Beruset af Beirut

Journalist og forfatter Louise Stigsgaard. Foto: Lærke Posselt Fold sammen
Læs mere

I en verden, hvor døden er en daglig følgesvend, og hvor islamisk terror synes at brede sig som en altædende løbeild, kan det være svært at holde hovedet koldt og se andet lys i mørket end helvedes flammer. Men som titlen i journalisten Louise Stigsgaards vidende og velmenende debutroman antyder, så er der håb, selv i det mest håbløse.

»Natten er fuld af lys« er en smuk titel, der fint rammer bogens grundlæggende præmis ind, og den følges op af et eminent anslag og et fortættet, stærkt sprog i romanens første kapitel. Stigsgaard kan skrive, så man for en stund fortaber sig for omverdenen og veltilfreds lader sig fordybe i fortællingens gavmilde favn.

Desværre holder kadencen ikke. Den storslåede og lovende indledning bliver efterhånden løbet over ende af en mere (u)jævn sprogtone, hvor forfatteren fortaber sig i for mange detaljer om hver enkelt figur og om gader og stræder, middagsmad og minder. Det, der er en af bogens forcer – forfatterens store indsigt i området og deraf rammende miljø- og personbeskrivelser – ender med at fylde for meget og skygge for selve handlingen.

Selve skelettet til plottet er der ikke noget at udsætte på. Den danske Mellemøst-korrespondent Sara Skarsgaard bliver af sin avis bedt om at skrive om den kendte amerikanske journalist Bill Buffet, der er blevet fundet myrdet på en parkeringsplads i Beirut. Buffet er Saras tidligere elsker, og hun er derfor mere end almindeligt interesseret i at finde ud af, hvad der er sket.

Hun begynder at efterforske sagen, godt hjulpet af en lokal kriminalkommissær og senere af en amerikansk efterretningsagent. Begge inddrager hende (overraskende) meget i deres arbejde, ligesom hun er heldig bl.a. at møde en lokal graffitikunstner, der både er god til computerhacking og kan hjælpe hende med at tyde den kode, der var skåret ind i Buffets bryst og siden dukker op på husmure i Beirut og efterhånden i det meste af verden.

Buffet har tilsyneladende haft omgang med forskellige islamister og måske været involveret i handel med antikviteter og gamle værdifulde sten. Om det var for at skrive om det, eller om han havde gang i noget ulovligt, er uklart, og Sara må helt ind i løvens hule, hvor hun ender med at blive kidnappet, og tilbage til Buffets barndomsby for at blive klogere.

Og klogere bliver hun ikke kun på sagen men også på sig selv og sit forhold til sin mand, Hans. Hans har haft en affære og er efterfølgende blevet smidt ud hjemmefra, og i tiden derefter tænker Sara tilbage på deres tid sammen.

Desværre får man aldrig rigtig indtryk af, at refleksionerne over det kuldsejlede parforhold rækker særlig dybt, og man kommer ikke helt ind under huden på Sara, selv om hun tænker, føler og fornemmer en hel del undervejs. Stigsgaard er ganske omhyggelig med at give grundige ydre personkarakteristikker, men den indre og mere indirekte farvelægning af figurerne halter noget efter.

Grundlæggende kan man om denne sympatiske spændingsroman konkludere, at man som læser begaves af forfatterens store viden om de politiske og menneskelige forhold i Mellemøsten generelt og i Beirut i særdeleshed. Men at en af hovedreglerne inden for såvel journalistikken som skønlitteraturen desværre ikke helt efterfølges med samme intensitet: show it, don’t tell it!

Titel: Natten er fuld af lys. Forfatter: Louise Stigsgaard. Sider: 300. Pris: 250 kr. Forlag: People’s Press.