtte fra det overordnede værk. Men samtidig føjer de enkelte tekster sig også sammen til en mere omfattende helhed med en gennemgående personlig stemme, der taler ud fra de skiftende positioner i et livsforløb.

Den unge stemme i kultbogen »City Slang« med linjer som »nu maser teenagerne sig sammen foran Diskotek Saturns/lysende blå indgang« afløses af de mere søgende toner i »Nye digte« og »Hjemfalden«: »Hver morgen står jeg en time tidligere op/for at digte mig frem til et liv og en anden:/Findes der mon en syntax så præcis,/at den kan fange solen i et A4-arks spejl«. Enkelheden og den modnede ro i »Det værste og det bedste« med kataloget over godt og skidt i tilværelsen efterfølges af dobbeltheden mellem fravær og nærvær i »Rystet spejl«, og to forskellige udgaver af en statusopgørelse står overfor hinanden: »at der hele tiden har været lidt mere/af det »bedste end af det værste« er bedst://Det er det bedste for mig.« bliver en form for afklaret konklusion formuleret i »Det værste og det bedste«, mens en anderledes uro skinner igennem i »Rystet spejl«, hvor en afgørende eksistentiel grænse krydses: »fra det selvfølgelige ved at være til/til det mærkelige i ikke at være død.«

Et af de allervigtigste udsagn i »Samlede Thomsen« lyder i al sin enkelhed: »Æret være alt hvad der går langsomt«, og på en måde er det jo en hel poetik, der komprimeres i netop ordet »langsomt«. Viljen til først at skrive »når digtene er der« er kendetegnende for forfatterens arbejdsmoral. Afgørende er den tålmodighed og omsorg, der ligger i at »afvente ord som åndedræt, rislen og rust/stille dem op på en række og så bytte rundt/til de ligner noget man ikke har set«.

Søren Ulrik Thomsen har nået utrolig meget og meget forskelligt i sit helt eget tempo. Den »Samlede Thomsen« udgør den bibeltykke og uafviselige dokumentation for formatet.

Titel: Samlede Thomsen Forfatter: Søren Ulrik Thomsen Sider: 1.040 Pris: 250 kr. Forlag: Gyldendal